søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: King Arthur: Legend of the Sword (UHD)

Anmeldelse: King Arthur: Legend of the Sword (UHD)

Guy Ritchie har i mange år leveret nogle ret ikoniske actionfilm, som fokuserer på voldsomt hurtige klip, stærke karakterer og masser af sort humor. Hans største kreationer, hvis du spørger mig, er uden tvivl Lock, Stock & Two Smoking Barrels og Snatch., som begge fortæller historien om uheldige kriminelle i et vanvittigt handlingsforløb. I år kastede Ritchie sig i stedet over eventyrsgenren – mere bestemt legenden om Kong Arthur, men på en anderledes og mere nede-på-jorden facon. Jeg har kigget nærmere på. hvorvidt Ritchies ikoniske tempo passer ind i en eventyrfortælling.

Handlingen fokuserer på Arthur (Charlie Hunnam), som under sin opvækst er blevet skjult i et horehus, efter hans far, kongen, blev dræbt af onklen over jalousi. Arthur vokser op på gaden med slagsmål, tyveri og snarrådighed, mens onklen forsøger at finde ham. En dag dukker det famøse sværd Excalibur op klemt fast i en klippe – kun en ægte arvtager kan løfte sværdet, så hele byens mandlige befolkning tvinges til at prøve. Arthur forvirres, da han formår at løfte det så let som ingenting og pludselig bliver hans skæbne for alvor ændret.

King Arthur er en lidt speciel størrelse, hvor Ritchie forsøger at finde sin plads i det eventyrlige univers uden at gå for meget på kompromis med legenden eller sin ikoniske stil. Derfor bliver filmen den slags, som skiller vandene hos folk – enten forstår man det moderne take på myten, eller også ser man blot det trivielle og unødvendige i at skabe en film på denne måde. Jeg hører allermest til den første lejr, da jeg synes, filmen er ganske underholdende. Den fortæller en klassisk coming-of-age-historie sat på spidsen og selve Arthurs opvækst på gaden giver en stærk kontrast til, hvordan man ellers forventer den noble kongeskikkelse.

Det giver en vis form for jordnærhed, som gør eventyr-delen anderledes og mere actionpræget. Hunnam er ret skarp i rollen som Arthur, da han, udover en imponerende fysik, også er skarp i tungen og ikke mindst den kække, provokerende og gadesmarte stodder, som man havde håbet på. Moderniseringen af eventyret gør, at selve gadeniveauet og det store forbrug af overnaturlige elementer bliver lidt nogle modsatrettede elementer, der aldrig rigtig formår at forene sig – det giver nogle ret vilde visuelle øjeblikke, som står knivskarpt på UHD-skiven, men det er som sådan ikke nogen vigtig brik i den overordnede historie.

Man kan sagtens ane Ritchies klassiske klipning, humor og tempo, og det er absolut en vigtig ting – foruden denne tilgang ville man højst sandsynligt bare kategorisere den som en B-film. Ritchie sætter sin præg på eventyret og gør den rigtig underholdende – det er lige præcis den slags film, hvor anmelderne hader den, men publikum er vilde med den,

Samlet set er King Arthur: Legend of the Sword en rigtig popcornsfilm, som underholder med sin humor, sit tempo, sine karakterer og ikke mindst en højeksplosivt handling fra start til slut.

Pris og tilgængelighed

Release: 21-09-17 på Blu-ray.

King Arthur trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer