HBO-hitserien som løst er baseret på Mark Wahlberg og hans venners møde med livsstilen i Hollywoods filmindustri, Entourage, har længe været selskabets badboy, som har formået at underholde i gennem 8 sæsoner med knivskarpe Hollywood-insiderscenarier og drengerøvselementer. Selvom serien har kørt i utallige sæsoner, har skaberen bag filmen alligevel haft energi og indhold til at lave en afslutningsfilm. Jeg har kigget nærmere på filmen i forhold til, hvorvidt den kan leve op til serieniveauet.
Filmen følger de fire venner i forsøget på at tage karriereskridtet i en anden retning – Vincent vil gerne bevæge sig videre fra udelukkende skuespilfaget og i stedet forsøge at instruere sin egen film. Denne proces bliver hjulpet i gang af den tidligere agent Ari Gold, som nu kommer tilbage i kampen for at følge sin bedste klient til succes. Vejen til målet er dog brolagt med de sædvanlige problemer, men de fire drengerøve forsøger i deres bedste slacker-stil at nå til tops.
Stort set er filmen blot et par afsnit sat sammen i en længerevarende kontekst, og det er efter min smag lige det, man ønsker. Vi får et indblik i livet for de fire venner, som stadigvæk forsøger at manøvrere sig rundt i Hollywoods hajbassin. Der er en større og mere kødfuld historie i denne film, men det er slet ikke noget grandiost eller storslået, men i stedet blot en lille udvidet palet af nogle af de bedste egenskaber fra serien. Det gør selvfølgelig også, at man af og til sidder med en følelse af ’hvorfor har jeg brug for at se det her på film?’, men det er sjældent. Humoren sidder stadig lige i skabet, og på trods af lidt mandlig patina på de aldrende herrer, har de stadigvæk bevaret deres originale gnist og energiske tilgang til konceptet.
Der er også skruet en tak mere op for den festlige og seksuelle del af konceptet, hvor man bl.a. kan nyde synet af danske Nina Agdal og Emily Ratajkowski. Hele filmen syder af herlig drengerøvsstemning, og på trods af at man tydeligvis godt kan se, at det ikke er en storfilm eller noget ambitiøst plot, så bliver man underholdt hele vejen i gennem. Skuespillerne har forandret sig meget i gennem tidens løb og det kan tydeligt ses i filmen, men utroligt nok har den samme energi og dynamik i gruppen ikke mistet sin gejst på noget tidspunkt.
Selve plottet er som serien bygget op af et projekt, som rammer en række uforudsigelige op- og nedture på vejen. De fede ved Entourage-konceptet er, at det er karaktererne eller rettere sagt sammenholdet mellem dem, som er den drivende faktor i underholdningsværdien – egentlig ikke meget historien, men mere hvordan karaktererne agerer på den givne situation. Det giver en meget nede-på-jorden-mentalitet, hvor man kan nikke genkendende til bromance-elementerne hele vejen i gennem. Der er en befriende afslappethed over hele filmens koncept, og det har nogle solide rødder i seriens originalitet – man kan sætte denne skive på maskinen hver gang man trænger til at koble hjernen gevaldigt fra. Filmen giver et indblik i, hvordan den amerikanske drøm kan se ud for en flok drenge, der slet ikke er klar til succesen og det gør den mere tilgængelig for den almene filmelsker.
Filmen skal egentlig have enormt stor ros for at kunne bevare den samme stemning, atmosfære og mentalitet fra en serie til en spillefilm – visse folk vil måske gerne se noget nyt, men Entourage-fans vil helt sikkert sætte pris på den samme proces hele vejen igennem.
Samlet set er Entourage The Movie mindst lige så underholdende som serien, da den bevarer den samme originalitet, de samme skuespillere og ikke mindst den samme jagt på berømmelse på den mest ustabile måde. Det er en fin afslutning på æraen, og så kan konceptet heller ikke trækkes længere efter 8 sæsoner og en film.
Pris og tilgængelighed
Release: 26-10-15 på Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner