lørdag, november 23, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Roborock S8 Pro Ultra

Test: Roborock S8 Pro Ultra

Roborock har for nyligt lanceret den nye S8-serie, serien består for nuværende af S8, S8+ og S8 Pro Ultra som vi her har haft lejlighed til at teste godt og grundigt de sidste uger.

S8’eren er “kun” robotstøvsuger med moppefunktion, S8+ er S8 + automatisk tømmestation og S8 Pro Ultra er topmodellen med robotstøvsuger med moppe samt automatisk tømmestation der både tømmer støvbeholder, påfylder vand og vasker/tørrer moppen.

Hvad er der i kassen?

I kassen til S8 Pro Ultra finder man:

  • Robotstøvsuger
  • Automatisk tømmestation
  • 220V strømkabel
  • Vejledning
  • 2 støvsugerposer

Udvalgte specifikationer

  • 6000Pa sugestyrke
  • VibraRise 2.0 moppe
  • PreciSense LiDAR navigation
  • DuoRoller
  • Fuldautomatisk tømme og rengøringsstation/dock

Funktionalitet

S8 Pro Ultra kommer med en helt ny automatisk rense og tømmestation. Det smarte er at robotten her både oplades, men også får tømt støvbeholderen, påfyldt vand og ikke mindst vasket/rengjort og endda tørret moppen! I praksis betyder det at man ikke rigtig skal gøre andet end at fylde lidt vand i den store beholder, hælde det beskidte vand ud og skifte støvsugerposen i støvbeholderen en gang hver 1-2 mdr., alt efter hvor ofte den kører – Roborock skriver selv efter ca. 7 uger. Robotstøvsugeren med automatisk tømmestation er ikke noget nyt, det nye er der at der også kan påfyldes vand og at moppen både vaskes og tørres – det er der ikke mange der kan endnu!

Tømmestationen fungerer som “base” for robotstøvsugeren og øverst er der placeret 2 beholdere, alle nemme at komme til. Der er én beholder til rent vand, denne bruges til at fylde robotstøvsugerens vandtank op når den skal moppe gulvene.

Roborock S8 Pro Ultra, beholder tl rent og beskidt vand
Roborock S8 Pro Ultra, beholderer med åbent låg

Dernæst er der en beholder til beskidt vand – det er det vand som har været brugt til vask af selve moppen og til sidst er selve rummet hvor støv og snavs samles i en støvsugerpose – posen skulle som nævnt tidligere kunne indeholde støv og snavs for op til 7 uger.

Roborock S8 Pro Ultra støvsugerpose

Robotstøvsugeren indeholder også lidt nye funktioner ift. tidligere modeller, vigtigst er nok den nye DuoRoller, de to ruller der suger støv og snavs op fra gulvet – faktisk samme princip som iRobot har brugt i flere år med stor succes. Årsagen til at det nu ses i Roborock’s modeller, er formentlig at iRobot’s patent på teknologien netop er udløbet… Disse to valser/ruller med gummi gør at hår og andet ikke så nemt sidder fast, samtidig er den meget effektiv da støv og snavs “suges” op i midten og ikke risikerer at blive fejet rundt af en valse med nylon-børster.

Roborock S8 Pro Ultra DuoRoller

Robotstøvsugeren ligner de andre Roborock modeller, den er rund med et par knapper øverst til manuel sluk/tænd, start af rengøring samt en “hjem” knap. Øverst er LiDAR sensoren der via laser holder styr på hvor robotstøvsugeren befinder sig, hvor der er forhindringer såsom vægge og lign. Derudover er der yderligere en sensor foran der via 3D struktureret lys og infrarød billedeteknologi hjælper med at opdage forhindringer – også i mørke, da den ikke er afhængig af lyset som det traditionelle kamera er.

Roborock S8 Pro Ultra front
Roborock S8 Pro Ultra knapper
Roborock S8 Pro Ultra top

Vender man bunden i vejret på robotstøvsugeren ser man dem integrede moppe med mulighed for at skifte kluden. Moppen er en såkaldt VibraRinse 2.0 moppe, i praksis betyder det at den “vibrerer” for endnu mere effektiv mopning. Derudover kan den løfte moppen hvis man kun ønsker støvsugning, eller den møder tæpper på sin vej – så løftes moppen automatisk. Det er også under bunden man spotter de nye DuoRoller valser/børster i gummi. De er lavet således at støvet “suges” op mellem rullerne og ind i støvbeholderen, samtidig er de effektive på bl.a. gulvtæpper til rengøring i dybden og så har de også den fordel at hverken hår eller ledninger så nemt sætter sig fast – slutteligt kan DuoRoller børsten også løftes, som moppen, hvis nødvendigt.

