fredag, november 22, 2024

Henge Dock

Er du ejer af en Apple MacBook, og bruger du den både som bærbar og stationær PC, så har du formentlig også fundet ud af at Apple ikke laver en dockingstation, som du måske kender det fra din arbejdspc… Det er der mange der har været trætte af, og da Apple tilsyneladende ikke selv har tænkt sig at tilbyde dette, er der kommet et par alternativer på markedet, og vi skal i dag kigge på ét af alternativer der går under navnet Henge Docks.

Design & funktionalitet
Henge Dock er et mindre foretagende, der opererer fra USA – og de laver ganske enkelt en “dockingstation” til MacBook’s.

Henge Docks fås pt. i 8 udgaver, fra den ældre MacBook, til MacBook Pro 17″. Det er værd at bemærke at modellen kun passer til én udgave, så skifter du MacBook, skal du også skifte din Henge Dock.

Henge Dock kommer i en hvid æske, og i denne finder man selve Henge Dock’en der er lavet i forholdsvis tyk plastik, diverse kabler, samt skruer til montering af kabler i Henge Dock’en og en umbraco nøgle til samme brug.

Henge Docks er ret beset bare en holder i plast, hvori du placerer din MacBook på højkant med stikkene nedaf. I selve Henge Dock’en sætter du så alle de nødvendige stik fast, det kunne være stik til mus, tastatur, skærm, netværk, højttalere og andet du har stående “fast” på kontoret/arbejdspladsen. Nedenfor en kort video der viser hvordan det foregår.

[youtube id=”YKvUgPaLo4w” width=”600″ height=”350″]

Når du pakker Henge Dock’en ud, skal du først montere de medfølgende, eller eksisterende kabler i Henge Dock’en – og så er du faktisk mere eller mindre klar til at bruge den. Du lukker din MacBook, så den går i Sleep Mode, og “docker” den i Henge Dock’en, hvorefter billedet skulle komme på din eksterne skærm, når du rører tastaturet eller musen. Når du har brug for at fra-docke din MacBook, holder du én hånd på foden af Henge Dock’en og trækker stille og roligt din MacBook ud af docken – nemt og enkelt!

Designmæssigt er Henge Dock’en ganske nydelig, selvom jeg dog må erkende jeg blev lidt skuffet over at den “bare” var i plast, til trods for den ret høje pris. Plastkvaliteten er dog høj, og det virker til at være et produkt i ret fornuftig kvalitet. Plasten er blank hvid, og ret solid – og selvom den ikke vejer noget særligt, så står den solidt på bordet når MacBook’en er docket deri, da foden er ret stor og dermed gør holderen stabil. I bunden af foden er gummi-fødder så Henge Dock’en ikke kan skøjte rundt på bordet.

Bruger man sin MacBook sammen med ekstern skærm, mus og tastatur, så fylder MacBook’en godt på bordet, og med Henge Dock’en kan du dermed sparer ret meget bordplads, samtidig med at du får en rigtig nem til og fradocking – der ikke kræver nogen installation eller lignende. Du slipper for, manuelt, at skulle sætte alle kablerne i din MacBook hver gang du vil have den koblet til mus, tastatur og skærm – så du sparer tid og energi.

Henge Dock giver mere plads på skrivebordet, og selvom holderen måske ikke er den mest elegante løsning, passer den hvide blanke plast nogenlunde sammen med en MacBook, der i dag er sølvfarvet. Skulle jeg have valgt farve/design på Henge Dock, havde jeg nok valgt at have den i et lidt mere lækkert materiale end plast, og dernæst en farve som sort eller sølv, der – efter min mening -passer lidt bedre sammen med de sølvfarvede MacBook’s som er på markedet i dag.

Konklusion
Henge Dock koster omkring 800,- i butikkerne herhjemme, og for de penge får du, rent fysisk, ikke ret meget for pengene. Du får en plastholder, et sæt kabler og en “god idé”. Sidstnævnte er det du skal vælge Henge Dock på – for det gør virkelig livet nemmere hvis man bruger sin MacBook med ekstern skærm, mus og tastatur. Som tidligere nævnt er designet og kvaliteten måske ikke helt som jeg havde ønsket et Apple produkt i dette prisleje, men personligt vil jeg gerne betale 800,- for en dockingstation til min MacBook – men også kun fordi der ikke rigtigt er nogle alternativer.

Så kort opsummeret, så kan jeg sagtens anbefale Henge Dock – omend jeg synes prisen er for høj i forhold til materialer og kvaliteten, funktionaliteten er dog helt i top!

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 799,-
Fås bl.a. hos Eplehuset.dk

Find den bedste pris på Henge Dock

Udlånt af
Henge Docks

REVIEW OVERVIEW

Design
Funktionalitet
Pris
Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Er du ejer af en Apple MacBook, og bruger du den både som bærbar og stationær PC, så har du formentlig også fundet ud af at Apple ikke laver en dockingstation, som du måske kender det fra din arbejdspc... Det er der mange der...Henge Dock