I enhver branche er værktøjet naturligvis kun så godt som brugeren, men det er ikke ensbetydende med at man ikke skal investere i det bedste værktøj for at give sig selv nogle fordele. Dette gælder naturligvis også for os, der bruger vores computere meget og her er det vigtigt at de mest anvendte tilbehørsprodukter er i top kvalitet. Dette gælder ikke mindst for tastaturet og i denne omgang skal vi kigge på Logitech G710+, som er det første mekaniske tastatur fra denne producent, hvilket egentlig kan undre når Logitech har været meget kendte for at producere tilbehør til gamere i høj kvalitet.
Hvad er der i kassen?
Allerede ved at samle æsken med Logitech G710+ op første gang ved man at der er tale om noget helt andet end et standard tastatur. Logitech G710+ vejer nemlig nemt hvad tre almindelige tastaturer ville veje. Foruden en manual, Logitech G710+ og en aftagelig håndledsstøtte er der ikke meget mere at hente i æsken.
Design
Årsagen til at Logitech G710+ er tungere end et almindeligt tastatur er naturligvis fordi mekaniske tastaturer er bygget op på en anden måde. Ved almindelige tastaturer er der fokus på omkostningsminimering og tasternes sammensætning er i teorien ikke anderledes end det man finder i sin fjernbetjening, hvis nogen har skilt sådan en ad ved de at tasterne trykkes ned på en gummiplade. Dette er ikke tilfældet med Logitech G710+, hvor hver tast har en såkaldt switch, der bestemmer, hvorvidt du har tastet denne knap eller ej. På nogle, lad os kalde dem standard tastaturer, oplever man at ved at trykke to eller flere knapper samtidigt, så aktiveres der også knapper man ikke har trykket ned. Dette modvirker man på mekaniske tastaturer nemmere og derfor er Logitech G710+ velegnet til gamere med lidt anderledes behov end den gængse forbruger.
Logitech G710+ er udstyret med to USB-porte, men til gengæld er der en ledig USB-port bag på selve tastaturet man kan bruge til at slutte sin mus eller andet tilbehør til. Umiddelbart under denne USB-port på Logitech G710+ er der gjort plads til at man kan føre et kabel hele vejen frem mod en selv, skulle man eksempelvis have et headset sluttet til og så ikke vil have kabler til at køre i unødvendige retninger. Den samme plads er der lavet i håndledsstøtten skulle man undre sig over at der er et hak på midten af denne.
Mekaniske tastaturer som Logitech G710+ benytter forskellige switches med hver deres fordele og ulemper. Logitech G710+ bruger Cherry MX Brown switches, som er kendte for at være mere lydsvage og grundet deres bløde respons og aktivering på cirka midten af trykket anses de som værende en fin mellemting mellem gaming og skrivning. Hvis du altså leder efter ”klikke-lyden” så er Logitech G710+ ikke vejen frem, men til gengæld er der mange andre ting der taler for det, så du bør alligevel kigge videre. Apropos tasterne så er det nævneværdigt at logoet på Windows knapperne er af den nye Windows 8 type. Logitech G710+ er bygget op med forskellige indstillingsmuligheder med makroer, profiler og mere, hvilket vi kommer tilbage til, men i denne omgang nævner vi blot at den øverste række af knapper på Logitech G710+ ikke er mekaniske. Man kan kalde dette et hybridt tastatur om man vil, men disse knapper på øverste række indeholder blot medie-, belysnings- og profil-taster. Vi oplevede desuden at F# knapperne var placeret relativt højt på Logitech G710+ og det var til dels besværligt at vænne sig til, men det skyldes muligvis i ligeså høj grad at Logitech G710+ generelt er større end det tastatur man er vant til. Efter et par dages anvendelse havde man vænnet sig mere til det, men i spil som StarCraft II var det eksempelvis svært at binde CTRL+F5 sammen ved brug af en hånd. I siden har man dog heldigvis nogle G# knapper som man kan tildele de mest anvendte funktioner og dermed komme udenom førnævnte problematik.
Det interessant ved Logitech G710+ er også at selvom det oser af gaming så er det ikke i en så overdrevet grad at almindelige brugere bliver skræmt væk, men der ligges altså ikke skjul på hvad den primære målgruppe er, idet WASD- og pil-tasterne er af en anden farve end resten af tasterne. Gamere vil nikke genkendende til disse knapper og vide hvad der på færde, men for at stedfæste dette yderligere er baggrundsbelysningen på Logitech G710+ to-delt. Det betyder at WASD, samt pil-tasterne kan lyses op uafhængigt af resten af tastaturet og dermed kan man tænde for baggrundsbelysningen på disse taster samtidigt med at man slukker lyset bag alle andre taster, eller omvendt. Baggrundsbelysningen har desuden fire stadier, alt afhængigt af hvor intenst man ønsker det. Det er kun de nævnte G# knapper der er omsluttet af en orange farve, hvilket ødelægger det ellers stilrene design i sort og grå. Man kunne have undladt denne orange farve og dermed appellerer til en brede målgruppe, men hos Logitech har man altså valgt at ligge vægt på at ville skille sig ud.
