Gyserfilm er bestemt ikke en mangelvare på filmmarkedet for tiden, da selve gysergenren årligt bliver udfyldt af store produktioner såvel som B-film. Hvad enten man er til splatter, overnaturlige fortællinger eller psykologiske gysereffekter, så handler de i alle tilfælde om at finde den hårfine balance i plottet, som ikke får bægeret til at flyde over. Det gælder om at en balancegang mellem det hverdagsslige og det overnaturlige, og det gør sig særdeles gældende i den formidable tv-serie, American Horror Story.
Selve serien skifter fokus i hver sæson, hvor afsnittene går i dybden med en forskellig tilgang til gyseraspektet. I denne første sæson drejer selve plottet sig om den klassiske fortælling om et hjemsøgt hus, men fortalt på en helt ny og unik måde. Vi følger familien Harmon, som kæmper med en stor splid indenfor husets rammer, da manden Ben (Dylan McDermott) har været utro mod sin kone Vivien (Connie Britton). Det viser sig dog at være deres mindste problemer, da dette hus rummer en grusom historie, som går ind og påvirker familien i løbet af deres tilværelse på grunden. Manden arbejder med psykologisk terapi, men patienterne viser sig at være en blanding af levende og døde og spørgsmålet er til sidst – vil dette hus bliver deres endeligt?
Det er ikke så tit, at man ser en serie, som følger et gyserplot. Man så f.eks. den klassiske 90’er-serie ’Are You Afraid of the Dark’, hvor en række børn fortalte spøgelseshistorier ved bålet. Det fungerede helt optimalt, og det har seriens skabere Brad Falchuk og Ryan Murphy heldigvis taget til sig. Det er forfriskende nyt at se en gyserserie, frem for blot de klassiske fortællinger på det store lærred, da seriens form kan bygge en langt større spænding og uhygge op. Supernatural er den mest seværdige serien for tiden i forhold til overnaturlige fortællinger, men i American Horror Story er al humor og tilforladelige effekter fjernet til fordel for en vaskeægte skræmmehistorie. Det fungerer helt sublimt, da man på den kommer tættere på personerne og deres møde med det overnaturlige, og serieformen gør desuden, at man opnår en optrapningseffekt i skræmmeeffekterne løbende, frem for en film hvor man bare får en enkelt kulmination af spændingen.
Hvert afsnit åbner på en måde op for en ny brik i den overordnede forståelse for, hvad der sket med dette hjemsøgte hus. På den måde bliver hvert afsnit en fortælling, som både udbygger historien, men også lægger nogle af de manglende brikker på plads i forhold til de foregående afsnit. Mange aspekter af serien bliver ikke forklaret eller understreget i selvsamme afsnit, men bliver derimod forklaret løbende i de følgende afsnit. På den måde får man små, skræmmende brudstykker, hvor man først kan se det store billede til allersidst i sæsonen. Strukturen gør i hvert fald serien yderst seværdig på baggrund af, at man hele tiden holder spændingen ved lige og ikke mindst aldrig rigtig kan sætte en konkret finger på, hvad der foregår i huset. Serien er simpelthen et frirum for skaberne, hvor de kan boltre sig med deres fantasifulde fortællinger og historier, som på snedigste vis kan blive integreret i en og samme historie.
Denne sammenkobling af forskellige gyseraspekter er nok det mest fascinerende ved serien, da man på den måde ikke skal forholde sig til en bestemt entitet, men i stedet kan føle sig underholdt af en bred vifte af de bedste virkemidler fra gysergenren. På den måde bliver det en ny fortælling hver gang indenfor rammerne af den overordnede handling, og det sprudler af ren underholdning for gyserfans. De visuelle virkemidler i serien fungerer også helt sublimt, da billedsiden er med til at bringe de skræmmende effekter frem i søgelyset. Mest af alt er lydsiden den mest stemningsskabende effekt på selve historien, da en velkoreograferet lydredigering skaber rene gysereffekter ud fra almindelige virkemidler. På den måde fungerer både handling, lyd og billede som en formidabel stemningsskaber.
Samlet set er første sæson af American Horror Story en formidabel oplevelse i serieverdenen, da man bliver skræmt fra vid og sans, men ikke formår at kigge væk – handlingen er velstruktureret med gode proportioner i forhold til uhygge og intensitet, og man sidder på kanten af sædet under og efter serien, da den som altid lægger op til næste sæson med en stor cliffhanger.
