Da jeg hørte, at Martin Scorcese ville være producent på en ny mafia-lignende serie, kunne dagene op til premieren ikke gå hurtigt nok. Jeg har altid været en kæmpefan af Scorseses film og hans fænomenale karakterportrætter i gennem tidens løb. Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at serien Boardwalk Empire blev en kæmpe succes. Scorsese befandt sig selv i instruktørstolen under det første afsnit i serien, som endte med at have en produktionsværdi på hele 18 millioner dollars. Denne pris lyder måske høj, men for dælen hvor får man noget for pengene!
Hele serien er generelt præget af noget gennemført og endelig har Steve Buscemi fået lov til at være i front for en gang skyld. Ofte har han spillet en tumpet birolle eller en mindre rolle i en større film såsom Fargo eller Reservoir Dogs, men han har aldrig rigtig haft frontlinjen for sig selv. Det har han så sandelig fået lov til i denne serie, og han spiller djævelsk godt. Stilmæssigt er denne serie lignende med Mad Men, men der er langt mere knald på handlingen i Boardwalk Empire. Overordnet set er serien en raffineret form for underholdning med en kompleks struktur af sex, vold og business – den virker som en fornem mellemting mellem House of Cards og Goodfellas og formår virkelig at skildre nogle out of this world-karakterportrætter. Jeg vil forsøge at sætte et par ord på hver sæson, så man kan danne sig et indtryk af, hvad der foregår i serien.
Sæson 1
Første sæson ruller indover banen med en fantastisk slagkraft i handlingen. Man bliver introduceret til 20’ernes omgivelser gennem en fantastisk scenografi og yderst realistiske kostumeopsætninger og tidslige attituder. Med det samme man ser Buscemi i rollen som en gæve politiker, ved man, at dette bliver en fantastisk oplevelse. Han leverer et solidt stykke skuespil som det kølige geni, der trækker tråde til alle forretninger i de mest prominente dele af Atlantic City. Hele sæsonen følger startskuddet til forbudstiden, hvor man gjorde salg såvel som indtagelse af alkohol forbudt. Sæsonen virker derfor som en form for skyggeside til hele situationen, da man kommer ind bag gardinet og ser de små, lyssky destillerier og deres tråde op til overbossen. Vi ser alt det, som er skjult for omverdenen, og det giver en lækker, lille, forbudt fornøjelse, hvor man holder med bad-guys.
Det hele spiller sammen til en højere enhed og man kan ikke andet end at tage hatten af for produktionen. Den er gennemført på alle punkter – scenografien er bjergtagende, skuespillet er fantastisk, manuskriptet er medrivende og hele udviklingen formår at blæse tilskueren omkuld gang på gang. Nye karakterer bliver introduceret, hierarkiet ændrer sig konstant og hele tiden følger vi en kamp for at give folket, hvad de vil have med forbudte metoder. Første sæson er meget sikker – ment på den måde, at Buscemis karakterer styrer hele svineriet og vi mest af alt følger hans unikke regime og fantastiske overblik. Henimod slutningen af serien begynder regimet at vakle, da en kæde blot er så stærk, som dets svageste led – derfor begiver jeg mig hastigt videre og kigger nærmere på den følgende sæson.
Karakter: 5/5
Sæson 2
Her begynder de unge gangstere og småkriminelle at bevæge sig ind på de gamles territorium med uventede komplikationer for begge parter. De gamle, klassiske mafiosoer og benhårde politikere får kamp til stregen, da deres gamle og fine metoder har svært ved at hamle op med ungdommens brutalitet. Her får vi virkelig en nytænkende vinkel på hele sagen og kommer tæt på kernen af det at have magt, men ikke evnerne til at holde på den. Tingene spidser for alvor til for alle involverede, hvilket åbner op for en masse fænomenale øjeblikke, hvor den ene part forråder den anden i flere forskellige omgange. Hvor man i første sæson fik dannet sig et overblik over ’regimet’, får man i denne sæson en form for splittelse i rankerne og derved en dybdegående skildring af de enkelte personers involvering i pengesagerne.
Sæsonen viser forskellen på udfaldet af magt – hvis man blot vil have magten med det samme, kommer man på dybt vand, hvorimod hvis man har bygget det op fra grunden, så har man en chance. Alle 12 afsnit fortsætter med at fortælle historien om Nucky, men har alligevel givet mest rampelys til den nye generation. Specielt den unge James Darmody spillet af Michael Pitt, som virkelig formår at levere en pragtpræstation som den ustabile krigsveteran. Dette giver en fantastisk dynamik mellem den klassiske, ærefulde gruppe af gamle svindlere overfor de mere hårdtslående, utålmodige og energiske unge. Der kommer desuden også en større udbygning af birollernes historier i denne sæson, og efter min mening er 2. sæson den næstbedste af dem alle.
Karakter: 5/5
Sæson 3
Tredje sæson starter op fra bunden igen med nye aftaler og ukendte fjender. Hierarkiet er endnu en gang rokeret rundt og det er lidt sværere at finde rundt i sagerne i denne tredje omgang. Der er altid nogen, der bliver trådt over tæerne og denne gang er det Bobby Cannavale, som spiller formidabelt som den psykopatiske italiener Gyp Rosetti. Han formår at bidrage med en skingrende sindssyg attitude til puljen og tilfører desuden også italienske mafiaforbindelser tilbage i spillet. Det er lang tid siden, at hele den lyssky forretning har kørt på skinner og det går endnu mere i vasken i denne sæson. Nucky og co. har mistet flere mænd end tidligere og tingene er nødt til at blive sat ind i et større billede med ministre, politikere og andre store mænd. Sprutsalget fortsætter, men der er stadigvæk nogle kurrer på tråden – desuden er det utroligt spændende at se, hvordan tingene sæson for sæson avler nyt had og nye fjender, så den kommende sæson har noget at bearbejde.
Denne tredje omgang virker på flere punkter til at have svært ved at finde fodfæste et det kaos, som sæson 1 og 2 efterlod. Derfor kommer til den at træde vande en smule og der ophober sig meget stilstand og op- og nedture for alle parter. Den er mindst lige så intensiv og spændende som de to foregående, men er langt mere forvirrende og politisk indviklet – der bliver hele tiden kludret rundt i mange navne, og man har svært ved at finde ud af, hvem der er hvem. Hvem der styrer showet, er ikke længere en tydelig skikkelse, og tredje sæson bliver derfor en form for restitutionssæson, hvor stumperne fra regimet stykkes sammen igen. Det gør den forvirrende, men ikke desto mindre ganske underholdende og anderledes, og henimod slutningen begynder tingene for alvor at blive spændende. Den er efter min smag den dårligste sæson i serien indtil videre, men det gør den bestemt ikke dårlig. Den har bare ikke lige så meget tempo og originalitet i plottet, men leder fornemt videre til en bragende fjerde sæson.
Karakter: 4/5
Sæson 4
Den sidste sæson i denne omgang har fået redet nogle af trådene ud og begynder med et lidt mere sikkert plot og nogle ret vigtige ingredienser fra den første sæson. Der er allerede udgivet en femte og sidste sæson i Boardwalk-æraen, som jeg endnu ikke har set, og denne fjerde sæson vækker virkelig nysgerrigheden. Den bearbejder nogle ret solide tematikker i konceptet og lægger op til en vanvittig afslutning på hele seriens fantastiske struktur. Nucky er ved at være på benene igen, og tingene begynder at tage lidt andre drejninger – drejninger som sætter serien på sporet af dem samme originalitet som de to første sæsoner, og der er fantastisk. Der er bestemt heller ikke sparet på de scenografiske omgivelser, og hele oplevelsen er mindst lige så fantastisk for fjerde gang.
Man kan sige, at denne fjerde omgang er noget mere barsk på visse punkter. Man kan ikke længere styre byen med kontakter og politisk magt, men er nødt til at få sine fingre beskidte og sende et klart signal til fjenden. Det virker også til, at det hele er blevet lidt mere gennemtænkt i Nuckys regime i denne sæson, da man altid siger ’brændt barn skyer ilden’. Folk har lært deres lektie og tingene er for alvor i en helt anden boldgade end tidligere. Skuespillet er stadigvæk fænomenalt og vi får langt flere udbyggende historier om vores favorit-biroller. Selvom serien på dette tidspunkt er nået til sin fjerde sæson, så er originaliteten mindst ligeså tilstedeværende, som var det første sæson. Man kan bare ikke få nok af seriens gangstermiljø, hektiske tempo og hensynsløse blanding af vold og sex. Fjerde sæson afslutter boksen med et brag og nu venter vi bare på den femte og sidste sæson.
Karakter: 4,5/5
Konklusion
Samlet set er boksen et must-have for serieelskere eller fans af gangstergenren. Den rummer alt fra tidslige, nostalgiske omgivelser til sex, vold og hårdkogte mafiosoer, og denne fantastiske serie hører uden tvivl på min top 10-liste over de bedste serier, jeg har set i løbet af det seneste år.
Pris og tilgængelighed
Release: 17-11-14 på DVD og blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