Roborock S8 Pro Ultra bund

Der er stadig kun én sidebørste, hvilket giver god mening da robotten er lavet til altid at høre med højre side mod væggen, her hvor sidebørsten er placeret. Denne er iøvrigt også af gummi, hvilket betyder bedre holdbarhed end en nylonbørste.

Skal vi kigge lidt på de tekniske specifikationer, så er sugestyrken på 6000 Pa. Det i sig selv siger måske ikke specielt meget, men det er noget mere end S7 MaxV som vi testede for en rum tid siden, den suger nemlig “kun” med 5100 Pa.

Opsætning

Selve tømmestationen består af to dele, man skal lige klikke de to dele sammen – det tager derfor kun et øjeblik. Herefter skal der bare fyldes rent vand i beholderen til rent vand, tjekkes at der er en støvsugerpose monteret i støvbeholder og derefter kan man placere robotstøvsugeren i docken og lade den lade op efter at have sat 220V stikket i stikkontakten.

Man bør lade enheden lade helt op inden man sætter den i gang, så man har én fuld opladning til mapping/kortlægning af ens hjem.

Hent Roborock app’en og tilføj ny støvsuger – det er blevet så nemt at man blot scanner en QR kode, så klarer den det meste selv. Herefter er der bare tilbage at få sat gang i mapping/kortlægning af ens hjem.

For at gøre mapping-processen så hurtig og effektiv som muligt, vil jeg anbefale man får åbnet alle dørerne og fjernet eventuelle forhindringer på gulvene, på denne måde er det lykkedes mig flere gange at få et fuld kort ved bare én rengøring! Roborock reklamerer selv med at den er 6x hurtigere end tidligere til at “mappe” hjemmet. Her kørte den da også kun én gang før det hele var kortlagt.

S8 Pro Ultra i daglig brug

Roborock app’en er uundværlig – for det er kommando centralen og herfra du både opsætter og styrer S8 Pro Ultra i det daglige.

Det første man skal have styr på er selve kortet over ens hjem, det bør være dannet og klart efter et par enkelte rengøringscykluser. Mapping-funktionen er i dag så god at den selv kommer forslag til inddeling af rummene og derudover kan der oprettes virtuelle vægge, no-go zoner og lign., hvis der er steder man ved den ikke kan eller skal køre. Det kunne eksempelvis være man har et møbel man ved den vil kunne sidde fast på/ved, så kan man nemt oprette en zone så dette undgåes. For hvert enkelt rum er det muligt at vælge gulvtype (klinker, træ eller tæpper) så robotten på forhånd ved hvordan rummet skal rengøres, derudover kan man vælge for hvert enkelt rum hvor intensivt der skal både støvsuges og moppes, eller kun én af delene. Personligt har jeg valgt høj sugestyrke og høj intensitet på mopning i de rum vi befinder os mest i herhjemme, mens værelserne godt kan nøjes med lidt lavere intensitet da de ikke bliver nær så beskidte. Det er også muligt at vælge retning på trægulve, så man slipper for striber som jeg ved nogle har bøvlet med hvis den kører på tværs af trægulvenes årerretning.

Rengøring med S8 Pro Ultra kan foregå på flere forskellige måder, den kan igangsættes manuelt, enten med fuld rengøring, enkelte rum, en zone eller lign. – derudover kan der opsættes forskellige skemaer for rengøring, dog må jeg blankt erkende at jeg aldrig selv har benyttet mig af sidstnævnte. Herhjemme fungerer det bedst hvis vi lige får ryddet gulvene i de rum der skal rengøres og så sætter den igang i de rum, det er sjældent hele huset der rengøres på én gang – men mere enkelte rum/områder efter behov. Muligheden for at rengøre enkelte rum, eller en zone, gør det nemt lige at få taget entreen eller køkkenet efter aftensmaden, uden at skulle rengøre hele hytten!

#image_title

Selvom jeg foretrækker at rydde rimeligt op inden den kører, så kan man sagtens lade den køre selvom der ligger “rod” på gulvene, man skal jo så bare være opmærksom på at der ikke rengøres der, for S8 Pro Ultra kører pænt udenom udfordringerne – så længe den kan se dem. De vil efterfølghende blive markeret på kortet – så du kan se om dine klipklappere der er væk, måske gemmer sig under sofaen! Det “manglende” kamera betyder at man ikke får et billede af forhindringen, men kun et gæt på hvilken forhindring der er tale om, generelt synes jeg dog den er rimelig god til at gætte!

