søndag, december 22, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Getaway (Blu-ray)

Anmeldelse: Getaway (Blu-ray)

getaway_3d_bd_gen

B-filmsgenren er med tiden blevet et ret stort navn indenfor produktioner, som ikke rigtig har den rigtige energi eller underholdnings niveau til at bryde i gennem hos seerne. Film er endda begyndt at blive produceret ud fra de efterhånden generelle principper om en B-film, og Getaway er efter første øjekast uden tvivl baseret på dette.

Vi følger den tidligere racerkører Brent (Ethan Hawk), hvis kone bliver kidnappet af en række ukendte gerningsmænd. Brent bliver smidt i en racerbil og tvinges til at udføre en række bestialske og hensynsløse gerninger for få chancen for at se sin kone igen. Han slår pjalterne sammen med The Kid (Selena Gomez), som hjælper ham med at finde frem til sandheden og redde hans kone.

Handlingen starter in medias res, også kaldet i midten af hele virvaret, hvor vi langsomt får mere viden omkring situationen, personerne og omstændighederne, jo længere vi bevæger ind i handlingen. Detaljerne kommer i en række små inputs i kameraredigeringerne, som langsomt smider brikkerne på bordet og danner det hele billede. Filmen er spækket med fede kameravinkler og klippeteknikker, som virkelig pumper adrenalin ind i handlingen fra starten af. Men jo længere man kommer ind i handlingen, jo mere går det op for seeren, at de skiftende vinkler i længden blot er fyld for at handlingen kan vare længe nok til, at man kan kalde det en spillefilm.

Filmen rummer en standard opbygning for action-genren, hvor en person bliver kidnappet, og helten derefter skal udføre en række scenarier eller aftaler fra kidnapperne for at få sin elskede igen. Den byder som sådan ikke ind med noget nyt, bortset fra de voldsomt flotte og hæsblæsende bilscener. Filmen forsøger at sammenblande håndholdt kamera-effekten og fiktions prægede special effects, såsom en sammenblanding af End of Watch og Fast & Furious-franchisen. Problemet er bare, at når disse to kategorier mødes på samme lærred, mister hvert karakteristisk aspekt sin værdi i den samlede oplevelse.

Hvis man som udgangspunkt sætter sit forventnings niveau til, at produktionen hører under kategorien B-film, så bliver man ikke helt skuffet over kulminationen. Den passer perfekt ind med alle andre produktioner, som ikke byder ind med noget reelt nyt, men i stedet lever op til rammerne og forventningerne til den givne produktionsværdi. Den minder meget om Nicolas Cage-film såsom Drive Angry, som er udrenset for al opfindsomhed og nyskabende elementer, men i stedet passer perfekt ind i forventningerne om en hjernedød bilfilm med udelukkende fokus på adrenalinsuset.

Filmen er uden tvivl en drøm for bilelskere og racerløbsentusiaster, og det har instruktøren uden tvivl også henvendt sig til.  Stort set 90 procent af filmen foregår som sagt indenfor karosseriet af en pimpet Mustang GT og man føler lidt, at man følger optagelserne fra indersiden af en racerbil til Le Mans – optagelserne udenfor og indenfor bilen er optaget af kameraer med en tiltænkt dårligere opløsning, hvilket skal få det hele til at virke mere realistisk, barsk og grynet. Det bliver en smule irriterende og kedeligt i længden, på trods af den højeksplosive tempo, da snedige handlings momenter og interessante karakterdannelser er ikkeeksisterende.

Ethan Hawke virker som et lidt alternativt valg til rollen som den benhårde racerkører i førersædet, hvilket nærmere ville passe bedre sammen med en som f.eks. Jason Statham eller lignende. Men selve kaliberen af filmens underholdningsværdi ville nok passe bedre til Nicolas Cage, som efterhånden kun beskæftiger sig med B-films genren. Desuden er hans partner portrætteret af Selena Gomez, som har det svært med at lægge sit Disney Channel-image fra sig. Hun virker langt fra seriøs nok til denne rolle, og spiller et meget monotont, overfladisk og amatøragtigt skuespil. Selvom Hawke ikke helt passer ind i sammenhængen, fungerer hans skuespil sublimt, og han formår at leve sig ordentligt ind i handlingen.

Bonusmateriale

Bonussektionen på denne udgivelse består udelukkende af behind-the-scenes-optagelser, som går i dybden med tilblivelsen af filmens bilscener, ødelæggelsesscener og scenografiske aspekter. Der er ikke særligt meget substans at finde her, men klippene giver alligevel et interessant indblik i de voldsomt flotte bilscener.

Konklusion

Samlet set er Getaway en utrolig simpel film, som ikke byder ind med nye aspekter eller andre substansmæssige virkemidler, men i stedet leverer en standard action-thriller – en thriller som passer perfekt til en søndag morgen, hvor hjernen er blevet svitset af nattens festligheder, og du blot trænger til at koble hjernen fra.

Pris og tilgængelighed

Release: 21-01-14 på DVD og Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Getaway

Getaway Trailer

[youtube id=”eBcVxXwFowI” width=”600″ height=”350″]

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer