søndag, november 24, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech G Pro X Superlight 2

Test: Logitech G Pro X Superlight 2

For næsten tre år siden lancerede Logitech G deres Superlight mus med fokus på den professionelle gamer og nu er tiden kommet til at se på dens afløser i form af … Superlight 2, som vi har haft fornøjelsen af her på kontoret.

Hvad er der i æsken?

Selvom Logitech har fokus på miljøet og også har ændret deres strategi væsentligt med hensyn til indpakning af deres produkter, så føles Pro X Superlight 2 ret lækkert pakket ind og når man tager låget af æsken bliver man mødt af musen alene og skal så løfte endnu et låg for at komme ind til USB-modtager, USB-adapter, USB-kabel, klistrmærker, klud og PTFE-bundcover.

Design

Det er ikke fordi der designmæssigt er sket det vildt store i denne version af musen. Jeg er temmelig sikker på at jeg og andre ville have svært ved at kende de to mus fra hinanden, hvis de blev stillet ved siden af hinanden umiddelbart.

Den store ændring er sket indvendigt på hardwaren, men det gør egentlig heller ikke så meget for Superlight var i forvejen en fed mus på mange punkter.

Kigger man nøje efter vil man dog se især to forskelle i designet på den nye Pro X Superlight 2 og dens forgænger. Først og fremmest er musen nu udstyret med en USB-C port så du kan lade musen eller bruge den kablet med et mere moderne kabel. Derudover understøtter Superlight 2 nu også POWERPLAY, som er Logitechs system for trådløs opladning af musen gennem en kompatibel musemåtte.

Det smarte ved POWERPLAY er at musen lader op mens du bruger den, men det knap så smarte er at du skal bruge en bestemt musemåtte og så havde det altså været mere intuitivt at anvende en standard for trådløs opladning i stedet.

Indtil du eventuelt isætter et sådant POWERPLAY modul i undersiden af musen, så vil du have med en mus at gøre, som blot vejer 60 gram, hvilket er fem procent mindre end forgængeren (lyder af mere end 3 gram). Lette mus vinder for tiden og er ret populære, men det er noget du skal være klar på. Selv har jeg altid været mere til tungere mus, men jeg er med tiden også kommet til den erkendelse at det i højere grad handler om vægtfordeling og størrelse fremfor selve vægten. For mig er Superlight 2 ret godt i balance og føles tilpas stor i hånden til at jeg føler at være i kontrol.

Selvom Pro X Superlight 2 er ny og har et tal i sit navn, så er dette heldigvis ikke kommet til udtryk på selve musen, som blot har et “Superlight” skrevet på siden af den samme sted som sin forgænger. Det er skrevet med hvidt og generelt er jeg ret vild med designet, idet den hvide farve er tydelig uden at være for meget. Selvom forgængeren findes i flere forskellige farver og Superlight 2 vil også være tilgængelig i sort, hvid og pink.

Superlight 2 er en “simpel” mus i sit design og har dermed kun de to primære knapper samt to sideknapper at gøre godt med. Dermed er det en mus for højre-hånds gamere, med mindre man er villig til at slukke for genvejstasterne for designet er foruden knapperne ambidekstrøst.

Funktionalitet

Logitech G Pro X Superlight 2 kræver ikke at du installerer software for at anvende musen, men da den ikke har ekstra knapper til justering af DPI så ville det kun være muligt at indstille musens følsomhed i gennem operativsystemet, så det ville nok være lidt spildt.

Logitech G Hub softwaren er tilgængelig til både Windows og Mac i øvrigt, så du kan indstille musen på begge platforme, men profilerne gemmer altså ikke på tværs med mindre du logger ind og synkroniserer.

Man kan synes hvad man vil om softwaren. For mig at se er den flot og overskuelig, men jeg har stadig svært ved at finde ud af, hvordan det virker med forskellige profiler til forskellige apps og spil. Det virker til at være intuitivt, men på en eller anden måde har appen et lag-system, som jeg ikke kan blive venner med.

Oftest virker det dog og musen skifter til den forventede profil, men eftersom Superlight 2 ikke har nogle RGB-lys jeg kan bruge til at fortælle mig hvilken profil er aktiv, så kan jeg ikke vide om tingene virker før jeg prøver mig frem. Da jeg kan have forskellige genveje for mine knapper i forskellige spil og applikationer må jeg have tiltro til appen, som dog virker i cirka 95% af tilfældene. Der er dog et lille LED-lys på midten af musens top, som fortæller dig, hvilken DPI du har aktiv, så dén kan du trods alt lære at kende.

Sensoren i Pro X Superlight 2 har også fået sig en opdatering. Der er tale om Logitechs nye HERO 2 sensor, som nu har en maksimal DPI på 32.000 og kan spore op til 500 tommer i sekundet. Det er med stor sandsynlighed de færreste, der får brug herfor, men du vil i hvert fald forventeligt ikke opleve at musen ikke registrere dine bevægelser.

På den trådløse forbindelse af Superlight 2 kan du sætte dens opdateringsfrekvens op til 2000 Mhz, hvilket vil sige den opdaterer sin tracking 2000 gange i sekundet, men hvorfor denne mulighed ikke er tilgængelig i kablet tilstand er mig lidt en gåde.

Det nye er nu også at du med Pro X Superlight 2 og HERO 2 sensoren gennem G Hub softwaren kan indstille X og Y aksen separat fra hinanden, hvilket jeg ikke selv kan se nogen som helst brugscenarie til for jeg ville nok selv blive sindssyg, hvis min mus agerede forskelligt afhængigt af om jeg bevægede den op og ned eller til siden.

Det siger dog lidt om sensorens muligheder, som i øvrigt nu også kan indstilles til at have forskellige lift-off højder. Under min test var det dog marginale forskelle i de tre indstillinger, men det kan netop være marginaler som udgør forskellen i forhold til, hvad der passer den enkelte gamer.

Selv synes jeg at scroll-hjulet er en smule for blødt, men ser ret badass ud med den sort-hvide kombination

Det er ikke fordi Pro X Superlight 2 har mange knapper at gøre godt med, men de få der er, er til gengæld faste og ensartede, hvilket nærmest er vigtigere i min optik. Knapperne har en god del af modstand uden at så at sige bremse dig eller begrænse mens du spiller. Jeg kunne godt bruge den ekstra knap til at juster DPI, men vi taler om småtingsafdelingen. De to genvejstaster i siden er ikke på højde med de to primære knapper på dette punkt dog da de føles en smule bløde i vandringen.

Bemærk i øvrigt at du i Superlight 2 har LIGHTFORCE-kontakter, hvilket betyder de bruger lys til præcis og hurtig aktivering når du klikker, selvom de også giver dig en fysisk feedback når du trykker. Det er ikke noget man kan mærke som sådan, men i henhold til Logitech betyder det altså hurtigere og mere præcis aktivering. Hør kliktasten på musen i nedenstående klip.

Superlight 2 er ikke nogen stor mus, men til gengæld synes jeg de nævnte genvejstaster er godt placeret i forhold til min hånd i hvert fald. Tommelfingeren passer lige præcis så de to knapper er nemme og hurtige at tykke på, så jeg ville ikke være nervøs for at erhverve mig denne mus selvom man har en mellemstor eller større hånd.

Hvis du ikke helt er tilfreds med hvordan musen ligger i din hånd, så kan du smide de medfølgende klistermærker rundt omkring for at skabe mere friktion og på den måde nemmere have ved at holde på musen. Det ændrer musens udseende og det forbliver derfor ikke ligeså clean.

USB-donglen til Suporlight 2 bruger stadig USB-A, men det nye er at du nu kan forbinde både tastatur og mus til én dongle

Vi får oplyst at Superlight 2 kan køre i op til 95 timer på en enkelt opladning og det er nok deromkring, selvom jeg altså ikke fik lejlighed til at teste til batteriet ikke kunne mere, men baserer det på den brug jeg havde og de tabte procenter jævnfør Logitech G Hub softwaren. Med den tid bør man ikke komme ud for at løbe tør for strøm. Så skulle det mere være fordi man vænner sig så meget til at musen er trådløs at man glemmer at lade den op.

Hvis du ikke er glad for vægten og ønsker mere tyngde på, så passer vægtsystemet fra en G502 ganske fint over i Superlight 2 (men så forsvinder idéen ved Superlight lidt)

Som noget nyt understøtter Superlight 2 nu også at du med én USB-dongle kan forbinde både mus og tastatur. Det gør dog at musen så ikke kan køre sine 2000 MHz, men til gengæld optager du kun én USB-port og slipper for at skulle huske begge når du bevæger dig rundt fra LAN og over til dine venner eksempelvis. Det var ikke helt problemfrit for mig at sætte dette op fordi min mus mistede forbindelsen helt, men det hjalp efter nogle forsøg at jeg tog kablet i musen og receiveren også blev taget ud og ind.

Konklusion

Med denne nye udgave har Logitech G vist os, endnu en gang, at det ikke nødvendigvis handler om en masse features, hvis man vil lave en god gamingmus, for det vi oftest skal bruge i vores spil er “bare” noget, der virker og er nemt at bruge. Med Superlight 2 er det ikke fordi der er sket den store revolution, men man har fået en bedre sensor, flere indstillingsmuligheder gennem softwaren og stadigvæk et design, der ligger godt i hånden.

Positivt

  • Simpelt design
  • Flot og robust
  • USB-dongel understøtter nu to enheder forbundet samtidigt

Negativt

  • Sideknapperne
  • Igen en anelse for højt prissat

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

For næsten tre år siden lancerede Logitech G deres Superlight mus med fokus på den professionelle gamer og nu er tiden kommet til at se på dens afløser i form af … Superlight 2, som vi har haft fornøjelsen af her på kontoret. Hvad er...Test: Logitech G Pro X Superlight 2