Da James Wan kom på banen med The Conjuring tilbage i 2013, fik de mere rutinerede gyser-fans et lille glimt af håb i øjet om, at der stadig var mere spræl i den famøse genre. År efter år bliver der spyttet alt for mange hurtige gyserfilm ud, som gør, at det oftest er svært at finde en solid filmoplevelse – The Conjuring gjorde det helt eminent, og vendte en klassiker om til noget nyt og spændende. En af birollerne var den famøse dukke Annabelle, som var så populær, at den fik sin egen spin-off – desværre en uheldig omgang klichéer, men ikke desto mindre kom der endnu en efterfølger. Jeg har kigget nærmere på. hvorvidt den træder mere i karakter.
Filmen handler om et ægtepar, som mister deres datter i en meget ung alder i en bilulykke. Deres liv bliver vendt på hovedet og de ender med at isolere sig selv fra omverdenen – indtil de en dag beslutter sig for at lade en flok forældreløse bo i huset sammen med søster Charlotte. En af de yngste børn falder over en mystisk dukke gemt i et aflåst skab, som er utrolig vellavet – dog begynder der at ske mystiske ting i huset og inden længe er alle mennesker i fare for en bizar tilstedeværelse fra åndeverdenen.
Selve filmen fik en meget bedre medfart hos anmelderne end sin forgænger, så derfor var mine forventninger lidt højere – og desuden også på grund af, at David F. Sandberg sad i instruktørstolen, som tidligere har haft succes med Lights Out. Filmen starter også udmærket ud med en rigtig mystisk ‘gammeldags’ stemning, hvor nonner, forældreløse og klassiske ‘gyserhuse’ bliver det centrale midtpunkt – og så er Annabelle-dukken efter min mening alt uhyggelig bare i sig selv!
Det formår Sandberg for alvor at udnytte i den første del af filmen, hvor man egentlig blot bliver skræmt af, hvordan dukken skifter sin position. Det kan være ned til helt små detaljer, som at dukken har drejet hovedet en smule – det fungerer rigtig godt med minimalistisk gys, hvor man ikke rigtig ved, hvad der foregår. Som i alle andre gyserfilm, så sker der ofte det, at når vi får kendskab til ‘det onde’, så forsvinder uhyggen – netop fordi vi får sat noget konkret på de mystiske hændelser. Det samme sker desværre i denne film, hvor uhyggen bliver alt for konkretiseret.
Sandberg kunne sagtens have brugt langt mere tid, hvis ikke størstedelen af filmen på at brygge videre på dukkens mærkværdige bevægelser med nogle små, subtile hentydninger til dæmonskikelser – det at vi ret hurtigt får syn for sagen i forhold til, hvem der styrer dukken, gør, at vi bliver ret hurtigt ‘mættede’ af gyser-oplevelsen og desværre mister interessen – det er lidt den samme tematik som den anmelderroste Mama, som jeg på ingen måde så som en uhyggelig film. Historiemæssigt har den nogle interessante drejninger, og formår i starten af fortsætte den minimalistiske stil på handlingsfronten – nogle få plottwists undervejs gør, at vi stadig er interesseret i handlingen.
Samlet set er Annabelle 2 stadig lidt en middelmådig fornøjelse, hvor instruktørerne ikke har fundet nøglen til at få dukken til at bevare sin uhygge ved kun at lade dukken være den centrale hovedperson. Den har sine momenter med uhygge, flot scenografi, interessante historier, men den mangler lige lidt mere power på den minimalistiske, gåsehudsfremkaldende uhygge.
Pris og tilgængelighed
Release: 16-11-17 på Blu-ray.
Annabelle 2 trailer
