fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech G Pro Wheel racing rat

Test: Logitech G Pro Wheel racing rat

Logitech har valgt at smide fløjlshandskerne og entrere markedet for mere seriøse rat til sim-ræsere i kraft af deres Pro Wheel. Der er tale om et nyt type af produkt med direkte motor, selvom ligheden mellem tidligere rat kan findes. Vi har haft det til test her på siden og bringer nu vores evaluering af “debuten”.

Hvad er der i æsken?

Rat og pedaler i Logitech G Pro Wheel sælges separat, men vi har fået begge til test. Umiddelbart virker det ikke til at G Pro Wheel virker med andre pedaler og fra konkurrenter, så det er måske en smule unødigt at de sælges separat. Begge dele er dog nydeligt pakket ind i hver deres respektive kasser med stofsovertræk over enhederne.

Pro Wheel kasse indeholder

  • PRO Wheel-diameter
  • PRO Wheel-base
  • Klemme til fastspænding til bordet
  • USB-kabel
  • Strømforsyning
  • Brugervejledning

Pro Racing Pedals indhold:

  • Tilbehørskasse til PRO Racing-pedaler, inklusive:
  • Bremsepedal-elastomere
  • Pedalfjedre
  • Unbrakonøgle
  • Fedt
  • USB-kabel på 2,5 m
  • Brugervejledning

Design

For første gang vælger Logitech en ny tilgang til verden af rat og pedaler for sim-racing. Dermed er Logitech G Pro Wheel med en rat-base, som er separeret fra rattet og det er op til dig som bruger at sætte dem sammen.

Sammenlignet med G923, som vi også har testet her på siden, så vejer hele rattet i Pro Wheel mere end tre gange så meget med sine 8,5 kg (hvoraf basen udgør 7 kg). Til sammenligning er G923 på blot 2,25 kg uden strømforsyning.

Dette kan mærkes og giver et helt andet kvalitetsindtryk af Logitech G Pro Wheel sammenlignet med de tidligere rat fra producenten. Rattet på G Pro Wheel er med en quick-release mekanisme, som minder lidt om det man finder på gasflasker. Systemet virker ganske upåklageligt, selvom jeg første gang syntes at være i tvivl om rattet sad fast for der var ikke nogen klik-lyd til at indikere det. Det er dog ikke muligt at hive rattet af umiddelbart.

Logitech G Pro Wheel er med mulighed for montering på et sæde og rig, men Logitech har faktisk også bibeholdt muligheden for at du kan montere rattet fast til dit skrivebord. Med den høje vægt på sættet så sidder det i øvrigt temmelig godt fast til bordet, selvom der kun er én spænde.

For så vidt angår sleve rattet, så er det muligt at erhverve sig to forskellige udgaver, hvor det ene er kompatibelt med Xbox og det andet med PlayStation. Der er en lille designmæssig forskel på de to rat, som jeg ikke synes er helt uvæsentlig. Xbox udgaven er nemlig med farvede knapper i Xbox stil, mens PlayStation knapperne er mørke og mere neutrale.

De farvede taster på Xbox udgaven forestiller jeg mig har den fordel at de er nemmere at se, hvilket jeg havde lidt udfordringer med på PlayStation udgaven af rattet, som jeg fik til test. Dog synes jeg designmæssigt at PS udgaven dermed minder mere om et rat end “legetøj”.

De begge rat har til fælles er dog at de virker med PC, så hvis du ikke spiller på konsol kan du roligt vælge dét rat du selv synes mest om. Det de også har til fælles er at rat og pedaler er med microUSB-tilslutning på kablerne, hvilket jeg ikke helt kan være med på. Prisen på sættet overstiger nemt 10K og at spare på dén del er mig en gåde. Indgangen er formet, så du burde kunne guide kablet ind uden at vende det forkert, men stadig så er det en aldrende teknologi.

Når vi nu er ved kabler, så er G Pro Wheel udstyret med en strømforsyning, der er ret stor. Det gør ikke noget, hvis du har et sted at gemme den væk efter opsætning, men hvis du som jeg har en stol, Playseat Challenge, som ikke har plads til en strømforsyning, så er den lidt svær at have med at gøre. Netop Playseat og Logitech er dog indgået et samarbejde og der kommer snart en Playseat Trophy stol, som er designet til at passe med dette nye sæt fra Logitech.

Foruden at være et helt nyt system og med en Direct Drive motor, så har Logitech også valgt at deres nye rat skal være mere lydløst end eksempelvis G923. Både gear-skifterne og selve rattet er mere stille i drift under sammenligning.

I øvrigt så er G Pro Wheel med to sæt pedaler på rattet. Hvoraf det ene sæt er til at skifte gear med og de andre er til for at agere som kobling. Du kan naturligvis ændre denne indstilling til noget, som passer dig bedre.

Der er i skrivende stund ikke annonceret andre rat-moduler til G Pro Wheel, men siden det kan tages af, så kan man vel roligt forvente at der kommer andre designs, såsom nogle mindre rat mere egnet til Formel 1 osv. Ikke dermed sagt at rattet på G Pro Wheel sættet er for stort, men er med sine knap 30 cm en del større end rattet i G923.

Knapperne på selve G Pro Wheel er en smule anderledes placeret end man er vant til det på sin PlayStation controller eksempelvis, men det er gjort således at rattet mere skal minde om et rigtigt rat end et lavet til spil vil jeg mene. I stedet for piltaster til at bevæge dig rundt i menuen, så er G Pro Wheel udstyret med et lille joystick i venstre side, som jeg selv har ret svært ved. Det er nærmest umuligt at vide, hvilken retning man har bevæget joysticket i og især ikke hvis man samtidigt har drejet en smule på rattet.

Det som designmæssigt er en smule irriterende ved Logitech G Pro Wheel er at det er omsluttet af plastik. Selvom det indvendigt er af metal, så er skallen af plastik og det får det til at fremstå både stort, klodset og – ja – sågar lidt billigt. Det er indtil man sætter det op og til at man mærker hvor robust det i virkeligheden er. Det er ret anderledes og en del større end andre sæt af samme type – jeg har set – så det skal man lige finde plads til. Årsagen til den lidt store størrelse er i øvrigt at man har gjort plads til at varmen fra Direct Drive motoren kan slippe ud og man kan tydeligt mærke at der blæser luft ud i fronten af G Pro Wheel når det tænder op og er i brug. Apropos at tænde op og få i brug så er der en rød knap til at starte rattet op med. Det ser flot ud, men man skal holde knappen tilpas nok længe inde til at det nærmest er irriterende. Eller også er jeg nem at irritere med alderen.

Funktionalitet

For så vidt angår PC, så er Logitech G Pro Wheel understøttet af G Hub softwaren fra producenten, som lader dig indstille rattets funktioner og knapper. Tanken er mere at du skal bruge softwaren til at tweake de enkelte indstillinger, hvor selve indstillingen af rattet kan foregå i de enkelte spil. G Hub lader dig dog have forskellige profiler for rattet, så det er indstillet forskelligt afhængigt af, hvilket spil du spiller. På PC betyder det også at du kan sætte knapperne på G Pro Wheel til at udføre forskellige handlinger, som ikke er spilrelaterede. Du kan starte og stoppe et stream eller skifte sange, hvis disse funktioner er vigtigere for dig end at kunne tænde/slukke vinduesviskerne i spillet.

Du kan også indstille rattets maksimale drejning, force feedback og et par andre ting direkte på rattet når det er forbundet til en konsol. Du er altså ikke afhængig af en computer med Windows for at kunne gøre dette og du kan også gemme profiler så dine forskellige spil har forskellige indstillinger, såsom Rally og F1 eksempelvis.

Logitech G Pro Wheel har også mulighed for at vise dig en del information via den indbyggede lille skærm, som du finder på basen. Standard er denne indstillet til at vise, hvor meget du trykker på de forskellige pedaler og drejer på rattet, men tænker med tiden at spil lærer at udnytte dette endnu mere end det jeg har opdaget indtil videre.

G Pro Wheel burde virke med stort set alle spil, men ikke alle funktioner vil virke. Jeg fik eksempelvis Project CARS 2 til at virke ved at “mappe” de enkelte knapper selv i spillet, men det er klart nemmere og federe, når alle knapper og funktioner virker out of box. Jeg oplevede eksempelvis at rattet virkede med både Project CARS 2 og Assetto Corsa på PC, men hvor jeg selv skulle kode knapperne til at virke med Project CARS. Om jeg bilder mig det selv ind eller ej ved jeg ikke, men jeg føler også at force feedback er kraftigere i Assetto Corsa og så også Gran Turismo 7 på PS5 end den er i Project CARS 2.

Force Feedback, Trueforce, i G Pro Wheel er ret kraftigt i øvrigt. Det er på hele 11 nm, hvilket ikke er ualmindeligt for direkte motor-designs, men sammenlignet med G923 er det mere end en femdobling (2,2 nm). Den direkte motor gør dog også at den kraft man bliver trukket af er langt mere ensartet og “rigtig” i forhold til en bil end tandhjulsystemet er det i de tidligere udgaver fra Logitech. Jeg synes dog at Logitech, for mit vedkommende, mangler at “fikse”, hvordan det at køre over huller føles. Det føles en smule for mekanisk i forhold til, hvad jeg forventer i en bil og der er for meget vibration. At den vibration så til gengæld er meget hurtig og præcis i forhold til, hvor det sker på “skærmen” så har jeg ikke nogen anmærkninger.

Den kraftige motor testprøvede jeg, hvor jeg kørte et intenst løb med en formel 1 bil i en halv times tid på den maksimale Trueforce indstilling og blev vitterligt træt i både hænder og arme efter dét løb. Det kan være god træning, men så synes jeg hellere jeg ville skrue ned for intensiteten.

Børnene syntes slet ikke det var sjovt at prøve med den højeste indstilling fordi rattet simpelthen blev flået ud af hænderne på dem. Der var det mere hensigtsmæssigt med en langt lavere grad af Trueforce, men så har de om ikke andet et rat de kan vokse med, så når de begynder at vænne sig til mere power eller savne det, så kan de altså få mere end rigeligt med G Pro Wheel.

Størrelsen på rattet og dens styrke gør at du ikke bør montere det på et mindre skrivebord. Jeg tror simpelthen ikke at det vil kunne holde til det. Jeg er lidt heldig at mit skrivebord vejer et ondt år (husker det tydeligt da det skulle bæres op på første sal), så der kunne jeg sagtens have det stående, men et mindre skrivebord tror jeg vitterligt vil kunne rystes fra hinanden.

Det fede ved det at Logitech G Pro Wheel er med en såkaldt Direct Drive base er at du netop får mulighed for at få denne høje force feedback, men også at denne er langt hurtigere og mere præcis end både det tandhjul system man finder i G923 eller bæltesystemer i konkurrerende produkter.

Pedalerne fylder en smule mere (væsentlig underdrivelse) end de har gjort ved tidligere udgaver fra producenten. De har dog også en funktion, som er ny for netop Logitech. Basen kan du rykke pedalerne på, så du kan bringe dem enten tættere eller længere væk fra hinanden. Du kan også rykke selve pedalerne i forhold til den base de er monteret på, så du har langt mere tilpasningsgrad i forhold til hvad du har været vant til fra tidligere Logitech rat og pedaler.

Selve pedalerne kan du så også justere styrken på om du vil for det medfølgende sæt til vedligeholdelse og tilpasning af pedalerne gør at du kan sætte andre fjedre og modstand på diverse pedaler. Forskellene er minimale, men for den trænede sim-racer er jeg sikker på gør en verden til forskel. De to ydre pedaler er i udgangspunkt langt nemmere at trykke på end bremsen i midten og selvom du putter de fjedre på med mest modstand så bliver speederen ikke som bremsen. Det ville heller ikke give mening, men du kan altså tilpasse det lidt og det fede er at det går stærkt med skift af modstand.

Værktøj og dele til indstilling af pedaler

Pedalerne er ret store i størrelsen og ikke noget jeg tror umiddelbart alle nødvendigvis bare kan få plads til, men de er af den grund også ret tunge og bliver stående på gulvet. Min klare anbefaling med dette sæt er dog stadig at det ikke er monteret på et skrivebord for atm an kan få mest muligt ud af det, men muligheden foreligger altså.

Følelsen af at køre med G Pro Wheel føles intens, men på samme tid også rigtig så at sige. Den kraft rattet kæmper med dig på føles naturlig og selvom det kan være trættende at køre i lang tid, så er det jo heller ikke for sjov at racerkører taber en del kropsvæske under et løb for det ér intenst og hårdt arbejde. Det bør derfor også være sådan når man sidder i sikkerhed i sin egen stue og kører en tur rundt om Monza eller Spa. Jeg havde i hvert fald et stort smil på mine læber efter hver endt session med G Pro Wheel og jeg har ellers længe også nydt et G923 fra netop Logitech. Nu har jeg dog fået den arbejdsskade at jeg med dét rat nok kommer til at savne at det ikke helt kan præstere det samme som G Pro Wheel.

Logitech G Pro Wheel har en del konkurrence på dette område. Det er producenter som fanatec især, at Logitech gerne vil konkurere med forestiller jeg mig. Fanatec har været et af de brands mange har gået til når de blev trætte af rat uden Direct Drive funktionalitet. I mellemtiden er en anden producent, Thrustmaster, også kommet med deres Direct Drive løsning, som virker med mange af deres eksisterende rat og udvikler også en del nye rat til det nye T818 system, så det bliver spændende at se hvordan de to rat måler op imod hinanden. Med G Pro Wheel har Logitech efter min mening i hvert fald bevæget sig i den rigtige retning og har bestemt et eksistensgrundlag, men på nuværende tidspunkt ved jeg ikke om det kan måle sig med det lidt billigere Thrustmaster.

Konklusion

De mange timer bag rattet på Logitech G Pro Wheel har gjort mig overbevist om to ting. Jeg er mærket for livet for så vidt angår Direct Drive motorer, som ér langt bedre end både tandhjul og bælte systemer. Det andet jeg har lært er at Logitech for alvor er med i gamet om rigtige sim-racing setups og det er helt forkert at sammenligne G Pro Wheel med Logitechs øvrige lineup af rat og pedaler, da de er legetøj i forhold til dette her. I takt med at supporten for G Pro Wheel stiger blandt spiludviklere så vil du også opleve at rattet samt pedalerne her er en bedre og bedre investering. Dog skal du være opmærksom på at dette er et system, som fylder en del og om du har plads til det på dit nuværende rig. Prisen er høj, men sammenlignet med andre komplette sæt og denne styrke på 11 nm, så er Logitech G Pro Wheel faktisk slet ikke i den dyre ende. Jeg er ikke selv den store fan af TrueForce fordi jeg synes det bliver for meget rumlen og man kan høre det, men kan godt forestille mig at det kan være med til at give lidt mere indlevelse fordi ens bil jo også “mærkes” når man kører i den.

Positivt

  • Godt kvalitetsrat
  • Pedaler kan indstilles i højre og venstre samt styrke/modstand
  • Softwaren giver også indstillingsmuligheder
  • Præcist og kraftigt rat med masser af feedback
  • Quick-release funktion til at skifte rat (selvom andre rat i skrivende stund ikke er tilgængelige)

Negativt

  • Størrelse
  • Plastik
  • Micro-USB

Pris og tilgængelighed

Set til 7.990 for rattet og 2.890 kr. for pedalerne.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Logitech har valgt at smide fløjlshandskerne og entrere markedet for mere seriøse rat til sim-ræsere i kraft af deres Pro Wheel. Der er tale om et nyt type af produkt med direkte motor, selvom ligheden mellem tidligere rat kan findes. Vi har haft det...Test: Logitech G Pro Wheel racing rat