Temaet sindslidelser er et meget delikat og skrøbeligt område, som skal behandles med forsigtighed i forhold til at få det overført til det store lærred. Vi har set nogle formidable eksempler på succesfulde fortællinger om sindslidelser i film såsom A Beautiful Mind eller Shutter Island, og da denne nye film, Filth, landede i min postkasse, så sprang endnu en unik fortælling frem på skærmen. Instruktører har nærmest frirum til at gøre, hvad de vil i film, som omhandler ustabile sind og psykotiske tendenser, men det kræver en mesterlig instruktør at skabe orden i det forvildede kaos. Det formår instruktøren Jon S. Baird på det alle fornemmeste.
Vi følger den usympatiske og benhårde politibetjent Bruce (James McAvoy), som lever det vilde liv med grænseoverskridende politiarbejde, magtmisbrug og ikke mindst en voldsom cocktail af kokain og sex. Han fortæller om sin kone og sin datter, som tilsyneladende sidder derhjemme med en godtroende fornemmelse af, at alting er, som det skal være. En forfremmelse står på spil på stationen, og Bruce ser sit snit til at ’nedlægge sit bytte’, uanset hvad. Ligegyldig om det er på bekostning af hans kolleger, venner eller nærmeste, så gør han alt, hvad han kan få at stille de andre i et dårligt lys – alt dette sker samtidig med at Bruce er på randen af et nervøst sammenbrud med vrangforestillinger, bizarre tendenser og alt for lidt søvn. Får han til sidst forfremmelsen, eller får hans turbulente hverdag magten over ham i sidste ende?
Først og fremmest skal James McAvoy som altid have ufattelig stor ros for hans fantastiske præstation. Han spiller et skuespil så intenst, at man nærmest skulle tro, at hans liv afhang af det. Han lever sig så djævelsk godt ind i karaktereren, at denne ellers sympatiske og velartikulerende mandsperson pludselig virker som den største idiot på jorden. Desuden udspiller filmen sig i Skotland, og da McAvoy selv er fuldblodsskotte, er han virkelig på hjemmebane. Han formår på filmens forholdsvis korte spilletid af 1 time og 33 minutter at vise hele sit umådeligt store arsenal af talent indenfor skuespil – der er tårer, vrede, kærlighed, fortvivlelse og ikke mindst et soleklart eksempel på en mand, som har mistet grebet om sin hverdag. Jeg valgte nærmest i første omgang kun denne film på grund af McAvoys placering på forsiden, og jeg havde heldigvis ganske ret i, at det viste sig at være det hele værd. Visse film tror, at et plot kan blive succesfuldt ved at tilføje en masse kendisser, men det plejer aldrig at være en fornøjelse. Det der derimod er en fornøjelse, er, når en bestemt skuespiller er som født til rollen, og derved hæver hele niveauet til fantastiske højder.
McAvoy skal selvfølgelig ikke have al rosen for filmen, da den også er præget af et solidt og velskrevet manuskript. Udviklingen i filmen eskalerer i et voldsomt og uhæmmet tempo, som hurtigt sætter seeren ind i de mindste detaljer omkring Bruce og hans omgivelser. Filmen giver et udtryk for, at den ikke har tid at spilde til alle de små, kedelige dialoger og langsomt opbyggende forklaringer, og giver derimod et hårdt spark i solarplexus og leverer sin handling nådesløst og ubarmhjertigt. Det falder i rigtig god jord hos undertegnede, da filmen på den måde er frigjort fra tydelige klichéer eller tidspilde – filmen går til kernen med det samme, og sørger for at få mest muligt ud af situationen. Filmen balancerer hele tiden mellem virkelighedens barskhed overfor sindets magt over kroppen, og det fungerer helt eminent i forhold til at fortælle historien. Tingene bliver nærmest bare udfoldet og fortalt gennem Bruces handlinger, og for hvert skridt han tager, jo længere kommer vi til sagens egentlige kerne. Er det bare en film om jordens mest utilregnelige politimand?
Der er dog visse tidspunkter i filmen, som tager overhånd i forhold til det forståelsesmæssige aspekt. Mange af Bruces hallucinationer er overvældende og udtrykkes uden forklaring, hvilket på visse punkter skaber nogle huller, som kan være svære at udfolde af sig selv. Den lader i hvert fald seeren om selv at fortolke og analysere på selve plottets små detaljer i mange af scenerne. Heldigvis hører dette til småtingsafdelingen, da det generelt set er længe siden, at jeg har set så sublimt et stykke underholdningsmateriale på blot halvanden timer. Samlet set er Filth en fantastisk film, som ikke blot behandler nogle yderst interessante aspekter af vores hverdag, men også leverer en af James McAvoys største præstationer til dato.
Bonusmateriale
Her finder man et lille interview med James McAvoy, som svarer på nogle interessante spørgsmål i forhold til filmens koncept. Interviewet er meget nede på jorden og uden de helt store, overdrevne virkemidler. Det er dog det eneste, man finder på ekstramaterialet, så det er ikke blevet til så meget dessert efter hovedretten.
Pris og tilgængelighed
Release: 01-05-14 på DVD.
Find forhandler og den bedste pris på Filth
Filth trailer
[youtube id=”tymWDB7gtK4″ width=”600″ height=”350″]
