mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: John Wick (Blu-ray)

Anmeldelse: John Wick (Blu-ray)

1

Actionfilm har i gennem tiden haft en særlig plads i hjertet af filmelskere, da de tilbyder det nødvendige afbræk fra hverdagen i form af tørre tæsk og benhårde action-ikoner. Bl.a. Schwarzenegger, Willis, Stallone og Neeson har uden tvivl bidraget med nogle af de mest ikoniske actionfilm fra 70’erne til nu, og derfor forsøger mange instruktører eller stjerner at efterligne dette med deres egen version af den ikoniske skikkelse – ofte ender det i en omgang klichepræget, hjernedødt makværk, men af og til dukker en værdig kandidat op blandt toppen af poppen indenfor hårdtslående action-skuespillere – John Wick er en af dem.

Filmen følger den pensionerede lejemorder John Wick (Keanu Reeves), som har fundet en vej ud af branchen gennem kærligheden til sin kone. Da konen mister livet til en sygdom, sidder Wick tilbage med intet. Som en sidste, endegyldig hilsen fra hans nu afdøde kone får Wick uvidende tilsendt en hundehvalp, som skal hjælpe ham i gennem sorgen. Wick spotter en mulighed for at komme på benene igen, man da en flok ustyrlige, russiske gangstere ødelægger hans sidste håb, er der intet tilbage – andet end iskold hævn, og en direkte billet tilbage i branchen!

Keanu Reeves er endelig tilbage i topform siden The Matrix i 1999, og han har formået at hive den samme kolde attitude fra rollen ’Neo’ med over i den benhårde John Wick. Han fungerer som en raffineret ’Rambo’, hvor han formår at putte flere lig i jorden end Den Sorte Pest, men samtidig besidder en gentlemans-attitude hele vejen i gennem. Han er et eksempel på en komplet action-helt, som leverer det hele. Han har også været med en i en masse andre actionfilm siden da, men aldrig har han ramt ligeså stor plet som i denne film.

Man kunne godt frygte, at dette blev endnu en klassisk ’hævn-historie’ med det identiske handlingsforløb, vi har set alt, alt for mange gange – men det sker ikke. Filmen byder dog som sådan ikke ind med noget nyt i grundopskriften, men leverer de ting, man forventer af en actionfilm med så hårdt et spark i solar-plexus, at man helt glemmer klicheerne. Man får faktisk den perfekte opskrift på en action-film, og med nogle få nytænkende elementer – såsom Keanu Reeves som psykopatisk talentfuld lejemorder eller de snedige baggrundshistorier om lejemorderorganisationen – formår filmen at være det ultimative eksempel på ’guilty pleasure’, hvor man lægger hjernen på hylden og hylder actionfilmen for det, den er: nemlig ren og skær underholdning og i denne film er tempoet skruet fænomenalt højt op.

Den visuelle stil i filmen er med til at gøre handlingens udvikling ganske fremragende, og formår at skabe den helt ideelle atmosfære til konceptet. Selve scenografien er meget mørk og dyster, hvilket lægger sig tæt op af den iskolde hævntematik, mens selve den visuelle opbygning bliver integreret i selve fortællingen – bl.a. en scene hvor Wick tester sine kampevner mod en skurk, hvor et heftigt regnvejr og nogle hektiske lynnedslag understreger og selvfølgelig symboliserer filmens måde at portrættere den voldsomme kamp mellem mænd i deres mest primitive tilstand. Selve filmen er per definition den helt rigtige mandefilm, hvor man ser en troværdig og seværdig action-helt uddele hævntæsk som en primitiv abe med færdigheder som en gepard.

Musikken er mindst lige så vigtig en del af filmen, da den formår at pumpe den nødvendige intensitet ind i den visuelle atmosfære. En gennemtænkt blanding af dubstep, dance og mørkt drama spiller indover de forskellige scenarier og formår virkelig at rammesætte en god fortælling. Filmen formår virkelig at få pulsen i gang og man føler sig utroligt medrevet af det testosteronpumpende plot.

Samlet set er John Wick en fantastisk actionfilm, som opfylder alle krav og forventninger til en film i denne genre. Den er måske ikke helt så ikonisk som f.eks. en ’Die Hard’-film, men Reeves formår at skabe et unikt portræt af en moderne action-helt, som vi bestemt ikke glemmer lige foreløbig!

Bonusmateriale

Her finder man en masse småklip, som går i dybden med, hvordan man laver en actionfilm såvel som hvordan man skaber den helt rigtige action-figur. Man kommer desuden også tættere ind i hjertet af hele det intelligente plot omkring lejemorderorganisationen og på trods af, at der ikke er det helt store udvalg, finder man alligevel nogle interessante vinkler i bonussektionen.

Pris og tilgængelighed

Release: 26-02-15 på DVD og blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

John Wick  trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer