David Cronenberg er ofte en instruktør, man forbinder med nogle særdeles unikke kreationer med fokus på det unormale menneske og kaosset. Vi har set hans blodige fantasi i hans remake af The Fly i 1986 eller i Scanners (1981), hvorimod han i nyere tid har leveret nogle solide thriller-plots med A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007). Denne gang har han kastet sig over en mere moderne tolkning af Hollywood-filmindustriens skyggeside i filmen, Maps to the Stars.
Filmen følger den fallerede stjerne Havana Segrand (Julianne Moore) og en kaotisk familie, som forsøger at få tilværelsen til at køre rundt i Hollywood. Udadtil virker de som fanskarens største idoler, men bag lukkede døre gemmer der sig frygtelige hemmeligheder og uhelbredelige traumer. Handlingen fokuserer på dysfunktionaliteten og den umulige opretholdelse af en i forvejen skrøbelig facade.
Da jeg først hørte om filmen, blev jeg ret interesseret, da den virkede til at gå ind bag Hollywoods facade og fremvise nogle af de uhyggelige prespunkter, som medfølger en stjernes rejse til storhed. Desværre har Cronenberg valgt at lave filmen til et bizart univers af let sammenhængende historier uden substans. Man følger en række personer, som pludselig er forbundet på forskellige og ret tydeligt punkter, og deres forskellige interaktioner ender i det forudsigelige kaos – men der kommer aldrig en godtgørelse eller afrunding på virvaret. Man sidder blot tilbage med en række mystiske personers aftryk på filmen, som ingen aner noget forklaring på. Filmen kan selvfølgelig være et udtryk for den klassiske handlingsstruktur, hvor man blot ser et udsnit af et bestemt univers uden start og slut, men der sker for mange hektiske ting til, at man blot kan lade det ligge.
Filmen dvæler ved en ’fucked-up’-situation og svælger rundt i forskellige former for umulig balancegang på kanten af afgrunden. Det positive ved filmen er, at nogle af småhistorierne giver et realistisk bud på, hvordan succes kan stige folk til hovedet. Ikke blot stjernen selv, men også dem omkring vedkommende. Filmen går ind på et horror-spor så at sige, og viser den ubarmhjertige branche ud fra et gyserlignende perspektiv. Symbolikken forvandles til spøgelseslignende manifestationer af personernes ’skeletter i skabet’ og gør det derved til en synlig, interaktiv faktor i filmen. Tanken bag er ganske opfindsom og interessant, men opstillingen bliver alt for tydelig og desværre en smule for overeksponeret. Filmen blander for mange genrer ind i konceptet, og mister grebet om fornuften mindst ligeså meget som filmens egne karakterer.
Det største lyspunkt i filmen er Julianne Moore, som de seneste år virkelig har vundet tilskuerens opmærksomhed med hendes rå og realistiske skuespil. Moore er ikke bange for at kaste sig ind i scenen uden make-up og pænt tøj, men leverer i stedet en råt for usødet karakter med benene på jorden og hjernen i skyerne. Hun er den eneste i filmen, som hviler i sin karakter i en sådan grad, at man overbevises om hendes plads i industrien – John Cusack, Robert Pattinson, Evan Bird og Mia Wasikowska er alle for opsat på at skabe deres stereotype figur så tydeligt som muligt, hvilket i sidste ende får den til at snuble i klicheerne.
Filmen har generelt set en meget spændende indsigt bag filmlærredet, men formår ikke at behandle de forskellige aspekter med den nødvendige omhu. Filmen mister sin integritet i en række prætentiøse overforbrug af gyser/filosofi-kombinationen, og man undrer sig over, hvad man egentlig bør lægge mærke til. Samlet set er Maps to the Stars en skuffelse, som på trods af et lovede grundlag gaber over for meget.
Pris og tilgængelighed
Release: 09-07-15 på Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
Maps to the Stars trailer
