Siden 24 timer rullede over skærmen tilbage i 2001 og frem mod 2010, har det været svært at leve op til det hektiske tempo og opfindsomheden i den amerikanske anti-terrorenheds hektiske hverdag. Selvom gyserfilm ofte defineres som den mest skræmmende genre i filmens verden, så er der nu ikke noget så skræmmende, som et realistisk indblik i en verden, hvor visse folk ser terrorangreb på uskyldige mennesker som den eneste løsning på den givne konflikt. Nu har jeg fået fingrene i den nye successerie Homeland, og i løbet af de indtil videre 3 sæsoner ser det ganske lovende ud for terror-genren.
Vi følger CIA-analytikeren Carrie Mathison (Claire Danes), som sammen med sin mentor Saul Berenson (Mandy Patinkin) arbejder på højttryk for at redde Amerika fra kommende terrorangreb ved at fange gerningsmændene i planlægningsfasen. Da Carrie får nys om, at en amerikansk marinesoldat er blevet vendt til jihad, bliver hun skeptisk, da en marinesoldat ved navn Nicholas Brody (Damian Lewis) dukker op under en rutinemission i Irak – 8 år efter at han blev fanget og senere erklæret død. Kan man stole på denne hjemvendte helt, eller er han den marinesoldat, som er blevet en del af den terrororganisation, han selv forsøgte at bekæmpe?
Det fede ved denne serie er, at man hele tiden svæver i uvished. Hvert afsnit bygger en mistanke op henimod slutningen og man kommer hele tiden til at skifte lejr – er hovedpersonen blevet omvendt eller ej? Dette er en lækker måde at opbygge en stemning på, da man afsnit for afsnit kommer tættere ind på selve kernen af handlingen, men hele tiden drejer af nogle forkerte afveje i forhold til forståelsen og gætterierne – på den måde formår konceptet at holde sig nyt og originalt, da man hurtigt ville skifte kanal, hvis man på forhånd havde gættet, hvad der skete i de fire efterfølgende afsnit. Denne uvished er en vigtig instans i hele seriens opbygning, da man efterhånden er blevet klar over, at den ’ukendte’ fjende er meget mere intimiderende end en konkret skikkelse eller individ. Man er altid bange for den trussel, man ikke kan se, og det spiller denne serie på.
Serien er præget af enormt dygtigt skuespil, hvilket uden tvivl også er en af grundene til, at dette koncept er blevet så stor en succes. Claire Danes er oppe på hele 2 Golden Globes-statuetter for hendes portræt af den unge, ivrige, forskruede og dygtige CIA-agent, og man forstår det godt. Hun er virkelig udrustet med et arsenal af bjergtagende evner indenfor skuespillets kunst, og hun formår at skabe en meget ustabil og emotionel karakter, som kan græde så overbevisende, at man bliver helt forpustet. Ved siden af hende finder man den talentfulde Damien Lewis, som med sit lidt underspillede attitude formår at skabe en karakter, som man har svært ved at forholde sig til – er han en god fyr eller en han en psykopat? Det kræver store evner at kunne underspille en karakter på denne måde, og denne dynamiske duo gør virkelig hele serien yderst interessant.
Serien minder en del om en tidligere successerie med fokus på terroristbekæmpelse, Sleeper Cell, bortset fra at Homeland har lidt mere fokus på skuespil og intellektualitet. Sleeper Cell gik i dybden med en djævelsk realistisk tilgang til terrorceller, som befinder sig i hjemlandet, og det gav afkast i form af et utroligt nervepirrende plot såvel som episodemæssige klimaksopbygninger – Homeland rummer også denne essens i sin serie, men har som sagt i stedet valgt at prioritere intellekt og karaktergallerier lidt højere. Om det er et fornuftigt valg, er en smagssag, men personligt er jeg i hvert fald yderst, positivt overrasket. Disse to serier er forskellige på så mange måder, men alligevel formår de at byde ind med noget nyt og unikt på hver deres måde. Om Homeland kan gnide albuer med Jack Bauer i 24 Timer er jeg ikke helt overbevidst om, men jeg er i hvert fald bidt af konceptet!
De to første sæsoner er klart de mest interessante, da man hele tiden er uvidende om, hvad faren er og hvad der venter bag fjendens linjer. Henimod slutningen af 2. sæson og starten af 3. er der mere fokus på at bearbejde den konkrete fare. Det gør ikke serien mindre interessant som sådan, men man er bare mere hooked i de to første. Det skyldes nok også, at man i de to første sæsoner er meget grebet af det første møde med hovedpersonerne, og derfor føler sig langt mere grebet af hele seriens interessante eskalering. Den første sæson er og bliver min største favorit, da man tager allermest udgangspunkt i Danes’ og Lewis’ hovedroller – første sæson emmer af en stemning af ’katten-efter-musen’ og hele dette psykologiske spil, som gennemsyrer alle sæsoner, er mest fremtrædende i den første omgang. 2. sæson er også utroligt underholdende, da man på denne sekundære oplevelse får et indblik i hovedpersonerne, når de befinder sig uden for deres trygge rammer. Det giver et lidt andet indblik i karakterernes dybde og man kommer på den måde helt tæt ind på kroppen af personerne og deres rolle i spillet. 3. sæson er nok den mindst underholdende, men det er som sådan ikke strukturens skyld, men mere fordi at man allerede har set mange af de virkemidler, som bliver brugt i de foregående sæsoner. Tempoet og underholdningen er stadigvæk intenst, men som i så mange andre serier, begynder man at vænne sig til konceptet i visse omfang, hvis ikke den byder ind med noget banebrydende nyt.
Samlet set er Homeland en særdeles anbefalelsesværdig serie for alle, som elsker koncepter, hvor en række hemmelige organisationer kæmper for at opspore terrorceller. Skuespillet er fantastisk, tempoet er underholdende og konceptet er blandt de helt store vindere og kan sammenlignes med 24 Timer og Sleeper Cell. Jeg sidder i hvert fald klar til dagen, hvor fjerde sæson ruller indover skærmen!
Pris og tilgængelighed
Release: 24-09-14 på Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Homeland sæson 1-3
Homeland Trailer
http://www.youtube.com/watch?v=W18ZHrU3XYQ