Kombinationen af LiDAR laseren og 3D struktureret samt infrarød lys gør at den er god til at forudse forhindringer og kører meget skånsomt. Slut er de dage hvor robotstøvsugeren hamrede ind i fodpaneler, møbler og hvad der ellers står i vejen – nu læser den omgivelserne og bevæger sig rundt efter dem og det fungerer rigtig godt! Jeg har én gang oplevet den havde fanget en løs tråd fra en garnnøgle der hang ud fra en skabslåge, den lille snor/tråd havde den ikke opdaget, hvilket er helt fair! Ellers har jeg ikke oplevet at den har sat sig fast nogle steder, eller lavet andre numre. Det skal retfærdigvis også siges at vi ikke har dørtrin herhjemme, kun én etage og hårde gulve overalt – robotten har dermed også de optimale forhold.

Har man tæpper, faste eller løse, så kan S8 Pro Ultra opsættes til enten at nøjes med at støvsuge dem – enten normalt eller i dybden, alternativt kan man simpelthen vælge at den skal køre udenom dem.

#image_title

Undervejs i rengøringsprocessen sørger S8 Pro Ultra selv for at køre retur til docken når det er nødvendigt og det gælder uanset om det er for at tømme støvbeholderen, fylde vandtanken eller rengøre moppen – med andre ord skal man ikke røre en finger selv! Når den er kørt retur til docken, er det muligt manuelt at bede den om at tømme støvbeholderen, vaske moppen eller sætte tørring af moppen igang. Sidstnævnte er en ret fed feature som også automatisk er aktiveret, da den sørger for at moppen tørres efter vask – så den ikke står med en fugtig moppe der hurtig kan komme til at lugte surt.

Støjniveauet undervejs bestemmer man faktisk selv, da man blot indstiller sugestyrken/intensiteten – skal den primært køre når man er hjemme, vil det nok give god mening at sætte sugestyrken ned, for at den ikke generer for meget. Er man derimod ude af huset når den kører, kan den lige så godt få fuld smæk på sugestyrken.

Konklusion

S8 Pro Ultra er blandt de mest avancerede robotstøvsugere på markedet og det faktum at man praktisk talt intet selv skal gøre, vil helt sikkert tiltale mange! Med S8 Pro Ultra bliver rengøring rigtig smart (og nemt!) for du skal egentlig bare vælge hvor den skal støvsuge og moppe, så klarer den resten. Er støvbeholderen fuld, så kører den retur til docken og tømmer og er vandtanken ved at være tom, så kører den ligeledes retur og bliver fyldt op. Den fedeste feature er dog alligevel at den sørger for at vaske moppen undervejs, så man undgår at den mopper et helt hjem med en halvbeskidt moppe – noget man eller manuelt har skulle klare tidligere. At den så endda også sørger for at den tørres efter brug, gør at den ikke står med en “sur” moppe!

Roborock er efter min mening klart markedsledende på både funktioner og kvalitet i øjeblikket og med S8 Pro Ultra får de endnu engang slået fast at det er der der sætter dagsordenen. Den støvsuger rigtig fint, har en god moppefunktion som får fjernet det meste dagligdags-snavs og så gør den det hele hurtigt og effektivt, uden man skal røre en finger.

Indgroet snavs samt hjørner er stadig der hvor næsten alle robotstøvsugere kommer til kort – også S8 Pro Ultra, men jeg synes at moppefunktionen er ret hæderlig og med den gode sugestyrke er det heller ikke meget der ligger tilbage i hjørnerne!

Knap 10.000 er mange penge for en robotstøvsuger og for ca. det halve kan man idag få S7 MaxV, dog uden tømmestationen – men omvendt, vil man have det nyeste og det bedste, så koster det bare lidt! Jeg vil i hvert fald personligt have svært ved at gå fra en “fuldautomatisk” tømmestation til en “almindelig” robotstøvsuger igen, for man sparer en del tid og energi og får den ægte følelse af at rengøringen klares af robotstøvsugeren, uden man skal tømme beholdere, fylde vand på og skifte moppeklude.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Brugervenlighed
Design
Pris
Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

2 KOMMENTARER

  1. Kunne godt tænke mig at høre hvordan den fungerer ved flere rum. Vi har opdelte rum i form af høj trappe så hvis vi skal have ordnet et rum ved siden af kan den så finde ud af det? Altså hvor vi flytter den op i rummet til den rengøring og retur efter?

  2. Hej Maloue

    Så vil jeg anbefale du opretter en ekstra “etage” når du skal løfte robotten, ellers vil den blive forvirret. Jeg har dog ikke selv erfaring med hvor godt “etager” virker, men forestiller mig det fungerer lige så fint som en enkelt etage 🙂

    Med venlig hilsen

    Noel Christensen
    eReviews.dk

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Roborock har for nyligt lanceret den nye S8-serie, serien består for nuværende af S8, S8+ og S8 Pro Ultra som vi her har haft lejlighed til at teste godt og grundigt de sidste uger. S8'eren er "kun" robotstøvsuger med moppefunktion, S8+ er S8 + automatisk...Test: Roborock S8 Pro Ultra