Vi har gamet med en NVIDIA laptop fra Lenovo, som byder på god køling, diskret design og masser af FPS. Vi har smidt Legion Slim 5 Gen 8 gennem testmøllen og timevis af gaming og giver dig her vores vurdering.
Hvad er der i æsken?
Lenovos gaming divison går vist også op i miljøet som deres professionelle lineups og indpakningen er dermed beskeden og indeholder dermed ikke plastik. I kassen er der så også kun laptoppen og strømforsyningen på 300 Watt.
Specifikationer
- Skærm: 16″ QHD+ 16:10 165 Hz
- Processor: AMD Ryzen 7 7840HS
- Grafik: NVIDIA RTX 4070 Mobile
- Lager: 1 TB
- RAM: 32 GB
- Dimensioner: 359,7 x 260,3 x 25,2 mm
- Vægt: 2,4 kg
- Porte: USB-C x 2, Audio-kombostik x 1, 4-i-1 kortlæser, Ethernet, USB-A x 2, HDMI 2.1 x 1
Design
Legion Slim 5 Gen 8 er en af de mere neutrale gaming designs man kan finde derude. Der er brugt en kombination af materialer, som i toppen er metal og bunden er plastik. Alligevel virker det hele ret clean og samtidigt føles det robust.
Der er den samme grå farve hele vejen rundt og man kunne sagtens forveksle Slim 5 Gen 8 med en “almindelig” laptop så at sige. Selv tasterne virker moderate og skriften på dem er også neutral og ikke “gaming” inspireret.
Måske vil designet ikke falde i enhvers smag fordi gaming efterhånden er blevet synonymt med flashy designs og RGB farver alle tænkelige steder. Her har Lenovo valgt en anden tilgang og jeg er vild med det for Slim 5 Gen 8 er selet ikke iøjefaldende.
Låget på laptoppen løfter uden at hæve resten af computeren med sig. Det er dog måske også at forvente af en maskine, der sammenlagt vejer 2,4 kg. Det er unægtelig en slæbbar med denne vægt, men den er da trods alt mere mobil end en stationær, hvis man nu skal have den med rundt.
Normalt finder man en masse porte i siden af bærbare computere, men på Legion Slim 5 Gen 8 er det beskedent, hvad den dér har at byde på. I venstre side har du to USB-C porte med DisplayPort support, mens du i højre side har en kortlæser. Der er altså ikke Thunderbolt at finde bag portene på denne maskine, hvilket overrasker mig når nu man har USB-C og med en kraftig computer at gøre.
Til gengæld har Lenovo placeret en del porte på bagsiden, hvor du finder to USB-A, en HDMI, en Ethernet port og så stikket til den medfølgende strømforsyning. Dermed kan du lade kabler være ledt væk fra computeren i stedet for at de går ind over din musemåtte eksempelvis.
Af en laptop, der er spækket med så kraftige komponenter som Legion Slim 5 Gen 8 er, så lever den dog op til sit navn og virker ret slank. Så længe man ikke sammenligner den med en X1 Carbon fra samme producent vel at mærke.
Funktionalitet
For at teste Legion Slim 5 Gen 8 satte jeg mig for at spille en masse, men også bare generelt arbejde på den bærbare. For de fleste af os betyder en gaming laptop nemlig ikke kun gaming, men en maskine, som skal bruges til en masse andet også.
Spækket med kraftige komponenter så er den utrolig kyndig når det kommer til både gaming og andre opgaver man kunne finde på at smide efter den.
Skærm
Selvom det ikke just fremgår af mine billeder, så står skærmen på Legion Slim 5 Gen 8 ret skarpt. Den er rigeligt farverig uden at jeg føler farverne er overeksponeret, selvom nogen måske kan føle de er en anelse matte. Dens hastighed gør dog at den er yderst fin til gaming og jeg føler ikke den mangler farve. Tværtimod synes jeg farverne er mere korrekte og spot on i forhold til hvad de burde være. Det er en ret fin skærm og til gaming spiller den ganske fint.
Lyd
Der hvor jeg til gengæld oplever at man har sparet er på lydsiden. Det er ikke fordi der ikke er højtalere på Legion Slim 5 Gen 8, men de er bare ikke på niveau med resten af hvad maskinen her har at byde på. Du kan bruge højtalerne til musik i baggrunden og til at spille casual gaming, men seriøs gaming vil være en udfordring. Der er simpelthen for lidt detaljegrad og klarhed når man tager computerens størrelse i betragtning.
Ydelse
Hurtig intern disk gør at du sagtens kan have dine spil installeret og ikke have harddisken som værende flaskehalsen. Der vil altid være en eller anden form for flaskehals naturligvis. Den sammensætning af hardware vi dog fik lov at lege med var ret balanceret og gjorde at jeg sagtens kunne spille de fleste af mine spil uden at maskinen var ved at kaste op eller at den larmede alt for meget.
Blæserne går såmænd i gang ret prompte når man begynder at spille noget krævende. Så de kan høres, men det jeg oplever er at de ikke er så slemme, som jeg har set med så meget andet. Til gengæld skal du huske at smide strømforsyningen i maskinen, hvis den skal have nogen chance for at give gode FPS. Det glemte jeg ved en lejlighed og kunne ikke forstå at spillet pludseligt havde stutters og halvt så mange FPS.
Overordnet set er Lenovo Legion Slim 5 Gen 8 ret solid når det kommer til ydelse. Med et RTX 4070 grafikkort er der ikke meget man ikke kan få den til at æde. Jeg oplevede i hvert fald fine FPS uden drops i de spil jeg smed efter den. Counter Strike æder den fint, men det er nu heller ikke det mest krævende spil. Jeg smed derfor både skydespil, racerspil og andet efter maskinen og fik solidt 120+ FPS selv ved høje indstillinger.
Du kan ud fra nedenstående også danne dig et indtryk af maskinens potentielle ydeevne. Her har jeg anvendt 3DMark til at trække et tal, der ligger i den høje ende og er egentlig et ganske fornuftigt resultat.
Hvis du spiller direkte på Legion Slim 5 Gen 8 uden at bruge et eksternt tastatur, så vil det i øvrigt glæde dig at maskinen her takket være nogle fine gummifødder i bunden og sin ikke så beskedne vægt gør at den står urokkeligt fast på bordet.
Tastatur og touchpad
Apropos tastatur, så er tastaturet i Legion Slim 5 Gen 8 ret fladt. Det er med rigelig afstand mellem tasterne, så det er en fordel, men det flade design er jeg ikke sikker på vil falde i enhvers smag.
Touchpad er til gengæld ret fin og har en god størrelse. Den registrerede også fint forskellen mellem mit håndled og min finger, så jeg oplevede under testen meget få gange at den ikke var præcis og nem at bruge. Den er dog en smule for meget til venstre i forhold til, hvordan jeg placerer mine hænder når jeg skriver og arbejder på en bærbar, men det skyldes at man ville have piltaster i fuld størrelse.
Batteri
Hvad for et batteri? Spøg til side, så klarer Slim 5 Gen 8 sig ganske fint på batteriet når du ikke spiller. Hvis du bare surfer og skruer ned for lysstyrken kan du få adskillige timer ud af denne computer. Jeg var oppe over fire timer uden problemer og kunne sikkert også strække den op på seks.
Hvis du spiller så er du dog desværre helt nede på omkring halvanden time. Det er ikke prangende, men det er heller ikke meget under forventningen for gaming hardware har det med at kræve meget strøm.
Konklusion
Legion Slim 5 Gen 8 er ikke nogen smal sag. Hverken på design elller ydelse, selvom navnet kunne antyde en “slim” maskine, så er det stadig en maskine med en vis størrelse og vægt. Det skal den trods alt have når den har gjort plads til en kraftig CPU og et RTX 4070 grafikkort. Det bevirker dog så at den yder fantastisk og er derfor en fantastisk gaming maskine med god ydelse, flot skærm og et design der ikke skriger med RGB mig her og der. For min skyld måtte man godt have lavet bedre lyd og et lidt mere gaming-venligt tastatur, men tænker man på at gamere ofte alligevel vil spille med et eksternt tastatur og headset, så er det småtingsafdelingen vi bliver ramt af. Det er i sin helhed en ganske fortrinlig gaming laptop.
Positivt:
- Stilrent design
- God ydelse
- Flot og hurtig skærm
Negativt
- Tastatur lidt for fladt
Pris og tilgængelighed
Modellen er officielt udgået og vi har fået den til test i forbindelse med test af NVIDIA RTX 4070 på mobile enheder. Hvis du stadig kan finde modellen så er den set til omkring 12.000, hvilket er ganske fint med ydelsen i betragtning.