The Conjuring tilbage i 2013 var efter min mening den mest uhyggelige gyser, siden Paranormal Activity- fænomenet opstod i 2007. Den havde et nytænkende plot, en vigtig uforudsigelighed og en generel fantastisk genopfriskning af en støvet og kliché-præget genre. En af de små biroller i filmen var bl.a. den vederstyggelige dukke Annabelle, som bestemt var med til at sørge for, at jeg sov med lyset tændt et par nætter efter. Nu har dukken fået sin egen historie, og jeg havde bestemt store forventninger til den – der skød jeg dog ved siden af.
Vi følger historierne før Ed og Lorraine Warrens største sag i The Conjuring, og fokuserer på en mystisk religiøs kult. Da en ungt par med en nyfødt baby bliver vidne til et makabert mord hos naboen, bliver deres verden vendt op hovedet. Noget har nemlig sat sig fast i mellem livet og efterlivet – eller rettere sagt sat sig fast i deres nyindkøbte dukke, som begynder at hjemsøge dem med mystiske konsekvenser.
Selve filmen starter desværre fænomenalt ringe, da den introducerer en skamløst kedelig historie om et ægtepar, der bliver ofre for en dæmonisk besættelse. Historien er en kæmpekliché, og selvom filmens introscene leder hen til historien i The Conjuring, forsøger filmen at gå egne veje. Af uransagelige grunde har manuskriptbordet ikke haft større overskud til andet end at genskabe gamle klicheer og bare puste støvet af den mest velbevandrede historie i gyserhistorien. Det er fint, at den forsøger at være selvstændig og skubbe ’spin-off’-imaget væk, men så skal den saftsuseme også komme med noget bragende originalt, og det sker ikke. Jeg har personligt altid set dukker og den stirrende dukkeskikkelse som en fandens til uhyggelig figur, og jeg forstår ikke, at gyserverdenen ikke har integreret disse elementer noget oftere – Child’s Play i 80’erne fungerede helt eminent med dukken Chucky, og Dead Silence i 2007 formår også at bringe nogle vigtige nøgleelementer i spil, men Annabelle er helt ude af fokus.
Selve dukken er ganske uhyggelig og en fremragende solid karakter, men det er håbløst at tro, at denne skikkelse alene baseret på udseendet kan redde filmen i land. Man føler, at det løber koldt ned ad ryggen, når den skræmmende dukke stirrer dig lige op i fjæset, men ellers er der ikke mere at komme efter. Det mest uhyggelige i filmen er egentlig dens uforudsigelige småbevægelser – man tænker hele tiden ’har den flyttet sig?’, og det giver trods alt en god gysereffekt i handlingen. Men gyset i filmen er nærmest ligeså livløst som dukkens ansigt, og man havde forventet langt større inddragelse af det visuelle og den lydmæssige instans. Filmen kører blot på rutinen på alle fronter, og man får smasket en klichésandwich lige i fjæset med meget monotone og kedelige billedredigeringer, samt en yderst forudsigelig og intetsigende lydside med vante chokeffekter.
Filmen gør brug af nogle af de samme elementer, som fik gyserfilmen Mama fra 2013 til at falde i gennem – hvis man allerede fra starten af ser et tydeligt billede af monsteret, mister uhyggen sin effekt. Så længe man holdes i det uvisse, enten i det handlingsmæssige eller det visuelle, så har man mulighed for at mærke uforudsigeligheden og skræmmes derved af den manglende evne at forstå eller kapere situationen – det glemmer skaberne af denne film at fokusere på. Den klassiske kliché med en dæmon som bevæger sig ind i vores verden, kræver umådeligt meget bearbejdning, hvis man skal kunne føle sig skræmt og underholdt. Annabelle-filmen vælger at overse dette og integrerer slet ikke nogen nye former for horror eller mystik. Filmen har nogle få øjeblikke, hvor uhyggen fungerer – f.eks. i dukkens livløse bevægelser henimod slutningen, men også dette bliver spoleret ved igen at fokusere på det fysiske ’monster’ bag det hele. Uvidenhed og mystik er nøglen til det hele, og derfor falder Annabelle helt til jorden.
Samlet set blev jeg utroligt skuffet over filmen, da jeg havde forventet en mere professionel behandling af så interessant en karakter fra gysersuccesen The Conjuring. Hele handlingen er sjusket, historien er intetsigende, skuespillet er til rotterne og gyset formår slet ikke at komme op på det niveau, man håbede på. Den har nogle få lyspunkter, men i sidste ende lander filmen på en karakter under middel.
Bonusmateriale
Bonusområdet er nærmest mere spændende og interessant end selve filmen, da man går i dybden med dukkens unikhed og hvordan man bruger dukker som en skræmmefaktor. Udover det er der nogle lidt kedelige småklip, som fokuserer på, hvordan man integrerer de dæmoniske instanser i filmen, og det har man ikke brug for at vide mere om. Samlet set en omgang ekstramateriale i middelklasse.
Pris og tilgængelighed
Release: 16-02-15 på DVD og Blu-ray.
Se aktuel pris hos PriceRunner
