mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Game of Thrones - Sæson 1-4 (Blu-ray)

Anmeldelse: Game of Thrones – Sæson 1-4 (Blu-ray)

game_of_thrones_box_-_season_1-4_blu-ray_19_disc_nordic-30463647-frntl

Siden satellittv-selskabet HBO blev lanceret i 1972 har firmaet statueret sig selv som producent af ualmindeligt mange seværdige produktioner. Mest af alt på seriefronten har selskabet fået et kæmpeboost det seneste årti, og det skyldes uden tvivl deres opfindsomme plots, men mest af alt deres uafhængige status på markedet – det gør nemlig at selskabet ikke er underlagt den almene amerikanske censur og kan kreere frit ud fra leveren.

Game of Thrones har siden 2011 brudt igennem som en international kæmpesucces, og er efterhånden den eneste serie, som formår at gnide albuer med kæmpeserier såsom Breaking Bad. Konceptet følger livet i det mytologiske land Westeros, hvor syv adelige familier kæmper om at komme til magten på Jerntronen. Indtil videre er der lavet 4 sæsoner og en kommende femte sæson får premiere til april i år – i mellemtiden kigger jeg nærmere på den samlede boks med alle fire tilgængelige sæsoner.

Sæson 1

Første sæson går virkelig ind midt i en hektisk tid, hvor den nulevende konge er på nippet til at blive likvideret til fordel for en yngre og mere blodtørstig konge. Serien panorerer i mellem flere forskellige familier og grene af stamtavler, som alle spiller en vigtig rolle i komplottet mod kongen såvel som forsvaret mod komplottet.

Handlingen springer ind midt i en verden fuld af ukendte områder og en fandens masse navne – det gør det lidt forvirrende til at starte med, men opfordrer også seeren til at sætte sig langt mere ind i konceptet. Desuden følger der en lille ’brugsanvisning’ med til den første sæson, hvor man kan danne sig et overblik over stamtavlerne. Handlingen er præget af en utrolig kompleks opbygning med en masse små historier, som på en eller anden måde hører sammen i den overordnede handling. Fokusset skifter fornemt mellem de forskellige sammenflettede handlinger, og formår desuden at give et globalt overblik over hele riget i serien.

Serien danner nogle fantastiske karakterer og personligheder i første sæson, hvor man virkelig kommer tæt på de mest vigtige personer i historien. Desuden er det forfriskende at se, at vigtige nøglepersoner har lige så stor sandsynlighed for at dø som alle andre. Det giver en solid uforudsigelighed, som man ikke ser andre steder i film- eller serieverdenen. Selve konceptet giver et formidabelt indblik i en ridderverden, hvor magi og spidse sværd står for dagsordenen.

Alle detaljer er helt i gennem fantastiske og veludførte – mest af alt kostumerne, karaktererne og omgivelserne, som virkelig giver et realistisk billede af selve universet. Konceptet er på visse punkter tro til fortidens historier, men spæder til med en overnaturlig indfaldsvinkel, som gør det hele meget mere dynamisk og spændende. Den visuelle del er bjergtagende og det er et sjældent syn at se så gennemført og fantastisk velskabt en billedside på en serie.

HBO er jo kendt for at være et uafhængigt selskab, og derfor har de frie tøjler hvad angår sex og vold – det bliver udnyttet til det maksimale, da seriens første sæson er spækket med nøgne damer, sex og eksplicit vold. Det bliver dog aldrig overdrevent eller direkte grotesk, men fungerer som en solid stemningsskaber og tempoprægende effekt på underholdningen. Hvert eneste afsnit fortæller en brik i historien, som langsomt sætter seeren ind i skikkene, historierne og ikke mindst hvad der er foregået før seriens begyndelse. Man får som altid en solid cliffhanger ved slutningen af hvert afsnit, og spændingen stiger blot, jo flere afsnit man ser.

Første sæson sætter virkelig standarden høj, og man elsker det. Niveauet er benhårdt, og man bliver fanget fra første øjeblik, til rulleteksterne rammer skærmen i sæsonens sidste afsnit. Gudskelov havde jeg en sæson at fortsætte med at anmelde efter denne!

Sæson 2

Efterfølgeren lægger hårdt ud med et kæmpe blodigt slagsmål og sætter allerede standarden utroligt højt fra starten af. Der er langt mere fokus på krig og intern splid mellem rigets forskellige egne og kongeriger. Stridighederne og den stadigt stigende splid mellem folket i Westeros er blevet langt mere voldsomt og har udæsket flere voldsomme krige. Der er bl.a. en kæmpestor krig i midten af sæsonen, som nærmest formår at måle sig med de storslåede effekter og proportioner som f.eks. Ringenes Herre.

Nu hvor karaktererne er blevet etableret i første sæson, kan konceptet gå mere i dybden med, hvad der foregår omkring dem. Der bliver gået meget mere i dybden med konflikter og hævn, hvilket er helt i gennem fantastisk. Man kan desuden lægge mere mærke til de karaktermæssige udviklinger hos personerne, nu hvor man ikke løber forvildet rundt i det utallige navne. Man er ikke så forvirret som i starten af første sæson, og man kan i stedet bruge sine kræfter på at nyde de visuelle effekter, snedige plottwists og ikke mindst hele konceptet af Game of Thrones.

Hele atmosfæren er blevet meget mere overdådigt, voldsomt og pompøst, og denne eskalering i storhedsgrad og intensitet bliver mere end rigeligt modtaget med kyshånd. Visse historier har taget det største fokus, og det er også anderledes fra første sæson – det giver en herlig friskhed i plottet, som hele tiden kredser om den varme grød og virkelig sætter seerens indlevelse i konceptet forrest frem for alt. Man kan sige, at sæson 2 er resultatet af første sæsons komplotter og forræderiske hændelser, og dette resultat giver en fantastisk sammenhæng og dybde i hele systemet. Historien åbner desuden også op for et langt større overblik over det fiktionelle land i Game of Thrones, hvor flere byer og flere forskellige befolkninger bliver introduceret.

Sæson 2 fortsætter eventyret med endnu flere overraskelser og plottwists, og fortsætter den enorme spænding omkring hele denne hektiske historie om magt og magi. Man fascinereres af seriens tilføjelse af ældgamle drageæg, mystiske gengangere og mørk magi, hvilket skaber et lidt mere dynamisk struktur i handlingen – man balancerer mellem realisme og overnaturlige kræfter, hvilket passer perfekt ind i genren om fortidens ridderkultur og overnaturlige tro. Karaktererne som formåede at overleve den hektiske handling i etteren, er kommet langt mere til deres ret i denne sæson, og plottet udvikler sig ikke blot i større vidder, men husker også alle detaljer fra den foregående sæson.

Samlet set er denne anden sæson nærmest endnu bedre end sin forgænger, da hele konceptet fortsætter den blodige tørst for magt, men måske sætter lidt ekstra gas på blusset. Sæsonen er visuelt imponerende, overvældende og fandens til underholdende, og spørgsmålet er så nu – kan tredje sæson leve op til disse to giganter?

Sæson 3

Svaret er ja! Efter 2. sæsonens enorme cliffhanger vælter tredje omgang henover skærmen med et nyt gåpåmod og et anderledes fokus. I de to foregående sæsoner har der været meget snak og rygter omkring hvide gengangere, som er zombielignende mennesker med overnaturlige kræfter – disse rygter er pludselig blevet en realitet, da en kæmpehorde af døde mennesker rejser mod Westeros’ egne for at dræbe alle mennesker på deres vej. På den måde er fokusset blevet vendt over mod meget af det overnaturlige i serien, og det er faktisk ikke nogen dårlig idé. Ridderlivet og de voldsomme kampe er stadigvæk en kæmpedel af plottet, men drejningen over mod mere paranormale kræfter fungerer helt sublimt.

Med en tid hvor zombie-effekten har en stor magt på det visuelle medie, er det en velovervejet drejning at skabe disse hvide gengangere som zombielignende snemonstre. Det fungerer helt sublimt og skaber lige en ekstra kant på hele konceptet, og giver en større dybde til plottet. Desuden er ældgamle drager og deres udvikling blevet en langt større del af plottet, og man fryder sig over det. Selv i denne tredje sæson bobler der stadig nye tider under overfladen, og magten over Westeros hænger nærmest i en tynd tråd hvert eneste sekund. Den stadigt aktive krig om Westeros trone mellem bl.a. familien Lannister og familien Stark er stadig aktuel, og denne overordnede røde tråd holder stik i gennem hele serien.

Det virker lidt som om, at den store succes omkring de to foregående sæsoner har givet et større pusterum for skaberne, da effekterne og omgivelserne er langt mere overvældende og gennemførte. Serieproduktioner har normalt langt fra ligeså stort et budget som spillefilm, men effekterne og virkemidlerne i denne film kan sagtens blive sammenlignet med nogle af de mest visuelle overlegne værker på det store lærred. Plottet er endda blevet endnu mere vidtrækkende på grund af de overnaturlige elementer, og pludselig gælder det hele ikke om at komme først til Jerntronen, men måske at overleve den stigende trussel fra de fjerne egne af verdens mest dystre afkroge. Tempoet er stadig drønhøjt og seeren har ikke på noget tidspunkt overvejet at lægge serien fra sig eller droppe det hele midt i sæsonen – kvaliteten er ren guld og man fryder sig over, at serien formår at holde sig så forfriskende sæson for sæson.

Sæson 4

Den fjerde sæson af Game of Thrones formår nærmest at peake endnu mere end de foregående sæsoner, men det er svært at vurdere. Hver sæson formår nemlig at byde ind med et helt nyt, unikt handlingsforløb indenfor samme univers og med samme skuespillere, samtidig med at gammelt venskab og had ulmer under overfladen. Selvom man for det meste følger nogle grundlæggende karakterer, åbner hver sæson op for et anderledes univers af forskellige intriger og kampe for at komme til magten.

