lørdag, december 21, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Dreame L10s Ultra robotstøvsuger

Test: Dreame L10s Ultra robotstøvsuger

Vi skal her se på topmodellen fra Dreame, en støvsuger der også kan vaske gulv, og som er selvtømmende og selvrensende!

Hvad er der i kassen?

Dreame L10s Ultra kommer i en ret stor kasse.

I kassen finder vi selve støvsugeren og den store dock, samt en del tilbehør.

Der medfølger en ekstra støvsugerpose til docken, en rensebørste med kniv og en kassette med koncentreret rengøringsmiddel.

Design og funktionalitet

Støvsugeren

Selve Dreame L10s Ultra støvsugeren adskiller sig noget fra andre robotstøvsugere jeg har testet. Det er især den store mængde sensorer og de to roterende mopper der skiller sig ud.

Øverst har vi den roterende LiDAR som sørger for præcis navigation i rummet. I fronten har den to ekstra laser-sensorer som måler om der er noget lige foran maskinen. Midterst sidder et kamera der er koblet til kunstig intelligens, og som kan genkende forskellige forhindringer og benytte den korrekte strategi for at komme udenom dem. Endelig har den en side-sensor på højre side. De fem sensorer gør tilsammen at Dreame L10s Ultra nærmest aldrig stødte ind i møbler eller vægge. Den standser op og kører helt tæt, men uden at røre. Det er meget imponerende de første gange man ser det.

På toppen har vi 3 tre knapper, start rengøring, tænd/sluk og retur til docken.

På undersiden har vi 4 sensorer der sørger for at maskinen ikke kører udover en trappe eller andre fald. I midten sidder en rulle med gummilameller der løsner støvet inden det bliver suget op. Der er også den klassiske sidebørste der flytter krummer hen til sugeåbningen. Og bagerst sidder de to roterende mopper der drejer med 180 omgange i minuttet når der skal vaskes gulv. Når man blot vælger støvsugning, bliver de hævet 7 mm op i maskinen, så de ikke rører gulvet.

Bagerst sidde de to kontakter til opladning, og en ventil til at fylde vandtanken når der skal vaskes gulv.

Endelig kan man åbne låget og fjerne støvbeholderen og filteret. Beholderen er kun på 350 ml, men da den bliver automatisk tømt har kapaciteten ikke været et problem under min test.

Docken

Docking-stationen er stor, det kan man ikke komme udenom. Den er 57 cm høj.

Hvis vi starter foroven, og lukker lågen op øverst, så ser man en beholder til rent vand, en beholder til beskidt vand, og en plads til en kassette med rengøringsmiddel.

Den lyse beholder skal fyldes med rent koldt vand, som bliver tilsat lidt rengøringsmiddel og pumpet ned i støvsugeren når der skal vaskes gulv.

Undervejs og efter endt gulvvask bliver støvsugerens mopper renset i docking-stationen, og det beskidte vand bliver pumpet op i den mørke beholder. Begge beholdere er lette at tage ud og fylde/tømme når det er nødvendigt.

Bag den metalfarvede plade gemmer sig en 3 liters støvsugerpose hvor skidtet ender når støvsugeren automatisk bliver tømt efter endt rengøring.

Når posen er fyldt er den nem at tage ud og smide i skraldespanden. Der medfølger en ekstra pose.

Endelig i bunden ser vi tilslutningerne til den automatiske tømning af støvbeholderen. I midten er der ladekontakterne og dysen der pumper vand ind i støvsugeren. Nederst er rensekarret til mopperne. Efter endt gulvvask (eller undervejs hvis den skal vaske et større område) så bliver karret fyldt med vand og mopperne kører henover de riflede forhøjninger og bliver gjort rene. Efter endt rens, bliver vandet suget op igen og ender i den mørke beholder øverst. Er gulvvasken færdig, så bliver mopperne tørret med varm luft så de ikke bliver grobund for mug og skimmel. En tørring tager minimum 2 timer, men det er heldigvis en lydsvag process.

App’en

Jeg fik Dreame L10S Ultra til test før den Europæiske lancering, så jeg benyttede DreameHome app’en under min test. Dreame L10S Ultra er nu også understøttet i MiHome app’en der understøtter de samme funktioner som DreameHome.

Den første forbindelse til L10s Ultra gik nemt, jeg fulgte en guide i app’en, og indenfor kort tid var jeg forbundet.

Det første jeg gjorde var at bede støvsugeren om at oprette et kort af vores stueetage. Det tog ganske få minutter og så var der et nøjagtigt kort i appen. Derefter kunne jeg dele det op i rum, og så var jeg klar til bruge Dreame L10s Ultra. I app’en kan man følge med i hvor støvsugeren er, og hvor den har været.

Vi har en hel del møbler og andre forhindringer i stueetagen, men ikke en eneste gang under min test sad støvsugeren fast, eller “farede vild” Selv vore relativt høje (ca 2 cm) dørtrin kan den komme over (nogle gange efter et par forsøg, men den kom altid over)

Man kan se og indstille et væld af ting i app’en.

