mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Jack Ryan - The Covert Collection (Blu-ray)

Anmeldelse: Jack Ryan – The Covert Collection (Blu-ray)

jack_ryan_collection

Den amerikanske forfatter Tom Clancy fik for alvor succes som forfatter med sine militære historier med uhyre tekniske detaljer i forhold til eftervirkningerne af Den Kolde Krig. Når forfattere får stor, international succes med deres skriverier, så bliver det hurtigt opdaget af Hollywood og filmatiseringerne begyndte for alvor at rulle indover skærmen tilbage i 90’erne. Et par stykker af dem er rigtig underholdende, mens langt de fleste burde havde holdt sig til det skrevne medie. Jeg har været så heldig at kigge nærmere på den nyligt udgivne boks, som indeholder samtlige filmatiseringer af Clancy’s historier.

The Hunt for Red October (1990)

Den unge CIA-analytiker Jack Ryan (Alec Baldwin) forsøger at opspore den nye russiske ubåd, Red October, som på grund af nogle nye, teknologiske fordele stort set er usynlig på radaren. Ubåden er blevet overtaget af den mystiske kaptajn Marko Ramius(Sean Connery), og sejler direkte mod USA. Vil han lave et attentat på amerikansk grund, eller ligger der mere mellem linjerne i hans rolle hos den russiske deling?

Filmen er spækket med klassisk spionage-stemning med et roligt tempoforløb og en masse forviklinger i forhold til den klassiske stridighed mellem USA og Rusland. Desuden er opbygningen af de visuelle effekter også helt fantastiske, da man virkelig får følelsen af den klaustrofobiske fornemmelse i ubådene.  Sean Connery og Alec Baldwin er for alvor i deres bedste alder i denne film, og deres dygtige skuespil gør filmen ret underholdende. Der sker ikke voldsomt meget hektisk action eller overdrevne effekter, og det kategoriserer meget godt den skræmmende stilhed under og efter Den Kolde Krig, og på det punkt har filmen ramt plet. Man kan på visse punkter godt føle, at filmen er 10-20 minutter for lang, men spændingen formår at holde filmen oppe.

Den ret kølige attitude i gennem hele filmen, giver ikke blot associationer til den klassiske spionagetid, men giver også filmen en slags kultstatus for den lidt yngre generation. Selvom tempoet kører i et ret sløvt gear, så er spændingen oftest i top – det skyldes den fantastisk lydside, som virkelige brager i gennem på denne storfilm. Blu-ray-udgaven af denne gamle klassiker giver desuden også en langt større detaljeringsgrad på kvalitet, så man får større fornøjelse af at se eller gense den. Samlet set er The Hunt for Red October en herlig lille klassiker, som på trods af sit lidt sløve tempo fungerer som en historisk interessant krigs/spionagefilm.

Karakter: 3,5 / 5

Patriot Game (1992)

Harrison Ford overtager roret fra Alec Baldwin i denne thriller. Denne gang følger vi Jack Ryan som en pensioneret CIA-agent, der forsøger at leve et almindeligt liv med familien. Pludselig bliver han vidne til et attentat på en royal kongelighed i Irland, og nu er det op til ham at træde i kraft og sætte en stopper for det. Det viser sig, at attentatet muligvis er forårsaget af den irsk republikanske hær(IRA), og inden længe må Jack Ryan for alvor træde tilbage i sine gamle vaner.

Harrison Ford virker lidt bedre anlagt til at spille denne kølige rolle, og selve karakteren har også fået meget mere spilletid, end den fik i den første filmatisering. Det har en meget positiv effekt på filmen, da man på den måde kommer tættere på personerne og kommer dybere ind til kernen af det hele. Plottet er også blevet mindre forvirrende, hvilket giver frirum til, at handlingen kan udfolde sig på et mere action-baseret handlingsgrundlag. Ford har også altid været en hårdkogt skuespiller, og hans overtagelse af rollen er noget af det mest positive ved denne film. Den klassiske tematik med en veteran, som er nødt til at trække i arbejdstøjet igen er i nutiden er overbrugt begreb, men tilbage i ’02 har det en lovende effekt på plottet.

Handlingen byder desuden på et lækkert sammenspil mellem personlige vendettaer og en overordnet terrororganisation, hvor den klassiske tematik fletter de forskellige spiondetaljer sammen til velsammenstrikket plot. Man skal dog være opmærksom på, at også i denne film er tempoet meget langsommeligt, og det går efterhånden op for én, at det åbenbart er instruktørens måde at gøre den mest mulig sammenhængende med det skrevne værk. Den rummer kun en brøkdel af samme gnist fra den første film, og derfor føler man lidt, at den står i skyggen af sin forgænger. Samlet set er denne anden film i rækken langt fra ligeså ikonisk som etteren, men byder dog ind med lidt mere action og en solid Ford i topform.

Karakter: 3 /5

Clear and Present Danger (1994)

2 år senere vender Harrison Ford tilbage i rollen som Jack Ryan, og denne gang befinder han sig i midten af en ulovlig kamp mellem Amerikas regering og et colombiansk narkokartel.  Desuden er rollebesætningen prydet af flere store, karakteristiske stjerner såsom Willem Dafoe, og man føler allerede fra starten af, at der er sat lidt mere fokus på spænding, action og interessante vinkler. Det virker til, at skaberne af filmen har kigget på forgængerne og valgt at finpudse detaljerne en smule, så det hele ikke kører i så langsomt et tempo som før. Man har tydeligvis pumpet mere spænding ind i manuskriptet og fokuseret på snedige twists og interessante virkemidler, som gør filmen fængende fra starten af.

Handlingen er blevet meget mere involveret i et internationalt aspekt, hvor krigselementer og soldatertjenester kommer i spil som kontrast til den rolige detektivinstans. Det giver et dynamisk sammenspil mellem koldkrigsinspirationer og heftige skuddueller, og jeg må indrømme, at denne film på baggrund af dette er den bedste i hele samlingen. Harrison Ford er stadigvæk i topform, men faktisk er det mest de små biroller, som brillerer i forhold til at få filmen til at hænge sammen som en eksplosiv fornøjelse. I stedet for at fokusere på kedelige samtaler og langtrukne detaljer vælger denne film at bruge de første 20 minutter på at forklare sagen, hvorefter en lang række hektiske udviklinger virkelig sætter filmen i kog.

Denne tredje film i rækken virker til at have samlet puslespillet rigtigt, og fokuseret på de vigtigste brikker i historiens udvikling. Filmen blev nomineret til to Oscars for den lydmæssige instans i filmen, og man forstår det udmærket. Lyden spiller fantastisk sammen med den visuelle og tekniske del, og man kan ikke andet at føle sig underholdt af den gennemarbejdede film. Samlet set er dette den allerbedste film i franchisen, og selvom den nyeste installation måske har tilføjet mere moderne virkemidler, så er denne både en klassisk film men også den, som formår at balancere alle de rigtige virkemidler på den helt rigtige måde.

Karakter: 3,5 / 5

The Sum of All Fears (2002)

Jeg har allerede tidligere anmeldt denne film og den kan ses lige her.

Jack Ryan: Shadow Recruit (2014)

Denne film er den nyeste og allermest aktuelle filmatisering, og følger endnu en gang Jack Ryan(Chris Pine) som går fra at være økonomistuderende til CIA-analytiker. En russisk organisation har gjort det til deres formål at nedbryde den amerikanske dollar, og hvis dette sker, så bliver det Den Store Depression om igen. Jack Ryan må rejse til Rusland for at sætte en stopper for det hele, man kan han samtidig balancerer sit liv med sin forlovede?

Filmen tager lidt anderledes fat og Clancys romaner, og fortæller dermed en ny version af Jack Ryans overgang til CIA gennem en lidt længere beskrivelse af personen inden selve handlingen træder i kraft. Det fungerer på sin vis ret godt, men tempoet er bare alt, alt for langsommeligt. Nu ved jeg godt, at det rolige tempo ofte kendetegner disse spion-thrillere, men denne film har lige trukket niveauet lidt for langt ned. Selve handlingens historie er desværre heller ikke meget anderledes end f.eks. The Sum of All Fears, hvor Ryan også skulle lære at balancere privatlivet og arbejdslivet. Den eneste forskel er skuespillerne, kvaliteten på billedsiden og en lidt anderledes fjende.

Effekterne og atmosfæren er derimod meget interessante, og puster nyt liv i spionfilmsgenren. Det hele virker meget dystert, barskt og Chris Pine gør det egentlig ganske godt i rollen, bortset fra at han til tider virker lidt mekanisk i skuespillet. Handlingen er meget forvirrende til at starte med, og selve forløsningen af det hele virker meget vag i forhold til, hvor meget stemning de forsøgte at bygge op. Samlet set lever denne nyeste installation til franchisen ikke op til forventningerne, og bliver i stedet bare en meget almindelig thriller.

Karakter: 3 / 5

Samlet vurdering

Denne boks er en sikker vinder, hvis man er fan af klassiske og lidt langtrukne spionfortællinger på det store lærred, og helt sikkert en værdig plads i filmsamlingen, hvis man er fan af Harrison Ford eller Tom Clancys romaner. Samlet set er man godt underholdt hele vejen i gennem, dog med nogle få undtagelser i visse film, men ellers er denne boks spækket med klassisk underholdning for alle pengene.

Pris og tilgængelighed

Release: 04-06-14 på blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Jack Ryan Collection

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer