Superheltefilm og gangsterfilm altid været nogle af mine største favoritgenrer gennem tidens løb, og man kan glæde sig over, at der findes så mange af slagsen. Francis Ford Coppola og Martin Scorsese står for nogle af de mest seværdige af slagsen, men flere forskellige instruktører har prøvet kræfter med genren på andre måder. Denne gang kigger jeg nærmere på Steve Carvers fortælling og Al Capone.
Filmen følger en ung Al Capone (Ben Gazzara), som efter et slagsmål med et par politibetjente kommer i mafiosoernes søgelys. Denne opmærksomhed bruger han på at kravle op ad rangstien, samtidig med at han forsøger at undgå at blive den næste til at gøde jorden. Langsomt med effektivt får han bygget sit imperium op, men hvor længe kan det vare?
Selvom filmen er fra midt 70’erne, minder scenografien og den haltende kvalitet af billedsiden mere om filmeksempler fra 60’erne. Kameraet fokuserer meget mere på close-up-billeder af skuespillerne, frem for at gå mere i dybden med selve konceptet. Den forsøger på en måde en symbiose mellem gamle, klassiske filmkreationer og nytænkende gangstereffekter, men denne mærkelige sammenblanding holder ikke vand i det store billede.
Figurerne og de klassiske mafiosoer er slet ikke stærke og gennemtrængende nok til at kunne leve op til så spektakulær en historie som Al Capones sprutsmugling. Skuespillerne er mere eller mindre monotone og sløve i deres præstationer, da deres dialoger virker en smule for mekaniske og påtagede. Der er ikke nok karisma og mantra i gangsternes ikoniske roller, hvilket ødelægger hele konceptet. Man kan sige, at hele scenografien og indfaldsvinklen til den barske gangsterkultur er alt for blød, rammesat og censureret, hvilket lukker en del af luften ud af ballonen. Man når aldrig rigtig at danne sig et forhold eller en relation til disse forskellige karakterer, da de allerede fra starten af går i gang med deres planer om styret – på den måde mangler filmen den vigtigste ingrediens, nemlig det klassiske, sicilianske gangsterhierarki.
Filmen er tydeligvis et forsøg på at nasse lidt hos Godfather-succesen fra ’72 og ’74, men problemet er bare, at strukturen i handlingen såvel som tempoet i udviklingen er alt for amatøragtigt. Hovedpersonen har endda gjort brug af de samme ’vatkugler’ ved gummerne, som Marlon Brando brugte til at statuere sin rolle som Don Vito Corleone. Magien og gnisten mangler i mange af scenerne, og med de haltende skuespilpræstationer ligger filmen ikke vitterligt lunt i svinget hos en garvet gangsterfilms-entusiast. Handlingens tempo er generelt meget mystisk, da den starter ud med nogle få minutters bekendtskaber med karaktererne, hvorefter den kaster sig ud i vilde skuddueller. Der dør mindst 2-3 mennesker på skudseance, og det værste er, at man slet ikke ved, hvem der blev skudt, da man aldrig får de rigtige bekendtskaber til tiden.
Filmen skal dog have ros for nogle solide effekter i forhold til datidens visuelle evner. Filmen er spækket med en masse solide eksplosioner, vilde biljagter og ikke mindst nogle flotte scenografiske optagelser af tidslig korrekte omgivelser. Som en standard actionfilm formår filmen at måle sig med resten af det gennemsnitlige udbud i genren, men på mafia-delen halter den gevaldigt. Man får desuden mulighed for at se en pure ung Sylvester Stallone i en af sine første roller, hvor han uden tvivl er blevet castet på grund af sit italienske udseende. Desværre er hans talent ikke opdaget på dette tidspunkt, og han får kun lov til at agere som en halvstum bodyguard med kedelige replikker.
Konklusion
Samlet set er Capone en skuffelse, da den mangler en grundlæggende gnist, mere ikoniske præstationer og ikke mindst den klassiske gangster-atmosfære. Skuespillerne er monotone, konceptet er ældgammelt og underholdningsniveauet når ikke nogen andre gangsterfilm til sokkeholderne.
Pris og tilgængelighed
Release: 14-02-14 på blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Capone
Capone trailer
[youtube id=”z_2YXtVLJDo” width=”600″ height=”350″]
