mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Kong: Skull Island (UHD)

Anmeldelse: Kong: Skull Island (UHD)

Den famøse skikkelse King Kong har siden 1933 været ganske interessant på film- og seriemarkedet. Det originale plot går ofte ud på, at en ekspedition tager ud for at lede efter aben, som bliver fragtet tilbage som en attraktion for verden. Alt går selvfølgelig galt, da man ikke skal udfordre moder natur. Denne klassiske historie er efterhånden tæsket godt i gennem, så det var med stor glæde i øjnene, da jeg anmeldte Jordan Vogt-Roberts’ anderledes udgave af King Kong.

Filmen fokuserer på en ekspedition til Skull Island, hvor en gruppe forskere vil kigge nærmere på de seismiske forhold på øen. Forskerne har dog en bagtanke, da de ved, at der gemmer sig væsner, som menneskeheden aldrig har set før. Holdet støder ind i kæmpeaben Kong, som hurtigt får gjort kål på truppens helikoptere – de finder de hurtigt ud af, at de har taget munden for fuld, og at aben måske kun er toppen af isbjerget.

Filmen følger trop på den populære trend de seneste år, hvor man udnytter et klassisk soundtrack fra en bestemt tidsperiode til at danne stemningen og atmosfæren i filmen – man så det eksempelvis i Guardians of the Galaxy og Baby Driver. I denne film er tidsperioden dog også afstemt med 70’er-soundtracket, hvilket giver den ønskede effekt af nostalgi og god stemning. Filmens formår på fin vis at integrere den ’urealistiske’ handling ved at placere den i slutningen af Vietnam-krigen og lade verden være blændet af kaosset til ikke at ænse missionen til den hemmelige ø.

En af de største fordele ved filmen efter min smag er, at Kong-aben er større end nogensinde. Det giver en mytisk stemning til filmen og sparker desuden gang i underholdningen blot ved synet af den velskabte CGI-abe. Den sparker virkelig røv på underholdningsfronten, og ligner mere et sagnomspundet monster frem for en ellers voldsomt forvokset gorilla. Desuden er opfindsomheden rig på nye oplevelser på den mystiske ø, hvor muligheden for at improvisere på diverse monsterskikkelser giver frit lejde til at udnytte naturen omkring handlingen.

Filmen er nærmest lige så farverig som sit soundtrack, da man får nogle meget karikerede universer og desuden stærke farvekontraster. Det gør filmen til en meget fremtonet og stærkt påvirkende film for øjet, og visuelt gør den alt for at imponere tilskueren. Jeg er personligt kæmpefan af måden, hvor hele den visuelle tilgang bliver så karakteret, da det gør det hele kunstigt – men på den gode måde, så man nærmest føler, at man ser en levende tegneserie. Lidt samme effekt som Zach Snyders ’300’.

Filmen gør brug af nogle stærke skuespillere hele vejen i gennem, men de får aldrig helt lov til at vise, hvad de egentlig kan. De er med for at skabe det nødvendige blikfang, som gør, at vi lader os ’nøjes’ med den visuelle tour-de-force på underholdningsfronten. Kong: Skull Island fortsætter mystikken fra Gareth Edwards Godzilla fra 2014, bortset fra at denne film giver os langt mere af det famøse monster – hvilket vi elsker! Denne film leder derfor også kraftigt henimod den famøse film Godzilla vs. Kong, som er planlagt til 2020.

Samlet set er Kong: Skull Island en fantastisk underholdende film, som måske ikke har den skarpeste og mest originale handlingsudvikling, men virkelig giver et eksempel på, hvordan man stabler en visuelt stimulerende og fantastisk underholdende eventyrfilm på benene.

Pris og tilgængelighed

Release: 297-07-17 på Blu-ray.

Kong: Skull Island trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer