mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Black Mass (Blu-ray)

Anmeldelse: Black Mass (Blu-ray)

1

Mens Johnny Depp i flere år har været med i nogle både solide såvel som tvivlsomme eventyrfilm, så har han alligevel også tid til de lidt mere ‘seriøse’, virkelighedsbaserede karakterer. Historien om den notoriske forbryderkonge James ‘Whitey’ Bulger er omfattende, vanvittig og ikke mindst uhyre tankevækkende, og Depp har nu smidt piratkostumet og tophatten for høje tindinger og et monstrøst, morderisk blik i filmen, Black Mass.

Filmen fokuserer på den virkelige historie om James ‘Whitey’ Bulger, som i 70’erne fandt den gyldne mellemvej til at blive den største forbryderkonge i South Boston. Med et gammel kammerat inden for politistyrken har han mulighed for at arbejde sammen med loven, så alle hans fjender bliver slået ned, mens han selv får immunitet til at vokse sig til en uhyggelig og brutal skamplet i samfundet.

Johnny Depp brillerer i rollen som den modbydelige gangster på den måde, at man som tilskuer på intet tidspunkt aner, hvor man har ham. Han formår at skildre en person, der er skingrende psykopat helt ind til benet og hans fremstilling af denne ukuelige gangsterboss er en af de største faktorer i filmens underholdningsværdi. Depp skærer ind til benet og forsøger ikke at portrættere en karakter med for meget overdrivelse på kendetegnene, men formår i stedet at gøre karakteren til sin egen fortolkning af, hvordan ‘Whitey’ var som person.

Filmen fortælles på en ganske fortrinlig måde ved at klippe løbende mellem de historiske perioder i den virkelige historier – interviews leder op til datidens historier, og datidens historier leder løbende hen til det uundgåelige forfald. Denne krydsklipning fungerer for mig helt eminent, da man på den måde undgår en til tider kedelig, kronologi-bundet linje i det narrative forløb – man får i stedet en heftig fordeling af filmens klimakspunkter ud over hele filmen, så man er grebet af stemningen fra start til slut.

Filmen har samlet et solidt ensemble af stærke, mandlige skuespillere såsom Depp, Jesse Plemons, Benedict Cumberbatch, Rory Cochrane og Kevin Bacon, som alle leverer en skarp gruppe af troværdige småforbrydere med spirende mafioso-tendenser. Der opstår en skarp dynamik mellem disse skuespillere, som på hver deres måde formår at byde ind i puljen med deres input til et af de mest uheldige eksempler på politikorruption nogensinde.
Black Mass er samlet set en herlig lille gangsterfortælling, som bringer den bedste udgave Depp tilbage på skærmen. Historien er gribende, barsk og ikke mindst utroligt fascinerende og den skarpe rollebesætning sørger for at levere solid action og hårdtslående drama fra start til slut.

Pris og tilgængelighed

Release: 15-02-16 på Blu-ray.

Se aktuel pris hos PriceRunner

Black Mass trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer