Den australske rocksanger Nick Cave har i gennem tiden været noget af et mysterium indenfor musikkens verden. Han er kendt for meget dystre sange, som er præget af dybe følelser, mens hans meget anderledes stemme bringer nogle mærkelige kombinationer i spil – han har bl.a. lavet musik indenfor country, rock, punk og endda salmer. Men hvem er kunstneren egentlig?
I denne film forsøger man at besvare dette spørgsmål ved at fokusere på Nick Cave, som fejrer sin 20.000ende dag på jorden. Her får man et indblik i en aldrende musiker, som bestemt ikke har mistet lysten til at fyre den af på scenen eller skrive poetiske kreationer sammen med sit crew. Filmen går i dybden med nogle filosofiske aspekter af livet og kunsten, mens selve historien følger en flyvsk fortælling om Nick Cave som kunstner, mystiker og ikke mindst som excentrisk filosof på mange måder.
Filmen er bygget op på en meget karismatisk måde, og fortæller historien om en kunstner og hans inspirationskilde fra en helt anden og nytænkende vinkel. Den dokumentariske opbygning bevarer realismen, mens andre elementer er iscenesat netop for at få tankerne til omløb. Det sker bl.a. under scenerne, hvor Nick er hos en terapeut. Her bruger man de terapeutiske grundelementer til at åbne op for mandens meget mystiske tankegang, og tingene begynder at udfolde sig selv gennem dette tilbagevendende blik på Nicks liv og barndom – og det fungerer egentlig meget godt.
Den er ikke ligetil for alle, men åbner op for interessante aspekter af Nick Cave og hans liv. Jeg har personligt aldrig hørt om denne sanger før, og det er måske en fejl. Men jeg føler lidt, at man skal være fan af hans musik for at kunne værdsætte dette musikalske dokudrama, da man på ingen måde kan nå at danne sig et ordentligt overblik over hans karriere, musikstil eller karismatiske særegnethed i denne produktion. Den kaster sig af sted i en fortælling om engagement inden for musikkens verden, og formår at sætte et godt spot på fænomenet Nick Cave. På sin vis bliver det derfor ganske overfladisk, da man aldrig kommer helt tæt på personen, men mere kun selve fænomenet. Han forsøger at åbne nogle vigtige aspekter af sit liv gennem en meget metaforisk og syret billedfortælling, men man føler, at man kun ridser overfladen af det egentlige grundlag for hans karriere og de valg, han har truffet.
Filmen skal dog have ros for at give et meget anderledes og intenst indblik i vejen til succes på godt og ondt – hvordan bliver man en stjerne, og til hvilken pris? Og hvordan ved man, man har opnået sit mål? På den måde formår filmen at ramme et ret solidt filosofisk niveau, hvor man nærstuderer kunstnerens kamp for at putte sjæl i sit værk og levere et show over alle forventninger. Man ved ikke helt, om man skal tolke tingene som overprætentiøse, eller om det er kilden til ægte kunst. Filmen giver dog et interessant indblik, hvordan en rockpoet tænker, og generelt hvordan en kunstner når frem til sit materiale. Selve filmen er leveret lige så flyvsk som Caves egen hjerne, og derfor bliver filmen en forvirrende tankestrøm af forskellige billeder og historier – man ved jo selvfølgelig, at det er konstrueret og derfor bliver det efter min smag lidt for prætentiøs og overgearet.
Selve opsætningen af filmen er ganske fremragende, da leverer visuelt imponerende billeder i en utrolig fed klipning. De visuelle billeder og de knivskarpe kameravinkler formår virkelig at bidrage til fortællingen, men selve fortællingen er bare ikke stærk nok til at matche det visuelle. Samlet set er Nick Cave: 20.000 dage på jorden måske en ideel film for dem, som elsker denne slags musik, hvorimod den almene seer med et ønske om et god film- eller dokumentaroplevelse måske falder lidt ved siden af. Klipningen er skarp og det filosofiske niveau er højt, men selve udbyttet af denne prætentiøse opbygning giver ikke meget fra sig i forhold til at finde ud af, hvem Nick Cave egentlig er.
Pris og tilgængelighed
Release: 05-02-15 på DVD.
Se aktuel pris hos PriceRunner
