mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Cosmos - A Spacetime Odessy (DVD)

Anmeldelse: Cosmos – A Spacetime Odessy (DVD)

Cosmos

Astronomer og forskere overalt i verden har opdaget utrolige ting om mennesker, universet og livet selv i gennem årelange analyser, prøver og teorier. Vi får oftest blot en brøkdel af detaljerne i folkeskolen eller gymnasiet, men hvad gør man, når man vil vide mere? Denne serie går i dybden med nogle af livets mest fantastiske egenskaber, og man kommer helt tæt på nogle af de ting, som får os som mennesker til at føle os utroligt små.

Selve serien er faktisk en genindspilning, eller nærmere en fortsættelse af Carl Sagans originale tv-serie ’Cosmos – A Personal Voyage’ fra 80’erne, hvor han selv stod for at præsentere sine argumenter. Denne gang har fokusset været lidt mere bredt og lidt mere underholdningsbærende, så folk ville se disse forskningsmæssige opdagelser uden at føle sig som bundet til en historietime. Det kan man også tydeligt se, da der er lavet en masse animationer, fornemme sammenklipninger af visuelle remedier og ikke mindst selve fortællestilens måde at rejse ind i disse forskellige aspekter af livet gennem en fantasirejse. Det hele er blevet langt mere underholdende, men uden at glemme de vigtige ting i fysikkens opdagelser.  Serien er fortalt i talrige detaljer, men på et visuelt og overskueligt niveau med tegninger og metaforer, så vi formår at forstå det overordnede billede.

Serien rummer et hjerte af guld og har virkelig arbejdet på at formidle budskabet til alle – dog skal man lige vænne sig til stilen og fortælleren, da han er meget excentrisk og overeksponeret i forhold til at fortælle sine historier. Man kan tydeligt mærke hans fascination og efter et par afsnit har man vænnet sig til det ved at blive overvældet af sin egen fascination. Neil deGrasse Tyson, som er fortælleren i serien, har selv været kæmpefan af Carl Sagans værker, da han var ung, og det kan man tydeligt se i hans overvældende indlevelse i sit arbejde. Hele serien er intelligent opstillet, og man bliver virkelig belært om nogle ting, som man enten ikke vidste, eller ikke havde helt styr på. Man kan måske godt ved første øjekast lade sig afskrække af vandfaldet af informationer og detaljer, men hvis man lige falder ind i rytmen, så er serien overvældende god. Hvis man tager sig tid til at dykke ned i denne serie, så bliver man belønnet med en fantastisk spændende paratviden – uden at skulle være en integreret del af fysikkens verden for at kunne forstå det.

Hvert afsnit går i dybden med et eller andet aspekt af fysikken, hvad enten det er helt storslåede fortællinger om universets uendelighed eller de mindste aspekter af den menneskelige DNA, og denne tilgang gør hele serien til en sammenhængende underholdningspakke – man får hele ’universet’ med så at sige, og man kan ikke andet end at læne sig tilbage og blive forbløffet over de ting i hverdagen, som egentlig er så utroligt unikke og fantastiske. Der er en generel rød tråd i gennem hele serien, men ellers er hvert afsnit et nyt kapitel i fysikkens verden. Det gør også, at man hele tiden får en ny indfaldsvinkel og ikke kommer til at køre i det samme spor.

Samlet set er denne serie en formidabel fortsættelse eller nærmere hyldest til Carl Sagans serie fra 80’erne og ikke mindst fysikken i sig selv. Derudover kan man virkelig se, hvordan man har forsøgt at finpudse informationerne så den almene seer bliver fanget. Handlingerne rummer et hjerte af guld, fortælleren er spændende og dog excentrisk, men alt i alt er dette et perfekt eksempel på, hvordan man laver underholdning, som man samtidig lærer noget af.

Pris og tilgængelighed

Release: 25-09-14 på DVD.

Find forhandler og den bedste pris på Cosmos – A Spacetime Odessy

Cosmos – A Spacetime Odessy trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer