Jackass-drengene har i siden 2000 underholdt børn og unge med deres psykopatiske adfærd gennem hjemmevideoer. De startede ud som små, dumme drenge, der bare havde lyst til at lave halsbrækkende stunts og sketches i det virkelige liv, hvor de kunne få folks reaktioner på film. Det udviklede sig til en serie med tre sprængfarlige sæsoner, hvor drengene fik frit udspil for deres vilde udskejelser. Det viste sig så, at de havde mere blod på tanden, hvilket resulterede i 3 efterfølgende film, som dog fulgte en lidt mere professionel optagelsesteknik. Det gjorde det ikke mindre underholdende, da deres budget var langt større og stuntsenes proportioner derved også kunne blive langt større. En undersektion i deres optagelser var ’Bad Grandpa’, hvor Knoxville klædte sig ud som en lummer, ældre herre. Nu har instruktøren Jeff Tremaine og stjernen Johnny Knoxville fokuseret på dette udsnit i en hel spillefilm.
Vi følger den 86-årige bedstefar, Irving Zisman(Johnny Knoxville), som netop har måttet sige farvel til sin afdøde hustru. I bedste Jackass-stil viser det sig, at dette er en lykkelig situation for ham, da han efterhånden synes, at hun var en værre kælling. Han beslutter sig for at drage ud i landet og genvinde sin tabte ungdom, men hans drømme bliver sat på prøve, da han skal sørge for sit barnebarn, Billy (Jackson Nicoll). Hans datter er nemlig endnu en gang blevet arresteret for narkomisbrug, og Irving har valgt at sige ja til at køre Billy til sin far i den anden ende af landet. Det åbner op for noget af en vild road-trip, hvor Irving måske får øjnene op for en lidt følelsesmæssig involvering til sit barnebarn – kan han sætte sin frisindede og dameglade hverdag på pause, og i stedet passe på sit lille, uskyldige barnebarn?
Jeg har altid haft en stor forkærlighed for den sindssyge drengegruppe, som udgør Jackass-teamet, da de virkelig formår at skabe underholdning ud fra nogle hidtil ukendte præmisser. Dog har ’Bad Grandpa’-sketchen været den sektion i filmene, som jeg brød mig mindst om – det var simpelthen for tåkrummende og pinligt. Derfor var det med en lidt skeptisk tilgang, at jeg kiggede nærmere på denne produktion – heldigvis blev jeg utroligt positivt overrasket, da filmen viser sig at være den bedst skrevne film i Jackass-æraen. De andre film følger blot en masse sammensatte optagelser, hvorimod denne film følger en reel udvikling i plottet. Stuntsene er fjernet og det er lidt en skam, men man må bare acceptere, at denne film ikke forsøger at ligne de andre film, men i stedet bevæger sig mod en mere professionel retning. Det fungerer også helt sublimt, og selvom man måske savner disse sjove inputs, så kan man alligevel godt se det grotesk morsomme i denne film. En af grundene til dette fokus i filmen er uden tvivl også, at stjernerne har sværere og sværere ved ikke at blive genkendt på gaden, hvilket ødelægger muligheden for troværdige reaktioner fra folk.
Forskellen på denne film og de tidligere film er, at vi ikke ser Jackass-stjernen Johnny Knoxville som Johnny Knoxville, men kun i rollen som Irving. Det er anderledes fra de tidligere film, fordi skuespillerne aldrig bryder ud af rollerne, hvilket gør Bad Grandpa til en lidt absurd men velfungerende film, hvor vi skal forholde os til karaktererne som værende rigtige mennesker. Det giver masser af grobund for pinlige situationer, ægte reaktioner fra omgivende personer og ikke mindst en masse sprudlende komik. Johnny Knoxville leverer en overraskende flot præstation i rollen som den lumre og mystiske bedstefar, men hans fiktive barnebarn Jackson Nicoll tager virkelig kegler – på trods af hans unge alder formår han virkelig at levere et realistisk portræt og formår mod al forventning at holde masken i alle situationer.
Temaerne i filmen tager tykt pis på en masse forskellige værdier i vores samfund, og ikke mindst det amerikanske samfund – Irving dukker op til bingo, skønhedskonkurrencer for børn og udstiller generelt eksempler på, hvor klicheen om dumme amerikanere faktisk holder vand. Filmen er utrolig sortkomisk og meget grænseoverskridende, og det fungerer faktisk helt sublimt. Jeg var utroligt underholdt af plottet og de små, sjove, velskrevne situationer, og instruktøren Jeff Tremaine har virkelig vist sig fra sin dygtige side.
Bonusmateriale
I bonussektionen finder man en række slettede og usete scener, som er typisk for Jackass-udgivelser – de giver nogle sjove inputs i forhold til filmen, men generelt er der ret tomt på udgivelsens bonusområde.
Konklusion
Bad Grandpa er ikke en klassisk Jackass-film, men måske mere en produktion som bevæger sig mere professionelle hjørner af filmverdenen. Hvis man kan lægge savnet til stuntsene væk, så er man spændt fast til næsten to timer unrated morskab, hvor den klassiske Jackass-humor gennemsyrer det velstrukturerede plot.
Pris og tilgængelighed
Release: 06-03-14 på Blu-ray
Find forhandler og den bedste pris på Bad Grandpa
Bad Grandpa Trailer
[youtube id=”tctgUr147zA” width=”600″ height=”350″]
