mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Minisekterne (3D-Blu-ray)

Anmeldelse: Minisekterne (3D-Blu-ray)

movie_files_2853

Børneserier og film er bestemt ikke en mangelvare, og ofte er produktionerne en smule simple og langt fra interessante nok for den mere voksne seer. Denne gang kigger jeg nærmere på filmen Minisekterne, som er baseret på en fransk tv-serie af samme navn.

Filmen følger en ung mariehøne, som under en tumult med en drillende spyflue mister sin evne til at flyve. Dette leder mariehønen ud på et hektisk eventyr, hvor den under mødet med en myregruppe bliver en del af deres fællesskab. Sammen forsøger de at fragte efterladte sukkerknalder hjem til kolonien, men røde myrer har spottet deres ’skattekiste’ – pludselig befinder mariehønen sig i midten af en kolonikrig, og må for alvor træde i karakter.

Handlingen følger en uheldig skæbne for den kære mariehøne, men denne ulykke skaber grundlaget for rejsen ind i hjertet af alle dyrene i det helt lille kongerige. Den har et lidt langtrukkent handlingsforløb fra start til slut, da konceptet efter min smag egner sig bedst til kortfilmsformat eller miniserie. Det minder om en lidt for lang version af en serie, man ser i kortfilmsform på Ramasjang. Selvom den er interessant skabt og meget sød i sin opbygning, så kan man ikke undgå at føle, at man presser citronen lidt for meget. Derfor opstår der nogle huller i løbet af handlingen, som mangler substans og underholdning.

Selve filmen er bygget op af flotte landskabsbilleder blandet med nogle fine animationer – langt fra animationer i topklasse og på de helt store niveauer hos Disney eller Pixar, men alligevel ganske lovende. Mellemspillet mellem de virkelige objekter og animationerne er dog lidt usikre – figurerne virker meget kunstige og mekaniske i deres bevægelser og formår slet ikke at blive en del af universet. Der er ikke en stabil dynamik mellem virkelighed og fiktion, og det spotter man med det samme. 3D-udgaven gør egentlig ikke nogen gavn for animationerne, da det bare får det til at se mere kunstigt ud.

Filmen er dog en lækker lille fantasihistorie for de mindste – den minder lidt om en mere virkelighedsnær version af Pixars A Bug’s Life, og giver et interessant indblik i myrernes kultur og levestil. Filmen har også en god humor i forhold til myrer og deres kærlighed til søde sager. Lyden er desuden ret godt lavet, da de har valgt at bruge diverse lyde til at skabe forskellige dyresprog – f.eks. er myrerne meget glade for at fløjte og firbenet lyder som et fordrukkent æsel. Selve filmen er optaget af flotte vinkler og visuelt er den egentlig meget imponerende. Når filmen dog slet ikke har nogen form for dialog kan man godt blive lidt skør i hovedet af den meget monotone udvikling. Den er uden tvivl tilegnet de helt små børn, som blot vil værdsætte filmen for sine hyggelige animationer og sjove lyde.

Filmen går i dybden med en sjov leg med størrelsesforhold, men det er bare set mange gange før. Men alligevel formår filmen at samle nogle af de bedste elementer fra serien, bortset fra at tingene er blevet strakt i alt for stort et omfang. Filmen spiller dog på den nysgerrighed, som mange små børn ofte har i den helt unge alder – når man går en tur i skoven er det uden tvivl insekterne, som fanger øjets opmærksomhed og denne film formår at udforske nogle af aspekterne. Filmen formår på trods af sin lavmælte opbygning at bearbejde nogle ret gode moraler i løbet af filmen – støtte, håb og ikke mindst styrken i fællesskabet bliver fornemt viklet ind i mariehønens kaotiske livsrejse. Samlet set er Minisekterne en lille hyggelig film, som glæder små børn men desværre ikke ligefrem underholder den voksne seer på grund af den lidt haltende forestilling af animation kontra virkelighed. Jeg vil derfor alligevel anbefale folk at smide den i retningen af deres børn, da den uden tvivl vil sprede mere glæde hos den mindste målgruppe.

Pris og tilgængelighed

Release: 20-11-14 på DVD og Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Minisekterne trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer