Når det årlige Oscar-show løber af stablen omkring februar er kategorien ’Bedste udenlandske film’ altid et af de mere interessante emner på aftenens program – ikke blot fordi Danmark på dette punkt har mulighed for international anerkendelse, men fordi udenlandske produktioner altid rummer en original tematik med rødder i landets unikke særpræg. Dette års vinder blev filmen ’Ida’ fra Polen, og jeg har kigget nærmere på den polske sorthvide award-vinder.
Filmen følger den unge Ida, som er få dage fra at afgive sit løfte som nonne. Hun voksede op på et børnehjem bestyret af nonner, som opdragede hende med religionen i baghånden. Da Ida er på vej til at tage et enormt afgørende skridt i sit liv, bliver hun opfordret af de andre nonner til at opsøge sin tante – en tante som tidligere har afvist bekendtskab med hende, men Ida er nødt til at kende sin familie, før hun er klar til at afgive sit endelige løfte. Denne rejse tilbage til familiens vold åbner op for ubehagelige historier på stamtræet, som leder tilbage til 2. verdenskrig.
Jeg havde ret store forventninger til denne film, da jeg havde sat mine penge på Leviathan som den store vinder af årets udenlandske hyldestpris. Ida måtte være noget helt specielt, men desværre falder den helt ved siden af efter min smag. Denne type film tager sig selv alt for højtideligt og dvæler ved en kvalmende stor mængde prætentiøst makværk, som ikke hører hjemme i et reelt underholdningsmedie. Det kan godt være, at filmen visuelt set er en kunstform med rødder tilbage til en autentisk fortælling i den rustikke 4:3-format, men den er slet ikke dybdegående nok til at fange tilskueren. Jeg har aldrig rigtig forstået kunstneriske film, som udelukkende hviler på det æstetiske og den bragende stilhed – enhver film skal have et vist underholdningsniveau for at opretholde effekten.
Visuelt set er filmen nogenlunde veludført, da den drager paralleller mellem 60’ernes efterkrigstid med depression og nedtur og en meget gammeldags måde at optage film på. Stort set alle filmens scener er optaget med et stillestående kamera, hvilket gør indstillingerne meget frosne og ufatteligt old-school. Det kan jeg på sin vis godt være fan af, da den på den måde bliver en kunstnerisk hyldest til den tidslige korrekthed og klassiske filmteknikker. De sorthvide omgivelser understreger meningsløsheden og den deprimerede stemning hos personerne involverede, men selve kombinationen af disse æstetiske træk gør filmen til en meget sløv fornøjelse. Jeg kan med det samme sige – der sker stort set ingenting. Den er uhyggelig minimalistisk, og selvom tingene forklarer sig selv, så mangler filmen en grundsubstans, som holder tilskueren fanget. Instruktøren har glemt sig selv og filmen i sit forsøg på at gøre filmen så kunstnerisk som muligt, og det sætter jeg bestemt ikke pris på.
Den fortæller på visse punkter en interessant historie om en soon-to-be-nonne, som langsomt med forudsigelighed bliver påvirket og måske korrumperet af forførelsens kraft i sin søgen efter familiernes hemmelighed. Karaktererne er bare ikke stærke nok eller interessante nok til, at deres mimikløse ansigter i close-up kan holde gejsten oppe. Tingene kan ikke bare udfolde sig alene – det gør de i denne film, men det fungerer slet ikke på filmiske niveau. Man skal vist være en meget kunstelskende filmentusiast for at kunne give filmen den bragende gode medfart, den på mystisk vis har fået. Heldigvis bryder denne film med den generelle trend blandt kunstneriske film om, at film skal være omkring 3 timer – Ida varer blot 1 time og 18 minutter og det er til at overkomme. Samlet set er Ida lidt en fuser for mit vedkommende – den er overprætentiøs, kedelig, langtrukkent og slet ikke dybdegående nok i det historiske aspekt til, at man kan kalde det en underholdende film.
Pris og tilgængelighed
Release: 30-04-15 på Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
