tirsdag, november 5, 2024
ForsideAnmeldelserGaming musTest: AOC GM510 gamingmus

Test: AOC GM510 gamingmus

AGON, som er en del af AOC, er relativt nye i feltet for gaming mus. Vi kender dem mest for deres gaming skærme, men har altså i denne omgang fået lov at spille lidt på deres GM510 mus med et ret let design og det kan du læse med om her.

Hvad er der i æsken?

Værende et brand med fokus på både pris og funktion, så er det ikke verdens mest imponerende æske man finder AOC GM510 i. Indholdet består også udelukkende af selve musen og så de papirer, der skal følge med.

Design

AOC GM510 er en letvægter af en mus, selvom der er lidt misinformation på producentens hjemmeside, hvor der i skrivende stund står at den vejer 98 gram uden kabel. Min egen vejning med en relativt gammel køkkenvægt siger 62 gram og kassen til musen siger 58 gram. Da jeg ikke ønskede at klippe kablet over holdte jeg det i luften så det kan være årsag til forskellen i vægten. Uanset hvad er musen ret let at have i hånden. Personligt er jeg mere til tungere mus, men kan også forstå at trenden går mod lettere enheder nu om dage.

Det jeg dog må give AOC GM510 er at dens konstruktion også er en smule tykkere end de øvrige “hule” mus jeg har haft til test. Det er ikke fordi de øvrige mus jeg har testet virker som om de nemmere kan gå i stykker grundet deres hullede konstruktion, men jeg har udsat AOC GM510 for en del mere tæsk end de øvrige mus, fordi jeg under testperioden var i gang med at grinde camo i Call of Duty, hvor frustrationen altså kommer lidt nemmere til mig end i så mange andre spil. Dette overlevede AOC GM510 uden problemer og hele konstruktionen virker utroligt robust.

Selvom musen altså er rigid og robust lavet og har et relativt simpelt design i udgangspunkt, så er der bare noget ved hule mus og RGB-effekter, som jeg synes gør at de fremstår ret lækre. Det samme gælder AOC GM510, som altså kan lyse indefra og skabe nogle fede lyseffekter udadtil. Fordi der er hul igennem, så virker effekterne også som om de er større end de i virkeligheden er det.

Formen på AOC GM510 har jeg ikke nogen anmærkninger til. Musen ligger rigtig godt i min hånd, selvom jeg måske godt kunne bruge en smule mere længde henover de primære taster. Jeg føler mine fingre nærmest hviler på kanten af knapperne og det føles ikke helt rart når jeg skifter fra en anden mus og til denne GM510. Efter lidt tid vænner jeg mig dog til det. Jeg ville skyde AOC GM510 til at være en mus til stort set alle typer af hænder og grebstyper. Måske claw-grip brugere vil være uenige for jeg forstår ikke deres grebstype til helt at kunne vurdere, hvad der spiller og ikke gør for dem. Dog er GM510 ikke ambidekstrøs og kan altså kun bruges af højre-hånds-gamere.

AOC GM510 er med seks knapper i alt, som du kan programmere til at gøre, som du har brug for. Der er også en enkelt knap på bunden af musen, men denne er til at skifte profiler med, som musen kan have to af gemt i sin hukommelse.

Funktionalitet

Jeg spillede med AOC GM510 ud af boksen til at starte med og koncentrerede mig om at lære den og dens form lidt at kende. Den virker helt upåklageligt og skal bare sluttes til. Så skal man blot leve med at lyseffekterne er dem, der er fra fabrikken og de forskellige DPI indstillinger er dermed også låst.

Hvis du til gengæld gerne vil låse op for muligheden for at indstille både knapper, DPI og farver, så er det nødvendigt at installere AOCs game app til Windows. Før jeg installerede appen havde jeg ikke de store forventninger til den og regnede med et forældet GUI, men blev altså positivt overrasket. Appen er ikke så omfattende som de større brands’, men til gengæld spiller den og er utrolig nem at finde ud af.

For mit vedkommende ligger AOC GM510 rigtig fint i hånden. Jeg ville ønske der var en smule mere volumen til at fylde min hånd ud, idet jeg bruger palm-grip og har hele hånden henover, men udover lillefingeren, så er det ikke fordi fingrene ikke får støtte.

Knapperne er ret faste og føles ensartede, hvilket for mig betyder en hel del i en gamingmus. Jeg er ikke så glad for mus, hvor den ene knap har én feel og knappen ved siden af føles helt anderledes at trykke på. Producenten oplyser i øvrigt at der under de primære knapper gemmer sig Kailh switche, som altså burde kunne holde til 80 millioner anslag. Så hvis du skal bruge en mus til Clicker Heroes er her et godt bud.

Af en relativt billig mus at være så er AOC GM510 prisen til trods udstyret med en af de mest populære sensorer, nemlig PixArt 3389 med op til 16.000 DPI. Sensoren, og dermed musens tracking, har jeg intet at sige om. Den kan indstilles med DPI op til 16.000 og hvert stadie føles præcist og stabilt. Jeg er ikke typen, der kan styre 16.000 så her kan jeg kun udtale mig ud fra Gefühl.

Kablet på GM510, som i øvrigt ikke er med i vejningen, er af den flettede slags. Det betyder at den ikke vikler sig omkring sig selv eller andre kabler på skrivebordet. I hvert fald ikke så nemt og det var også denne oplevelse jeg havde, men til gengæld så formåede kablet at fange nogle skarpe genstande, som den rev sig lidt i stykker på. Dette har jeg ikke oplevet med andre mus og flettede kabler, så det skal man måske lige være lidt opmærksom på.

Konklusion

Af en mus til et par hundrede kroner, så er AOC GM510 et rigtig godt eksempel på at man ikke bør købe gaming mus i discountbutikker for her får du en mus med en fantastisk sensor, god størrelse og sågar også en solid software du kan bruge til at programmere musen med, så den kan passe til netop dit behov. At AOC GM510 kan gemme to profiler på musen gør den endnu mere perfekt til prisen og den kan varmt anbefales til enhver gamer på budget – så længe de bruger højre hånd til at game med.

Positivt

  • Let
  • Præcis
  • God størrelse (til mindre og mellemstore hænder)
  • Solid software

Negativt

  • Det flettede kabel ikke så robust som andre

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

AGON, som er en del af AOC, er relativt nye i feltet for gaming mus. Vi kender dem mest for deres gaming skærme, men har altså i denne omgang fået lov at spille lidt på deres GM510 mus med et ret let design og...Test: AOC GM510 gamingmus