fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: ROCCAT Vulcan II mini tastatur

Test: ROCCAT Vulcan II mini tastatur

ROCCAT kommer i form af deres Vulcan II mini tastatur med et kompromisløst kompakt tastatur med masser af funktion, robust design og præcise mekaniske taster. Eller gør de? Vi har leget lidt med tastaturet her for at bringe vores dom.

Hvad er der i æsken?

ROCCAT leverer Vulcan II Mini i en lille sort æske med tastaturet afbilledet på forsiden og de tekniske detaljer på bagsiden – meget standard. På forsiden er tastaturet med fuld power på alle regnbuens farver så man kan se den mulighed er der.

Indholdet er dog mindre flashy og du har egentlig blot tastaturet, kablet og en manual at gøre godt med. Mere kunne jeg ikke finde i æsken.

Bemærk venligst at vores testeksemplar var med tysk layout, da den nordiske endnu ikke er tilgængelig og det betyder blot at på billedet vil genveje og taster ikke nødvendigvis være der hvor du plejer at se dem. Selve form og layout af tasterne er fysisk den samme som det ville være med nordisk layout.

Design

Det kompakte design i Vulcan II Mini er endnu mindre end de populære TKL, hvor kun numpadden er skåret væk. Her har man skåret en endnu større del af og flyttet piltasterne ind sammen med de øvrige taster.

Det gør at det hele er i ét stykke og uden at nogle taster er forskudte i forhold til resten. Den yderste højre kolonne med taster har INS, DEL, PGUP osv. Mens resten af tastaturet egentlig er mere eller mindre som andre tastaturer er det og dét uden at der er mindre afstand mellem tasterne.

ROCCAT Vulcan II Mini fylder simpelthen kun cirka 32 cm i bredden mod et fuld størrelse tastaturs cirka 45 cm og det kan mærkes. Designet kaldes et 65% og fås ikke meget mindre. Til sammenligning kan du forneden se Vulcan II Mini sammen med et tastatur i fuld størrelse.

Trods sin kompakthed så vejer tastatur stadig over et halvt kilo (542 gram) og står ganske fint fast på skrivebordet. Dog er robustheden ikke dens absolutte styrke for i en vridetest formåede jeg at gøre tastaturet lidt skævt, så det ikke stod lige på skrivebordet og der skulle lidt vridning den anden vej for at få det på plads igen. At det står fast på skrivebordet kan også skyldes de ret så store og bredde gummifødder i bunden.

Lille disclaimer er i øvrigt at vores testudgave af ROCCAT Vulcan II Mini er med tysk layout på tasterne. Dette fordi tastaturet ikke er lanceret på det nordiske marked i skrivende stund og derfor er billederne jeg har taget med et lidt andet layout end det du måske er vant til.

I Vulcan II Mini er der RGB lys, også kaldet AIMO fra producenten, som gør at du kan lave dit helt eget lysshow. Enkelte taster er sågar udstyret med to LED-lys, fordi de på den måde kan indikere knappernes sekundære funktion. Der hvor dette giver mening er ved at CAPS LOCK knappen har et ekstra lys, som fortæller dig når den er aktiveret, idet tastaturet ikke ellers har indikatorer andre steder.

Lysshowet er fint kraftigt og det skinner igennem på tastaturet selv når det ikke er mørkt i lokalet. Jeg tror dette er fordi tasternes top er flad og ikke fylder så meget, så lyset kan trænge mere igennem. Det ser i hvert fald flot ud og du kan lave din egen farvesammensætning.

Apropos en dobbeltfunktion, så er der adskillige af tasterne, som har ekstra funktion og det er for at du bibeholder 65% designet, men stadig kan styre lyd og andre genveje. At de så hedder noget på tysk nogle af dem er lige noget man skal vænne sig til forestiller jeg mig.

Selve tasterne i Vulcan II Mini er med Titan Switche, som er ROCCATs egne mekaniske switche. Switche, der dog på toppen er udstyret med “plusser” så du burde kunne smide andre taster på, hvis du ikke føler for dem producenten har sat på. Jeg synes dog selv personligt at det flade design ser ret lækkert ud og får tasterne til at fremstå som om de “flyder”.

Funktionalitet

ROCCAT har naturligvis deres egen app til at du kan justere indstillinger og genveje på Vulcan II Mini. Den hedder SWARM og er en ret simpel app for den virker i hvert fald ikke tung på computeren. Den er også ret nem at finde rundt i.

Den er dog ikke hundrede procent nødvendig, idet Vulcan II Mini har mulighed for at gemme op til fem profiler i selve tastaturets hukommelse, hvilket vil sige du kan indstille tastaturet og dets profiler på en Windows PC og derefter bruge dem på andre computere uden softwaren behøver være installeret eller kørende.

Tasterne på Vulcan II Mini er ret robuste og ret præcise i deres vandring. Dér har jeg virkelig ikke nogle indvendinger. Jeg er også stor fan af at de er lidt tungere at trykke på når jeg spiller især. Dog er Vulcan II Mini også tastaturet jeg har nogle af de fleste miss-clicks med og min Word Per Minute er nede på cirka 90 når jeg tager en “hastighedstest”. Den plejer at være over 100 og jeg ved ikke om det skyldes designet af tasterne, vandringen eller afstanden. Det eneste jeg kan sige er at mine fingre på en eller anden måde sidder fast i tasterne og det gjorde de selv efter et par uger, hvor Vulcan II Mini var mit primære tastatur hjemme.

Kollegerne på det åbne kontor tror jeg ikke ville sige ja til at jeg kunne anvende det, for selvom tasterne er lineære og uden den store “klonk” lyd så er det stadig højere end almindelige kontortastaturer.

ROCCAT reklamerer selv på deres hjemmeside med at Vulcan II Mini er kompatibelt med mange tredjepartsdele. Designet er altså bevidst lavet så du kan skifte dine switche til nogle andre, hvis du vil og der kommer det aftagelige kabel så også ind i billedet, for det betyder også at du kan skifte kablet til enten en længde eller design, der passer dig.

Konklusion

Hvis man leder efter et kompakt tastatur, så får man med ROCCAT Vulcan II Mini i hvert fald noget for pengene. Det er et lille tastatur med masser af funktion. Det er ikke fordi den har vold mange knapper for det burde være evident af navnet, men til gengæld kan du via software og indbyggede fem profiler lade det give dig hundredvis kombinationsmuligheder.

Det er klart softwaren og designet, som er Vulcan II Minis styrke. Overfladen er lækker, lyset ligeså og tasterne føles robuste og præcise. Dog vil jeg sige at for mig er vandringen på tasterne en smule for høj til resten af tastaturets design og så er robusthed ikke lige dette tastaturs styrke.

Alt i alt dog et tastatur der har rigeligt at byde på, men nu må vi lige vente og så, hvornår den kommer til det nordiske marked.

Positivt

  • Flot design
  • Gode og præcise taster
  • Softwaren er nem at anvende
  • Intern hukommelse til profiler

Negativt

  • Robusthed

Pris og tilgængelighed

Set til 149,99 EUR på producentens hjemmeside (i skrivende stund ikke tilgængelig med nordisk layout)

Køb ROCCAT Vulcan II

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

ROCCAT kommer i form af deres Vulcan II mini tastatur med et kompromisløst kompakt tastatur med masser af funktion, robust design og præcise mekaniske taster. Eller gør de? Vi har leget lidt med tastaturet her for at bringe vores dom. Hvad er der i æsken? ROCCAT...Test: ROCCAT Vulcan II mini tastatur