Den indstilling jeg brugte mest var indstillingerne af hvilken type rengøring jeg ville have udført. Enten støvsugning, støvsugning og vask, eller kun vask. Og man kan også indstille hvor kraftigt den skal suge og hvor fugtigt den må efterlade gulvet.

På kortet i app’en bliver det markeret hvis Dreame L10s Ultra støder på en forhindring, og man kan efterfølgende klikke og se et billede af det, sammen med støvsugerens bud på hvad det er. Den rammet det ret godt, her har den set en ledning under et skab, og kørte pænt udenom uden sidebørsten sad fast i den.

Et andet sted stødte den på en sko, der ligeledes blev kategoriseret rigtigt, og undgået under rengøringen.

Daglig brug

Efter rengøringsmidlet er monteret, og beholderen til det rene vand er fyldt, så er Dreame L10s Ultra klar til at rengøre gulvene. Gulvvask klarer den ret godt, det ses at der faktisk bliver skrubbet lidt på gulvet, så nyere pletter bliver ofte fjernet, mens andre bliver reducerede efter en enkelt gang vask. Støvsugeren kan detektere når den kører over tæpper, og så stopper den mopperne og løfter dem op, så tæpperne ikke bliver våde. Det kan være lidt svært at se men jeg prøvede at fange det på denne korte video:

Efter endt støvsugning kører den retur til docken for at blive ladet op, og for at tømme støvbeholderen. Det er en lidt støjende process, men den er heldigvis kort.

Den har en sugeeffekt på hele 5300 Pa ved maks indstilling. Det er ret meget for en robotstøvsuger og betyder at den også kan rengøre tæpper med et godt resultat. Man kan indstille den til at skrue op til maks sugeeffekt når den kører over tæpper. Den funktion virker ret godt. De roterende gummilameller har den fordel over en børste, at lange hår hænger mindre fast i dem. Jeg har kun en enkelt gang under min lange test skulle befri den for min kones lange tabte hår, hvor de modeller jeg har prøvet med børster oftere fik viklet sig ind i dem. Jeg har testet den med mange forskellige opgaver, og den klarede dem alle fint, undtagen en. Jeg spredte lidt havregryn på vores glatte køkkengulv, og bad den komme og suge det op.

Desværre så ender den med at sprede dem yderligere fordi sidebørsten kører for hurtigt til opgaven. Man kan ikke justere hastigheden på børsten, så i dette tilfælde ville man skulle indstille støvsugeren til at gå over området 2 eller 3 gange for at få det hele suget op.

Men dette var også det eneste tilfældet hvor jeg så et problem med Dreame L10s Ultra. Udover, selvfølgelig, at den ikke kan komme ind i hjørnerne.

Konklusion

Dreame L10s Ultra er et rigtig godt bud på en rengøringsrobot der kan klare både en effektiv støvsugning og en rigtig gulvvask uden at man skal røre en finger. Og med selvtømning af støvbeholderen, og en vandtank på 2,5 liter kan den klare sig selv i mange dage, hvor man kan komme hjem til et rent gulv. De mange sensorer gør at den undgår at støde ind i møbler og vægge. Det var meget få gange den ramte noget under min test. Navigationen er helt i top! Vælger man et område på kortet der skal gøres rent, så kører den direkte hen og starter. Den mistede på intet tidspunkt orienteringen under min test, selv ikke når den kørte under spisebordet med 6 stole. Det er rigtigt smart at den selv renser og tørrer mopperne efter endt gulvvask, og at de bliver løftet op hvis man blot skal have støvsuget så de ikke trækker skidt efter sig. Det eneste kritikpunkt jeg har, er at jeg godt kunne tænke mig at kunne indstille hastigheden på sidebørsten. Jeg føler den kører alt for stærkt og har tendens til at skubbe lette krummer forbi støvsugeren, i stedet for at skubbe dem hen til mundstykket. Og så er prisen for den avancerede robot også ret høj. Men hvis man vil have en af de smarteste rengøringsrobotter pt, så er Dreame L10s Ultra et rigtigt godt bud.

Positivt

  • Høj sugeeffekt
  • God gulvvasker
  • Fantastisk navigation
  • Kan køre mange gange uden man skal tømme eller fylde noget

Negativt

  • Prisen er høj
  • Docken er stor og kan være svær at finde en plads til.
  • Sidebørsten kan nogle gange sprede krummerne i stedet for at samle dem

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

4 KOMMENTARER

  1. Hej
    Jeg har lige haft Dreame L10s Ultra hjemme, da jeg købte den i power, men jeg kunne ikke få den til at give vand ned i støvsugeren heller ikke ned til at vaske mopper i bunden, Jeg kan læse mig til på youtube at der er flere med det problem, er det noget i kender til? Jeg har leveret den tilbage til power, de prøvede også i 3 timer på at få det til at virke men de kunne heller ikke. Heller ikke med et sugerør. æv ville ellers rigtig gerne have den. 🙁

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på topmodellen fra Dreame, en støvsuger der også kan vaske gulv, og som er selvtømmende og selvrensende! Hvad er der i kassen? Dreame L10s Ultra kommer i en ret stor kasse. I kassen finder vi selve støvsugeren og den store dock, samt en...Test: Dreame L10s Ultra robotstøvsuger