fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Jabra Elite 8 Active trådløst headset

Test: Jabra Elite 8 Active trådløst headset

Vi skal her se på Jabras nye topmodel indenfor trådløse headset velegnet til aktivt brug, deres Elite 8 Active.

Hvad er der i kassen?

Kassen er som vi kender den fra Jabra, en kompakt sag med de vigtigste produktegenskaber printet på kassen.

Åbner man kassen bliver headsettet præsentere flot, sammen med en kort vejledning til at komme i gang.

I kassen finder vi et kort USB kabel til opladning, to størrelser silikonepropper (udover dem der allerede sidder monteret på headsettet) og så selvfølgelig selve Jabra Elite 8 Active headsettet.

Design og funktionalitet

Jabra Elite 8 Active er beregnet til aktivt brug, til træning, løbeture, og derfor skal det sidde fast i øret. Det går derfor lidt længere ind i øregangen for en mere sikker pasform.

Selve headsettet er dækket i Jabras ShakeGrib overflade der holder det fast, selv når man sveder. Det er også med til at give headsettet en IP68 klassificering, som betyder det er fuldstændigt støvtæt og kan tåle at være nedsænket i vand i længere tid. Det er altså et headset der kan bruges under alle vejrforhold. Det har endda bestået test under den militære standard MIL-STD-810h, som tester produkter grundigt i forskellige ekstreme miljøer. Det er altså ikke uden grund at Jabra skriver at det er verdens mest hårdføre headset. Jeg har da heller ikke passet på det under min test, og det har på ingen måder taget skade.

Opladningen sker i et etui som vi kender det fra Jabra. Denne gang er det et højt og smallere etui, til forskel fra sidste generations lave og brede modeller.

Det har en afrundet bund hvor USB-C stikket sidder til opladning. På forsiden er der et Jabra logo, og på bagsiden er der indbygget trådløs opladning, så man kan altså bare lægge etuiet på en trådløs oplader for at toppe strømmen op på batteriet.

Der er ingen lysdioder på selve headsettet, men der sidder to lysdioder på etuiet der viser hvor meget strøm der er på headsettet og i etuiet. Et fuldt opladet headset kan spille i op til 8 timer med aktiv støjreduktion aktiveret, og med 24 timers ekstra strøm i etuiet.

Opladningen sker via de to metalfelter på hver earbud. Der sidder magneter der holder headsettet fast i etuiet så der er god forbindelse til opladning, og en magnet holder også etuiet lukket.

Som noget nyt er selve etuiet IP54 godkendt, hvilket betyder at det kan tåle vandsprøjt fra alle retninger, så det kan sagtens tåle at ligge i lommen på løbetøjet hvis man løber i regnvejr.

Rækkevidden på den trådløse forbindelse er god, ganske som vi kender det fra de seneste Jabra headset. Jeg lagde min iPhone 13 Pro i kontoret i kælderen, og skulle op på 1. sal i den fjerneste del af huset før der var udfald i lyden. Jeg har også testet lyden under telefonopkald, her testede jeg det udendørs i let vind og her kunne modparten høre mig klart og tydeligt og kunne ikke høre at jeg faktisk var udendørs. Lyden fra modparten var også ganske glimrende. Dog var min egen stemme lidt rungende i mine egne ører, lige meget hvilken indstilling af Side-tone jeg valgte, så det er nok fordi headsettet slutter helt tæt i øret. Komforten er ellers god, på trods af at det hviler lidt inde i øregangen. De har en vægt på ca 5 gram pr earbud. Jeg oplevede ikke de klemte, og heller ikke at de sad løst. De sidder faktisk overraskende godt fast når man bevæger hovedet.

Den aktive støjreduktion er god til at dæmpe de dybe toner, f.eks. motorlyd eller ventilationsanlæg. De lysere tonere derimod slipper ret let igennem. Så stemmer bliver ikke dæmpet særlig meget. Men sidder man i en bus eller fly, så tager støjreduktionen den dybe trættende rumlen.

Det hele indstilles med den glimrende app, Jabra Sound+.

Her skal det igen nævnes at funktioner som MySound (en simpel høreprøve der får headsettet til at kompensere for mindre problemer med hørelsen) eller MyFit (en elektronisk måling af om headsettet har korrekt pasform til øret) ikke længere tilbydes. Det er heller ikke muligt at vælge forskellige indstillinger af ANC, det er enten tændt eller slukket.

Dog er det muligt at aktivere Dolby Spatial Sound. Dolby Spatial Sound behandler lyden og gør den mere luftig og skaber lidt afstand i lyden så den ikke lyder som om den er “inden i hovedet” når man bruger headsettet. Til nogle film virker det fint, men jeg oplevede også at på nogle musiknumre tilføjede det en metallisk efterklang som jeg ikke brød mig om. Men muligheden er der, og bryder man sig ikke om effekten kan man slå den fra igen.

Sound+ har stadig den gode equalizer hvor man kan indstille lyden til sin egen præference, vælge en preset eller oprette sin egen preset.

Hvert earbud har en mekanisk kontakt, og fra Sound+ kan man f.eks. også vælge sine egne indstillinger for dem.

Og så til det vigtigste for et headset, nemlig lydkvaliteten. Jeg har lyttet til mange slags musik under min test, lige fra elektronisk musik, akustisk musik, reference indspilninger, og den tungeste death metal. Og det lyder godt! Der kan være en tendens til lidt skarp diskant ved lidt højere lydstyrke, og bassen er tilstede uden at være buldrende. Men den går ikke helt så dybt ned i frekvens som f.eks Jabra Elite 10. Men det kan man næsten heller ikke forvente af de 6 mm store enheder i Jabra Elite 8 Active. Man kan altid justere sig ud af meget med Equalizeren i Sound+ (dog ikke gøre bassen dybere). Det er et ret afslørende headset, hvis man spiller musik i dårlig kvalitet (streamet over lav båndbredde, stærkt komprimeret, eller bare dårlige indspilninger) så skjuler Jabra Elite 8 Active ikke noget, og musikken kan blive noget skarp og udefineret. Men spiller man derimod musik i god teknisk kvalitet, så belønnes man med en rigtig god lydkvalitet! Bassen er veldefineret, mellemtonen klar og behagelig, og sprød diskant.

Konklusion

Jabra Elite 8 Active er et headset man kan bruge i al slags vejr. Det er let og komfortabelt, og sidder godt fast selv når man er aktiv og sveder. Lydkvaliteten er god, dog kan diskanten blive lidt skarp ved høj lydstyrke. Men det kan justeres med Sound+ app’en. Spiller man musik i god teknisk kvalitet, så får man en fantastisk lydkvalitet til prisen! Og sammenholder man det med en IP68 klassificering og en ganske hæderlig aktiv støjreduktion, så har Jabra lavet noget nær det perfekte headset til træning og sport, der også kan bruges på pendlerturen. Og man får Dolby Spatial Audio med i prisen, noget som jeg dog ikke var den store fan af.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på Jabras nye topmodel indenfor trådløse headset velegnet til aktivt brug, deres Elite 8 Active. Hvad er der i kassen? Kassen er som vi kender den fra Jabra, en kompakt sag med de vigtigste produktegenskaber printet på kassen. Åbner man kassen bliver headsettet...Test: Jabra Elite 8 Active trådløst headset