Dramaer om anderledes mennesker og generelle outsidere har altid været et vigtigt emne i kærlighedsfilm, hvis man skulle forsøge at bryde den generelle kliché, som præger alt for mange produktioner til om dage. Ofte har man set produktioner, som rammer lige tilpas skævt på handlingen, så filmen rummer ægte kærlighed uden at træde vande i allerede brugte virkemidler. Hateship, Loveship er et forsøg på at finde kærligheden på den mest utænkelige måde, men den formår ikke helt at ramme efter hensigten.
Vi følger den unge Johanna (Kristen Wiig), som bruger størstedelen af sin tid på at pleje en ældre dame. Da damen ånder ud for sidste gang, skal Johanna finde et nyt job. Det første job på listen består af at være barnepige for en rebelsk teenagepige, og det er ikke ligetil. Pigens far er dog ganske charmerende, og da hans datter sammen med veninden skaber en falsk mail-korrespondance mellem to de voksne mennesker i smug, blusser følelser pludselig op på godt og ondt.
Humoren er ond, skarp, underholdende og ikke mindst det punkt i filmen, som trækker flest point. Selve instansen i filmen er meget sort og tragikomisk, og til et vist punkt fungerer det ganske godt – den gaber dog over for meget i sidste ende. Der er alt for mange småhistorier i spil undervejs, og man mister lidt grebet om, hvem der bør have det primære fokus. Datterens ustyrlighed, faderens misbrug, barnepigens særhed og morfarens drømme er blot få eksempler på forskellige historier og intriger, som blandes med hinanden på kryds og tværs. Det kræver et yderst velskrevet manuskript at kunne tøjle så mange historier på én gang, og i sidste ende halter handlingen på grund af det manglende overblik.
Filmen rummer af og til nogle lidt for karikerede figurer, ellers fungerer persongalleriet egentlig meget godt. Kristen Wiig er efterhånden vant til at spille mærkelig og anderledes, og det gør hun egentlig ganske godt i denne film. Nick Nolte er som altid rigtig god, og har efterhånden virkelig fundet sin rigtige plads i skuespillets verden som den hæse, gammelkloge skikkelse. Guy Pearce klarer det også ganske godt som den selvbenægtende misbruger, og sammenspillet mellem dem alle giver egentlig grobund for noget fornuftigt drama. Der er dog visse punkter i filmen, hvor Wiig bliver lidt for speciel og Pearce er lidt for slacker-agtig til, at man kan blive overbevist om, at dette kunne ske i virkeligheden. På den måde er de som sagt lidt for karikerede, og mister grebet om realiteterne.
Selve handlingen fokuserer meget på klicheen om, at kærlighed finder sin plads gennem uransagelige veje, og selvom plottet er anderledes og mærkværdigt, så rummer den stadig den samme, klassiske struktur. Den er meget sløv i udviklingen og når handlingen endelig når til det punkt, man tidligt havde forudset, så sker det utrolig pludseligt. Der er lidt for meget ustabilitet på handlingens forklaringsforløb, og tingene skal afsluttes meget hurtigt. Den skal dog have ros for nogle skarpe følelsesudviklinger mellem personerne, og de skæve sammenstød mellem problematiske personligheder giver ganske god underholdning. Der er dog også en god kemi og identificerbare følelser henimod slutningen – den runder fornemt af på visse historier og afslutter med en tematik om, at alle har lært noget af denne turbulente tid i livet.
Samlet set er Hateship, Loveship en interessant tanke om forskellige følelser indblandet i en hektisk familie. Den kaster lidt for mange bolde i luften, hvilket desværre resulterer, i at mange af de spændende temaer mister deres engagement. Det primære menneskeforhold til filmen er ganske lovende henimod slutningen, og filmen bliver i sidste ende en omgang underholdning lidt over middel.
Pris og tilgængelighed
Release: 09-02-15 på DVD og Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
