mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Home on the Range (blu-ray)

Anmeldelse: Home on the Range (blu-ray)

HomeRange_BD_3D_dk

Disney-selskabet havde en periode i det nye årtusinde, hvor deres kreative tank var løbet tør for inspiration, og i stedet spyttede nogle halvkedelige og uinteressante projekter ud. Det er 2004 et soleklart eksempel på, hvor Home on the Range (De Frygtløse – The Muuhvie) dukkede op i biograferne. Børnene var ellevilde over at se de talende køer, mens forældrene så småt begyndte at kigge på deres ure i håb om, at filmen snart var slut.

Vi følger en flok husdyr, som bor på gård kaldet ’Patch of Heaven’. Deres ejer er på randen til at gå fallit, da hun har under en uge til at skaffe 750 dollars til at redde gården. Det virker som et urealistisk mål, men hendes køer Mrs. Calloway(Judi Dench) Pearl(Carole Cook) og den nyligt købte og frisindede ko Maggie (Roseanne Barr) beslutter sig for at rejse ud på prærien i håb om at skaffe pengene. De falder over en efterlysningsplakat, som lover 750 dollars for at fange den notoriske kvægtyv Alemeda Slim (Randy Quaid). Kan tre køer fange en farlig forbryder, og kan de nå det i tide?

Det første som falder i øjnene i filmen, er den meget sikre og uopfindsomme animation. Figurerne er meget klcihéprægede og virker blot som sammensatte kreationer af allerede skabte animationer. Desuden starter humoren ud med at smide en masse platte aspekter i ansigtet på seeren, og der kan man allerede mærke, at vejen er brolagt med pruttehumor og falde-på-halen-komik. Køerne er meget kantede og uinspirerende, hvilket værner om, at denne film virker som et lidt forhastet projekt – et projekt som er tiltænkt som en nødvendig udgivelse, der blot skal lokke familierne i biografen og tjene penge ind. Den har dog sine små lyspunkter, hvor man lige formår at fange lidt Disney-magi, men meget af filmen er dog meget monotont og slet ikke så opfindsomt og spændende, som man havde forventet.

Handlingen går ikke særlig meget i dybden med, hvordan i alverden tre køer skulle kunne bevæge sig frit ud på en dusørjagt uden at hverken ejeren opdager det, eller at andre mennesker undrer sig over det.  På en eller anden måde kan dyrene forstå menneskesprog, men ikke omvendt, og denne mystiske side af dyreverdenen virker lidt absurd og underlig i længden. Stemmerne bag figurerne er derimod rigtig gode og velovervejede, da de formår at leve sig ind i sindstilstanden på den givne figur – mest fascinerende er Cuba Gooding, Jr. i rollen som den heltemodige hest, Buck, da hans til tider pivede stemme giver et underholdende bekendtskab. Judi Dench gør det desuden også formidabelt som den standhaftige og snobbede ko, som forsøger at holde sammen på traditionerne og bestemt ikke er tilfreds med den frisindede ko, Maggie.

Filmen kører af sted i et meget svagt tempo, da udviklingen i handlingen baseres på små, sjove inputs, samt en masse dialogfyld. Dog henter filmen et solidt tempo henimod slutningen, hvor eskaleringen af handlingens alvor udæsker nogle ret så mindeværdige scenarier – desuden er musikken også klassisk Disney-magi, hvor man bl.a. kan nævne skurkens ørehængende jodle-sang, som klukker af sted i handlingen. Handlingen er generelt meget præget af tidsånden i western-æraen, og det skaber en atmosfære som passer tidsmæssigt godt sammen med hele konceptet. Dog virker handlingsstrukturen lidt for ’fint’ i forhold til, hvad man forbinder med tidsånden. Filmen forsøger at sammenflette elementer fra Det Vilde Vesten med klassiske dyrefortællinger, men sammensætningen mister lidt sin gejst i den barnlige fokus.

Bonusmateriale

På bonusområdet finder man det klassiske materiale, hvor skaberne går i dybden med tilblivelsen af filmen, og børn derved har en mulighed for at se, hvordan karaktererne kommer til live. Derudover er der en række slettede scener, kommentarspor og en lille hjælpevideo, som skal belære børn om, hvordan man jodler. Samlet set er bonusområdet ikke overvældende indholdsrigt, men vil uden tvivl underholde børn en time mere.

Konklusion

Samlet set er Home on the Range uden tvivl en af Disneys dårligste produktioner, men fornøjelsen er dog ikke helt i bund. Man griner af og til af de morsomme scenarier, men den er uden tvivl henvendt til den yngste målgruppe. Filmen har en række gode lyspunkter, men samlet set har konceptet ikke slagkraft nok til at komme over en middelkarakter.

Pris og tilgængelighed

Release: 27-03-14 på Blu-ray.
Find forhandler og den bedste pris på Home on the Range

Home on the Range trailer

[youtube id=”ZuTQR6xSbNM” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer