Michael Keaton er ofte en skuespiller, man forbinder med de tidlige filmatiseringer af Batman-karakteren. Siden Tim Burtons fortolkning af den kappeklædte kriger har Keaton lavet en masse små forskellige film, som aldrig rigtig har bragt ham tilbage på det rette spor. Ofte er nogle skuespillere hæmmet og bundet af deres ’karakter’, hvilket for eksempel også har været en af de helt store hæmsko for Daniel ’Harry Potter’ Radcliffe. Nu har Keaton dog formået at bryde strømmen og har lavet en fænomenal comeback-film, Birdman.
Filmen følger den fallerede skuespiller, som førhen har været mediernes kæledægge i rollen som den klassiske superhelt, Birdman. Nu er han helt i kulkælderen og hallucinerer om sin tidligere storhed, hvilket leder ham til at miste realitetssansen. Pludselig får han måske mulighed for at genvinde sin popularitet gennem et teaterstykke på Broadway, men hans egocentriske statur og forvirrede sindstilstand gør det til en nærmest umulig opgave.
Jeg har altid været en kæmpefan af Michael Keaton – ikke blot på grund af hans fantastiske præstation som Batman/Bruce Wayne, men også på grund af hans lidt mindre B-films-roller såsom Desperate Measures (1998). Han formår at levere et solidt skuespil med barske undertoner, og hans manglende evne til at fortsætte succesen efter Batman er noget af en gåde. Derfor kom det som en skræmmende god nyhed, at han medvirkede i en spritny storfilm af den fantastiske instruktør, Alejandro González Iñárritu. Michael Keatons portræt af Riggan/Birdman er åndeløst fantastisk, da han virkelig har samlet sine bedste kræfter og evner, og blot sluppet dem fri i en lavine af selvironiserende, parodierende, hjerteskærende og ikke mindst hæsblæsende overbevisende skuespil. Selve karakteren minder på mange punkter om Keatons eget forsøg på at komme videre fra ’superhelte-imaget’ og derfor bliver selve skuespillet og Keatons indlevelse langt mere intens og overvældende. Han formår virkelig at ramme alle tangenterne i de forskellige følelser i mennesket, og det skal han have utrolig stor ros for.
Selve filmen er i sig selv en velfortjent ejer af titlen som ’årets bedste film’ til årets Oscar-uddeling – handlingen er nærmest stykket sammen som et langt one-take, og tempoet bevares fra start til slut i den to timer lange rejse ind i den menneskelige psyke. Den har det hele – drama, humor, alvor og ikke mindst en masse overnaturlige effekter, som sætter de modstridende elementer i spil. Hvad er rigtig kunst: det store lærred eller teateret? Ikke nok med at filmen går i dybden med hovedpersonens selvrefleksive tilgang til sin karriere, den formår også at sætte kunsten på en piedestal, hvor de forskellige karakterer på hver deres måde forsøger at opnå den. Her kan også nævnes Edward Norton, som man har set alt for lidt til her på det seneste – han leverer noget, der ligner hans bedste rolle til dato, og formår at skære ind til benet af, hvad man får ud af at formidle kunsten gennem et medie.
Den visuelle del af filmen er helt i gennem fantastisk, da instruktøren som sagt har forsøgt at lave det hele i en form for one-take. Det giver meget lidt frirum til karakterernes forberedelser og scenernes opstilling, og derfor kommer man virkelig til at tage hatten af for det bragende dygtige arbejde. Følelserne sidder uden på tøjet hele vejen i gennem, og Keaton får hele konceptet til at køre på skinner fra start til slut. Der er sådan set ikke rigtig noget negativt at sige om denne film, da den på mange punkter rammer alle de elementer, som jeg forbinder med underholdning. Man skal dog være forberedt på en bestemt form for ’kunstnerisk’ fortælling, men i forhold til så mange andre kunstfilm i omløb, formår denne at give det rette udtryk – uden at skulle dvæle ved minimalisme, kedelige karakterer og et minutiøst plot. I Birdman er der pomp og pragt hele vejen i gennem, og man kan ikke andet end at elske det.
Selve filmen er meget dialogpræget, og dette gør hverken filmen kedelig eller langtrukken, men giver i stedet for en stærk mulighed for tilskueren at nærstudere og nyde de individuelle skuespilleres helt fantastiske evner – filmen bliver på den måde en nøje sammenstrikket præsentation af skuespillets alsidighed, og man kan ikke andet end at spænde sikkerhedsselen og nyde den to timer lange rejse gennem den heftige historie. Man kan enten nyde filmen for sin sjove, humoristiske tilgang til teateret, skuespillet og den overfladiske mentalitet, eller også kun man stikke dybere ned i filmen og nyde de nænsomt velovervejede småhistorier, som hver karakter tilføjer til den endelige handling. Den er intelligent, sjov, mærkelig, underholdende og ikke mindst en enorm genistreg fra den spanske instruktør, man for alt i verden altid vil holde øje med på markedet.
Pris og tilgængelighed
Release: 01-05-15 på Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
