torsdag, november 21, 2024
ForsideAnmeldelserAlarmerTest: Netatmo smart CO og røgalarm

Test: Netatmo smart CO og røgalarm

Vi skal her se på to produkter fra Netatmo der kan give en øget sikkerhed i hjemmet.

Hvad er der i kassen?

Vi skal som sagt se på to produkter i samme kategori, det første er en smart Carbon Monoxide (CO) alarm.

I kassen finder vi selve alarmen, beslag til ophængning og en vejledning.

Det næste produkt er Netatmos Smart Smoke Alarm.

Også her finder et beslag til ophængning og en vejledning i pakken.

Design og funktionalitet

Smart Carbon Monoxide Alarm

Netamos Smart Carbon Monoxide alarm reagerer på den meget farlige kuliltegas, som er giftig og endda dødelig i relativt lave koncentrationer, da kulilte binder sig 250 gange nemmere til blodets hæmoglobin end ilt og derved kan skabe iltmangel i kroppen. Kulilte opstår ved en ufuldstændig forbrænding f.eks. i forbrændingsmotorer, utætte brændeovne eller defekte gas/oliefyr. Det er derfor anbefalet at man opsætter en alarm hvis man har risiko for ophobning af kuliltegas i sit hjem.

Netatmo Smart Carbon Monoxide Alarm har et firkantet design, med et metal gitter hele vejen rundt der lader kultilten komme ind i alarmen.

Alarmen monteres på væg eller loft efter gældende anvisninger, med det medfølgende beslag. Beslaget skrues fast og alarmen kan derefter klikkes fast i beslaget.

Når man klikker den fast i beslaget bliver alarmen også tændt. Den har et indbygget batteri med op til 10 års driftstid, så man skal ikke bekymre sig om at skifte batterier. Og efter 10 år anbefales det alligevel at skifte hele alarmen ud. Når den er tændt, skal den kobles på netværket. Og det vender vi tilbage til lidt senere.

Smart Smoke Alarm

Netatmos Smart Smoke Alarm benytter en optisk sensor til at opdage røgpartikler i luften. Det er noget anderledes end de lidt ældre røgalarmer jeg selv har i huset der bruger en ioniserende detektor. Da en optisk sensor reagerer anderledes på røg end de alarmer jeg selv bruger, så forvirrede det mig lidt under min test da jeg ikke synes alarmen var særlig følsom. Men efter en god og hjælpsom dialog med Netatmos kundeservice fik jeg styr på forskellen på de to teknologier. En optisk sensor (som langt de fleste moderne røgalarmer benytter sig af nu) reagerer ikke på en smule røg der er tilstede kortvarigt (som når man f.eks. åbner ovnen efter stegen er færdig) da den har indbyggede mekanismer for at undgå falske alarmer. Efter jeg ændrede min test-metode så reagerede alarmen som forventet.

Designet er rundt, med åbninger langs hele kanten hvor røg kan komme ind.

Den skrues fast i loft eller væg med det medfølgende beslag, og når man klikker den fast i beslaget tænder den automatisk.

Også røgalarmen har indbygget batteri med op til 10 års driftstid, og også her er anbefalingen at man skal udskifte sine røgalarmer hvert 10. år.

Netatmo Security app

Både Smart Monoxide Alarm og Smart Smoke Alarm kobles på hjemmets wifi via Netatmos Security app. Proceduren var rimelig smertefri, og efter en enkelt opdatering af røgalarmen, var begge alarmer synlige i appen.

I Netatmo Security app’en kan man se status på alarmerne, køre en test af dem, og for røgalarmen også sætte den på pause hvis man ved at man skal lave noget der giver meget røg i rummet.

Hvis en af alarmerne starter får man en besked på sin telefon. Og hver gang man kommer inden for bluetoothrækkevidde får man opdateret batteristatus og wifi status på alarmerne. Netatmo Security husker også en på at teste alarmerne regelmæssigt så man er sikker på at de virker efter hensigten.

Konklusion

Både Smart Monoxide Alarm og Smart Smoke Alarm har virket upåklageligt under min test. Alarmtonen for begge enheder er virkelig høj og gennemtrængende. Dog når man starter selvtest af røgalarmen, så er lydstyrken reduceret. Men da jeg udsatte den for røg, så fik jeg hørt den fulde lydstyrke som var ret overvældende. Det er en god tryghed at de begge er koblet til en app så man kan blive husket på at teste dem ind i mellem, og se status på batteri og forbindelse. Men det er også vigtigt at understrege at de kræver hverken wifi eller app for at reagere på henholdsvis kulilte og røg. Til prisen er det en god forsikring de næste 10 år. Alle hjem bør have mindst en røgalarm, og har man eget fyr så er en kuliltealarm også en meget fornuftig investering.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på to produkter fra Netatmo der kan give en øget sikkerhed i hjemmet. Hvad er der i kassen? Vi skal som sagt se på to produkter i samme kategori, det første er en smart Carbon Monoxide (CO) alarm. I kassen finder vi selve...Test: Netatmo smart CO og røgalarm