Funktionalitet
Tasterne på Logitech G710+ er naturligvis fundamentalt anderledes end hvad man er vant til fra de tastaturer man køber i kombisæt eller som endda følger med ens stationære computer når man køber en ny, men dette var også at forvente og sammenligningen mellem Logitech G710+ og et almindeligt tastatur er derfor urimeligt i førstenævntes favør for det er usammenligneligt bedre at anvende et mekanisk tastatur. Vi skal derfor i dette afsnit fokusere på de funktionelle ting, der gør Logitech G710+ godt eller skidt.
Softwaren til Logitech G710+ skal hentes fra producentens hjemmeside og dette er at anbefale for at man kan opsætte dette tastatur efter ønsker og behov. Logitech G710+ virker også uden drivere, men makro-indstillinger og genvejstasterne vil ikke virke uden, hvilket er hvorfor Logitech G710+ kan anvendes til at skrive på i Mac, men man går glip af en stor del funktioner uden softwaren, som altså kun er tilgængeligt til Windows. Logitech G710+ kan opsættes til at aktivere en program-specifik profil, således at kører man eksempelvis Spil1 så er det profil1 der er aktiv og så fremdeles. Sammen med de seks gaming-taster og skift mellem M1-M3 kan hver profil have 18 forskellige knapper udover det som er stillet til rådighed på et almindeligt tastatur. Der er mange programmeringsmuligheder med disse knapper, hvor man med MR knappen også på farten kan optage en makro, hvis man eksempelvis er midt under et spil og finder ud af at en tastekombination kan være smart så optager man denne og tildeler en G# knap som med det samme er klar og gemt i profilen. Selve softwaren man bruger til at indstille disse profiler er også smart bygget op. For det første har den præinstallerede genvejstaster til mange af de mest populære spil, så man ikke selv skal opfinde den dybe tallerken. Derudover markerer softwaren de genveje man har tildelt fx M1 så man ved man ikke behøver at tildele den samme genvej i M2 osv. Dermed er det nemmere at holde styr på sine genveje mens man bygger profilerne op. Der er ligeledes en game-knap illustereret med et joystick ikon som ved aktivering slår operativsystemets funktionstast fra (windows knappen) så man undgår ved uheld at hoppe ud af et igangværende spil.
Vi oplevede dog også en begrænsning i softwaren, som burde være ligetil at fixe for producenten og det er at softwaren var tilsyneladende ikke i stand til at genkende alle vores spil og vi blev nødt til at anvende M2 eller M3 på standardindstillingen for at tildele genveje til disse spil. Der er tale om et beskedent fåtal, men hvis man i softwaren havde mulighed for at skifte profil på farten kunne man komme udenom problematikken.
Med en anti-ghosting på 110 knapper og 26-knap rollover er Logitech G710+ et kraftfult tastatur, hvor kun de færreste gamere vil opleve begrænsninger i deres spil. Det er muligvis derfor at Logitech G710+ anvender to USB-porte (den ene giver den alligevel tilbage) og dette må siges at være godt givet ud. Fejltastninger holdes dermed på et minimalt niveau og at skrive på Logitech G710+ er en fornøjelse, hvilket muligvis skyldes valget af Cherry MX Brown switches, som nævnt er velegnet til et bredere publikum.
Konklusion
Logitech G710+ rammer et bredt publikum takket være valget af switches med dæmpning af klik-lyden, hvilket er noget nogle gamere måske endda vil savne. Der er dog ingen tvivl om at Logitech ved at det hovedsageligt er gamere der anvender denne type af mekaniske tastaturer og derfor har man genvejstaster, makro-indstilling, game-knap og baggrundsbelysning de helt rigtige steder. Det er et all around tastatur med et robust design, der føles solidt. Det er bestemt et kig værd, også for dem der bare leder efter et godt tastatur til at skrive på. Med et prisskilt på knap 1.000 kr. skulle dette dog muligvis være den eneste afskrækkende faktor for førstegangskøbere af et mekanisk tastatur.
[checklist]
- Anti-ghosting og rolloveer høj
- Baggrundsbelysning
- Aftagelig håndledsstøtte
- Mulighed for makro-optagelse
- Genvejstaster og profiler
- Præinstallerede profiler for de mest populære spil
[/checklist]
[badlist]
- Designet skriger “gaming”
- Placering af F-taster
- Det er ikke muligt at skifte profil “on the fly”
[/badlist]
Pris og tilgængelighed
Er på markedet nu, vejledende pris: 1199,-
Find forhandler og den bedste pris på Logitech G710+
[…] vi allerede har testet hvad der må siges at være forgængeren, G710+, som i øvrigt er testet ved at man har ladet en tank køre over det og vi her på eReviews.dk […]