Sæson 4 har en fin balance mellem de to største historier i hver ende af landet. Dragekvinden Khaleesi bygger sin hær op i nogle af de første afsnit, mens Lannister-familien bearbejder en masse forskellige kriser i dagligdagen. Fjerde sæson har dog lidt mindre fokus på den unge Khaleesi, og det er i og for sig lidt en skam – men alligevel er det et intelligent træk, da man hele tiden har hendes historie baghovedet og dermed ved, at en af de kommende sæsoner vil vælte indover skærmen med hendes overlegne triumfkort i den globale krig. Skaberne formår virkelig at levere en sæson med intensitet, som sparker dig lige i solar plexus, men husker stadigvæk at gemme nogle vigtige nøgleelementer i baghånden, så man hele tiden vil se mere til serien. De formår nemlig at finde den helt unikke balance i afsløringsprocessen, hvor man får tildelt den perfekte dosis for hvert afsnit, så man aldrig på noget tidspunkt mister grebet om serien – eller seriens greb om tilskueren!

Når man oplever lige så stor succes ved sæson fire af en serie, ved man, at man har fingrene i et mesterværk. Alting spiller sammen til en højere enhed, og selve serien bliver absolut vanedannende fra start til slut uden at køre i samme spor eller presse citronen for meget – konceptet har bare så meget at give, at man langt fra har nået det maksimale potentiale af George R.R. Martins uforglemmelige univers. Uden at afsløre for meget får man i sæson 4 en scene, man har ventet utroligt længe på og selve sæsonen leverer også nogle fantastisk originale øjeblikke, som man for altid vil kunne huske.

Effekterne og scenografien er desuden mindst lige så storslået i denne sæson, som den har været hele vejen i gennem – i denne sæson er det nærmest endnu vildere, og det skyldes uden tvivl den stadigt stigende fanskare såvel som enorme indtjeningssucces.  Hvis man skal sige noget særegnet ved sæson 4 – udover at det er den bedste af dem alle på grund af det højnede niveau i handlingen, udviklingen og scenografien – så er den noget mere karakterfokuseret end de foregående sæsoner, og det er en fryd for øjet. Man kommer endnu tættere på de vigtigste nøglepersoner, samtidig med at man opnår helt nye bekendtskaber fra bunden af.

Denne fjerde sæson vælter indover skærmen med så vanvittigt et momentum, at man under de 10 afsnit helt og aldeles glemmer alle andre successerie omkring den – Game of Thrones er nærmest blevet en af de bedste serier nogensinde, og man kan slet ikke lade være med at falde for det vanvittige koncept med et ultra-komplekse system af forskellige historier. Der er skarpe plottwists i løbet af hele sæsonen og en fandens til vanvittige cliffhanger i slutningen!

Game of Thrones sæson 4 har bare hele pakken – den drøner henover skærmen med et originalt plot, vanvittig uforudsigelighed, hjernedødt velspillende karakterer og ikke mindst et univers, man bare ikke kan få nok af. Nu kan man slet ikke vente til april, hvor vi endelig kan fortsætte det fantastiske univers.

Bonusmateriale

Bonussektionen på denne udgivelse er lige så overvældende som serien selv, da indholdet er spækket med forskellige dokumentarer, som går i dybden med tilblivelsen af serien, sproget, konceptet, det visuelle og meget, meget mere. Overordnet set går bonussektionen i dybden med alle detaljer i serien, og udforsker flere aspekter af Westeros – generelt er bonusmaterialet en hver fans våde drøm, og bugner af flere fede oplevelser, som går ventetiden til næste sæson en smule kortere. Derudover er den en række interviews med stjernerne og skaberne, som giver deres inputs til hele konceptet. Jeg ville nok bruge omkring 2 sider på at kunne beskrive det omfangsrige bonusmateriale, så jeg vil bare nøjes med at sige, at det nok er det mest overvældende bonusmateriale, jeg længe har set på en serie udgivelse!

Konklusion

Samlet set er denne samling af de fire første sæsoner af Game of Thrones en ubeskrivelig underholdende og visuel oplevelse, som virkelig kaster seeren ind i et rendyrket underholdningsunivers med riddere, drager, møer og blodige kampe. Denne serie er per definition et vaskeægte mesterværk af en serie, som for alvor har redefineret riddergenren på det visuelle lærred. Man får ligeså store associationer til Ringenes Herre, og serieverdenen får nok aldrig en så gennemslagskraftig serie som denne at se igen nogensinde. Jeg vil på det allervarmeste anbefale denne boks, da hvert eneste af de 40 forskellige afsnit rummer alt det, man forventer og ønsker af en serie!

Pris og tilgængelighed

Release: 16-02-15 på DVD og Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer