Ved dette års Oscar-uddeling lå kampen om statuetten for bedste udenlandske film utroligt tæt mellem den russiske Leviathan og den polske film Ida. Begge gik i dybden med de sociale lag af en given kultur – hvad enten det er med fokus på en afsides by i Putins Rusland, eller det er et nonnekloster med en ung, forvirret kvinde. Ida løb i sidste ende med gevinsten, hvilket jeg efter at have set Leviathan slet ikke kan forstå.
Filmen følger Kolya (Aleksey Serebryakov) og hans kone og søn, som forsøger at bekæmpe en kynisk borgmester, der vil overtage dere ejendom og landområder ved kysten til sin egen lyssky forretning. Kolya er en stædig mand og hiver hjælp ind fra Moskva i form af sin gamle advokatven Dmitriy (Vladimir Vdovichenkov). Hans ankomst bringer dog blot større problemer ind det i forvejen splittede hjem, og Kolya har ingen anelse om, hvordan han kommer ud på den anden side af dette usympatiske jerngreb, som den korrupte regering har om ham.
Filmen åbner op for en ganske betagende historie om et yderområde af Rusland, hvor den fiktive historie skarpt sætter aspekter af Ruslands korruption i søgelyset på en realistisk måde. Man kommer helt ned på niveau med ’fodsoldaterne’ så at sige, og ser det enkelte individs manglende magt i forhold til regeringen og korrupte politikere. Filmen formår at bevæge sig så langt væk fra katten efter musen-klicheen, og viser i stedet uhyre realistiske positioner i samfundet, hvor magt og penge trumfer alle former for retfærdighed. Den mest interessante karakter er helt sikkert den mandlige hovedperson spillet af Aleksey Serebryakov, som agerer ofret i denne historie. Han portrætterer en uhyre stærk narrativ karakter, som er yderst dynamisk – han er både en mand, der søger retfærdighed for sig selv og sin familie, men viser også en manglende rygrad i forhold til hans ustabile forhold til konen og hans evindelige drikkeri.
Instruktøren gør satirisk op med den mandlige hulemandskamp, som foregår i Rusland for tiden, hvor Putin og andre regeringsmænd repræsenterer oldgamle principper og hårde taktikker. På den måde bliver filmen et værk, der reflekterer landets nuværende situation gennem de mandlige hovedpersoners primitive, intime magtkampe. Selve den geografiske placering har en vigtig rolle i den overordnede forståelse af magtkampens brutalitet og rå ydre – den barske natur, de afsides klipper og ikke mindst det nådesløse og omkringliggende hav symboliserer personernes mangel på magt i et liv fyldt med rovdyr og usympatiske forretningmænd.
Selve handlingen er præget af en alternativ handlingsudvikling og klimaksstruktur, da man ikke direkte har en handlingsudvikling, men i stedet kigger på handlingen som noget, der blot sker. Det tager udgangspunkt i magtkampen og retssagen, men ender i et personligt, følelsesmæssigt maltrakteret univers af forskellige historier – man kan vælge at tillægge filmen forskellige betydninger, men der er lagt mere og til fortolkning, end man først havde antaget. Det kommer til at fungere ret godt, og i forhold til min manglende forståelse af kunstneriske film, så forstår Leviathan at dykke dybt nok med i konceptet til at tingene kan forklare sig selv i et minimalistisk, uregerligt univers.
Samlet set er Leviathan er kunstnerisk flot film, som rammer plet på nogle vigtige narrative elementer, som understreger landets korruption og mandens afmagt over for regeringens jerngreb. Skuespillet er skarpt, handlingen er betagende og historierne formår skildre forskellige nuancer af livets op- og nedture.
Pris og tilgængelighed
Release: 05-06-15 på DVD.
Se aktuel pris hos PriceRunner
