fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HyperX Alloy Elite 2

Test: HyperX Alloy Elite 2

Vi er endnu en gang kommet i besiddelse af et HyperX keyboard, men denne gang er der tale om et (lidt) større et af slagsen i form af Alloy Elite 2, der byder på full-size design, masser af farver og en del smarte genveje. Det har vi gamet “lidt” med for at bringe dig vores vurdering.

Hvad er der i æsken?

Det er ikke fordi æsken til HyperX Alloy Elite 2 tastaturet egentlig ser ud af noget særligt. Tværtimod er fokus på bæredygtighed med til at give nærmest det modsatte indtryk. Hvis jeg skulle dømme ud fra æsken ville jeg ikke gætte på at der gemte sig noget synderligt godt inde. Tastaturet er det eneste man finder i selve æsken udover en kort manual.

Der er underligt nok ikke nogen håndledsstøtte med til HyperX Alloy Elite 2, selvom bunden af tastaturet tydeligt viser huller, hvor en sådan kunne kobles sammen med tastaturet.

Design

Heldigvis skal man ikke dømme bogen på dets omslag og det gør sig i den grad også gældende for Alloy Elite 2, hvor tastaturet er yderst lækkert mellem fingrene. Det skyldes både chassiet, der er af metal, men også kombinationen af materialer henover tastaturet.

En mindre detalje, men som jeg finder yderst væsentlig, er at de øvrige knapper på tastaturet ikke bare er blød gummi og noget som føles som værende påsat i sidste øjeblik. Tværtimod er disse knapper både af høj kvalitet og føles faste under fingrene.

Også resten af tastaturet føles ret robust og solidt bygget. Det knirker kun meget svagt når jeg virkelig vrider det mellem hænderne og prøver at bøje det.

Trods robustheden så er HyperX Alloy Elite 2 også for det meste en fryd for øjet. Det eneste, som generer mig designmæssigt er at selve keycaps er to-tonet i farven. Mens bunden er hvid, så er toppen sort. Det virker lidt for billigt når man blot kigger på det, uden at det er tilfældet når man tager en keycap af dens switch, hvor det er evident at der er tale om et fint kraftigt design.

Den hvide bund har så dog den fordel at lys nemmere reflekterer på overfladen og skaber en mere bred lyseffekt når man tænder for RGB-lyset i Alloy Elite 2. Som det fremgår af billederne lykkes dette også.

Alloy Elite 2 har en del ekstra knapper, som er placeret i toppen på henholdsvis venstre og højre side af tastaturet. De venstre knapper giver dig adgang til at justere lyseffekterne og aktivere Gaming-knappen som låser windows tasten fra at blive aktiveret. I højre side er knapperne sølvfarvet i stedet for sorte og byder på fire knapper til mediestyring samt en rulleknap til lydniveau.

Mellem de øverste taster og numpadden så er der små LED-lys, der indikerer om Num Lock, Caps Lock eller gaming-mode er aktive. De to sidstnævnte indikationslys kan være svære at spotte, hvis man har tastaturet liggende fladt på skrivebordet da selve tasterne foran er for høje.

Bunden af HyperX Alloy Elite 2 er ret clean og uden de store detaljer, men med en del skruer, der holder det hele sammen. Fødderne kan vippes i to positioner (oppe og nede).

Der er lidt old school over HyperX Alloy Elite 2. For det første ligner den sin forgænger temmelig meget, men på den anden side er der tale om et mekanisk tastatur, der vejer et ondt år, som man var vant til fra de tidlige år af mekaniske gaming tastaturers “historie”.

Funktionalitet

Egentlig nævnte jeg at de to-tonede caps var det eneste som generede mig, men i virkeligheden er jeg heller ikke fan af at HyperX Alloy Elite 2 kræver to USB-porte for at virke med både knapper og RGB-lys. Det har sikkert noget med N-key rollover og en masse andet at gøre, såsom USB 2.0 passhthrough, men for dem uden en desktop og et hav af USB-porte, så havde det været rart med bare ét kabel.

Appen til at styre det hele med er ngenuity, som kun er tilgængelig på Windows. Det er HyperX egen applikation og sammenligner man den direkte med Razer eller SteelSeries, så vil man opleve at den er lidt “tynd” i interfacen. Du kan dog gemme op til tre profiler på tastaturet, sætte makroer op og styre knapper og belysning. På den måde mangler du ikke noget funktionelt i appen og den reagerer egentlig hurtigt fra du ændrer noget til det også slår igennem på tastaturet.

HyperX Alloy Elite 2 anvender producentens egne switche, som jeg føler bedst egner sig til gaming, da de er lidt højlydte når man skriver på dem. Switchene er ret præcise og ensartede, hvilket gør at selve tasteoplevelsen er behagelig. Jeg har ikke data for switchenes egenskaber, men de virker til at aktivere ret højt og med mellemstor modstand.

Foruden de primære taster har du også en del genvejstaster på HyperX Alloy Elite 2, som ikke er mekaniske, men føles ret robuste alligevel. Det er måske en lille detalje, men selv synes jeg ikke den er uvæsentlig da jeg tit har set bløde taster til medier og synes de kommer som en for stor kontrast til de primære taster. Det er altså ikke tilfældet med HyperX Alloy Elite 2.

Selvom man fik en håndledsstøtte til den oprindelige Alloy Elite, så er det ikke fordi jeg savner den med denne nye udgave. Jeg synes tastaturet er fint behageligt at skrive og spille på uden. Alloy Elite 2 er et større tastatur og i fuld størrelse, hvilket kan påvirke komforten og måske sågar skrivehastigheden for nogen med mindre hænder. For mit vedkommende kunne jeg snildt kommer over de 100 ord i minuttet i skrivetest efter bare nogle få forsøg, så på den front skuffer Alloy Elite 2 ikke.

Konklusion

Ikke for at negligere HyperX Alloy Elite 2 og dens mange features, der er af funktionel karakter, så er den feature, som skiller sig mest ud, for mig at se, tastaturets RGB-egenskaber. Det kraftige lys parret med den hvide bund på selve tasterne gør at Alloy Elite 2 har et af de mere iøjefaldende lyseffekter på markedet. Samtidigt er Alloy Elite 2 også et brand godt tastatur når det kommer til at tasterne er præcise, hurtige og responsive. Man skal lige vænne sig til størrelsen og afstanden mellem tasterne, men alt i alt en positiv oplevelse dér også. jeg ville, som nævnt, ønske at de kunne nøjes med at optage én USB port på min computer, men til gengæld er der passthrough på tastaturet så den ene spildte port kan udnyttes.

Positivt

  • RGB effekter
  • Robust og kraftigt design
  • Gode og præcise taster

Negativt

  • Afstand mellem tasterne føles stor
  • Ingen håndledsstøtte

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Tidligere artikel
Næste artikel
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi er endnu en gang kommet i besiddelse af et HyperX keyboard, men denne gang er der tale om et (lidt) større et af slagsen i form af Alloy Elite 2, der byder på full-size design, masser af farver og en del smarte genveje....Test: HyperX Alloy Elite 2