mandag, december 23, 2024
ForsideAnmeldelserAnmeldelse: Aristocats (Blu-ray)

Anmeldelse: Aristocats (Blu-ray)

1

Walt Disney er kendt for at have en stor kærlighed til alle dyr, og denne kærlighed har han formået at formidle gennem sine animationer. Dyreskikkelserne får alle sammen deres helt eget liv på skærmen og alt fra elefanter til killinger har en plads i handlingen – denne kreation er uden tvivl en af deres mere fascinerende film og katteelskere vil altid sætte pris på denne søde og smukke kreation.

Vi følger en rig kvinde, som lever i sus og dus med sine små, fine katte. Da hun en dag beslutter sig for at testamentere sin formue til kattene, bliver butleren vanvittig. Han vælger at kidnappe dem og kaste dem bort, da formuen falder til ham som den næste i rækken. Butleren har dog undervurderet den lokale baggårdskat Thomas O’Malley som sammen med sit slæng gør alt for at genforene familien.

Selve filmen er præget af utroligt flotte animationer i forhold til at den er fra 1970 – der er slet ikke nær så mange blyantfejl som forventet og det hele er virkelig blevet nyrestaureret til perfektion. Man kan dog stadigvæk tydeligt se de klassiske penselstrøg, da filmen ofte bruger krusseduller til at understrege bevægelse – det skaber en formidabel charme, som jeg virkelig sætter pris på i disse gamle kreationer. Filmen er den 20. i rækken af animerede klassikere, og jeg bliver overrasket hver gang over, hvor fornem strukturen egentlig er i de gamle film. Niveauet op animationssammensætningerne er helt fænomenale og den herlige historie og musik bringer stemningen helt op i en højere enhed.

Sangene er yderst originale, ørehængende og ikke mindst fantastisk velskrevne både på engelsk og dansk. Søren Pilmark viser nogle af sine evner fra Ørkenens Sønner i op til flere sange i filmen – specielt sangen om sin karakter og ikke mindst sin duet i filmens bedste sang, ’hvem vil ikke gerne være kat?’. Underlægningsmusikken har en lækker jazzet atmosfære og hele den musikmæssige konstruktion gør det til en lækker lille Disney-perle. Den beskæftiger sig med nogle gode moraler om forskellen mellem samfundslagene – selvom man måske ikke er velhavende, kan man stadigvæk have det godt og være en god person. Den er fyldt med en masse flotte montager og klippeteknikker, som præger nogle af de helt klassiske Disney-film. Det er uden tvivl en af de første Disney-film om katte, og det giver et nyt univers i selskabets film.

Handlingsmæssigt minder den dog lidt om 101 Dalmatinere og byder ikke ind med noget banebrydende nyt – dyrene bliver kidnappet af en ond ven af familien, og det er op til en række forskellige dyrevenner at redde dem.  Men alligevel giver den et forfriskende look til hele tematikken om kidnapning, dyrehistorier og hjertevarme fortællinger. Filmen spiller på en sjov balance mellem baggårdskatten og den snobbede huskat, og dette giver et sprudlende handlingsforløb af søde øjeblikke og sjove scenarier. Den hører til de helt klassiske kreationer, hvor handlingen ikke er vanvittig overvældende, nytænkende og decideret underholdende, men i stedet blot er til stede for at kunne eksperimenterer med musikalske undertoner og fornemme animationer – og det sætter man utrolig stor pris på.

Der er masser af fantastiske biroller som alle bidrager til filmens unikhed. Selvom den stadigvæk hører til en tidsalder i Disney-æraen, hvor man ofte fulgte nogenlunde det samme handlingsforløb i filmene, så formår den som de andre i tiden at gøre noget helt og aldeles nyt og forfriskende ud af det. Den følger den eventyrlige udviklingsmodel hjemme-ude-hjemme og formår virkelig at gøre en dyd ud af det. Samlet set er Aristocats en af de helt store klassikere i samlingen og man værdsætter den klassiske hjertevarme og de flotte animationer – den er ikke den mest opfindsomme på den handlingsmæssige front, men er efter min mening en de mest charmerende på den udseendemæssige front.

Bonusmateriale

I denne omgang er sangene for alvor i fokus! Musikvideoer, en slettet sang, sing-a-long-lege og ikke mindst en lille dokumentar, som går i dybden med selve produktionen af sangene fylder størstedelen af bonusområdet – som noget af det sidste er der dog en lille, fin kortfilm, og overordnet set er udbuddet meget børnevenligt med få øjeblikke til de voksne.

Pris og tilgængelighed

Release: 27-11-14 på DVD og Blu-ray

Se aktuel pris hos PriceRunner

Aristocats trailer

Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen
Rasmus Krarup Jensen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer