mandag, november 25, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Cougar Screamer-X mikrofon

Test: Cougar Screamer-X mikrofon

Er du på udkig efter en mikrofon til din stream eller podcast, så har vi netop været gennem en test af Cougar Screamer-X, som byder på både lyd, hovedtelefonstik og RGB til at toppe det af med. Læs med om det skal være din nye mikrofon.

Hvad er der i æsken?

Der er efterhånden ikke mange farver tilbage, som gaming-firmaerne kan slås om, så Cougar er hoppet på den orange vogn (sammen med SteelSeries?). Spøg til side, så er æsken til Cougar Screamer-X præget af mørke farver og orange tekst, som vi også så det være tilfældet med Dualblader vi testede tidligere. Der er også her tale om en relativt stor æske, men i denne omgang giver størrelsen mere mening end med Dualblader musen, idet æsken her indeholder en mikrofon, bordstander, to relativt tykke kabler, aftageligt popfilter (monteret ab fabrik på mikrofonstykket), kabelstrip og manual.

Design

I samlet tilstand er designet af Cougar Screamer-X ret indbydende og samtidigt så er det råt nok til at sende signalet om at der er tale om en gaming-mikrofon. Det er nok blandingen af de bløde former af foden og de skarpe kanter på selve mikrofonen, hvor især omslutningen om mikrofonen er parallelle linjer lodret op ad mikrofonen. Bunden af mikrofonen er igen en smule afrundet og udstyret med tre runde knapper.

Knapperne er til at justere gain (følsomhed), skifte mellem de forskellige optagemåder og så til at justere lydstyrken på hovedtelefonerne, som måtte være forbundet på bunden af mikrofonen. Cougar Screamer-X er nemlig på bunden udstyret med et 3.5 mm jackstik til hovedtelefoner. Det er også her på undersiden at man finder det ene af de to USB-C tilslutninger på dette sæt.

For så vidt angår disse tre knapper til at justere indstillingerne af Cougar Screamer-X med, så mangler jeg en mere tydelig markering af, hvor indstillingen er sat. I bare den mindste mørke er det umuligt at se, hvor meget man har skruet på knapperne eller hvilken indspilningsmåde, der er valgt.

Den anden USB-C port er nemlig at finde på selve standeren, som dog også fungerer som USB-passthrough. Det virker måske lidt underligt at Cougar Screamer-X bruger to USB-kabler, hvilket for mig også var underligt til at starte med, men det giver mening for dem, som ikke ønsker at bruge standeren, men derimod vil sætte deres mikrofon op på et stativ eller anden form for holder. Det må være derfor at de to kabler også er af forskellig længde og man tænker at dem som stiller mikrofonen på skrivebordet nok har mindre brug for lange kabler sammenlignet med dem, der smider mikrofonen på en arm eller lignende.

Bordstander og mikrofon sættes ikke sammen ved hjælp af skruer, men mikrofonen sætter du blot fast i standeren, hvor holderen er udstyret med polstring på tre kontaktpunkter, som gør at mikrofonen forbliver på plads, som du sætter den op og så er dette med til at modvirke vibrationer tænker jeg. Der er også gummifødder på bunden af bordstanderen, som har samme formål, altså at modstå vibrationer og støj fra disse.

Jeg er designmæssigt især vild med blandingen af det titaniumgrå i kombinationen på Cougar Screamer-X. Det gør at det hele skiller sig en smule ud og ikke bare er en sort klods på skrivebordet. Den fremstår hverken billig eller uinteressant. Tværtimod kan nogen nok argumentere for at den tager for meget opmærksomhed. Heldigivs er der dog en knap på foden, som gør at du kan skifte RGB-effekterne til enten at være en bølge af regnbuens farver eller solide farver. Du kan naturligvis også slukke lyset, hvis ikke du føler for dét.

Forudsat man naturligvis smider den på den medfølgende stander og på skrivebordet for det er muligt at montere Cougar Screamer-X på gevind med både 3/8″ og 5/8″, hvilket oversat betyder du kan bruge den med de fleste gængse mikrofonholdere på markedet.

Cougar Screamer-X har et popfilter monteret ab fabrik, som det er tanken at skulle tage nogle af de lyde man laver pf, p og b (hårde). Den er temmelig nem at tage af uden at den sidder løst og er på vej til at falde af på nogen måde.

Hvis man vil mute sin mikrofon og eventuelt snakke med nogen i lokalet uden at ens online-venner er med på samtalen, så er mute-knappen på Cougar Screamer-X placeret på toppen af mikrofonen (eller bunden, hvis man vender den på hovedet i en mikrofonstand. Når man slukker mikrofonen på denne måde, så tændes der en lille rød streg for at indikere at mikrofonen er mutet. Den ser lækker ud designmæssigt, men hvis man ikke kan se lyset fordi mikrofonen enten er vinklet forkert i forhold til hvordan man sidder eller popfilteret står i vejen, så er det svært at spotte man har mutet sig selv. Jeg lærte dette på den hårde måde adskillige gange, hvor jeg snakkede løs uden at nogen kunne høre mig…
Bunden af standeren har en vis størrelse i øvrigt og der var rigelig plads til at min telefon kunne ligge her og hvile, så selvom jeg mistede en del skrivebordsplads med Cougar Screamer-X så kunne jeg altså hente noget af det tabte hjem ved at bruge den som stander.

På bunden af Cougar Screamer-X, hvor jeg nævnte der var et gevind og et jackstik, så er der også en skydeknap, som lader dig aktivere Noise Reduction, altså et støjfilter. Det og øvrig brug af mikrofonen ser vi nærmere på i de næste afsnit.

Funktionalitet

Cougar Screamer-X har umiddelbart alt, hvad hjertet begærer med indstillingsmuligheder for hvordan mikrofonen skal opfange lyden, en bordstander, mulighed for at montere den på en mikrofonarm og så det “obligatoriske” RGB-lys. Det er dog selve lydkvaliteten, der (for de fleste) er vigtig, så selve brugen kigger vi nærmere på i de næste par afsnit.

Indstillingsmuligheder

Du har fire indstillingsmuligheder til at sætte Screamer-X op til at optage din lyd. Det gør den ideel til forskellige brugssituationer og dermed betyder det også at du ikke behøver flere mikrofoner, hvis du har forskellige behov.

Med Cardioid-indstillingen sætter du mikrofonen op til at fange lyd i såkaldt “hjerteform”, hvor den fanger alt umiddelbart foran den men ikke så meget bagved. Dette tror jeg er den universelle og mest anvendte indstilling og egner sig til podcast og streaming.

Med Shotgun så fanger mikrofonen lyden direkte foran mikrofonen og er velegnet til at opfange din stemme og holde for så vidt muligt al omkringliggende lyd dæmpet.

Bi-directional er en indstilling som er velegnet til eksempelvis interviews, hvor mikrofonen er på midten af bordet og to personer sidder overfor hinanden med mikrofonen mellem sig.

Omni-directional er så indstillingen der opfanger alt omkring sig og er velegnet til optagelse af alt i lokalet så du ikke behøver vende og dreje mikrofonen for at få optaget det du ønsker og kan bevæge dig nogenlunde frit omkring den.

På den måde har Cougar Screamer-X noget til ethvert behov, selvom jeg ikke var i stand til at få testet alle metoder igennem ordentligt grundet manglende ressourcer hertil. Jeg kunne dog sagtens høre forskel ved skift i indstillingen og stoler på at mikrofonen så gør det den bliver bedt om.

Lydkvalitet

Det som vi ikke kan se med det blotte øje er at indei selve mikrofondelen på Cougar Screamer-X så er den udstyret med tre 16mm drivere og et internt pop-filter. Driverne er omsluttet af gummiringe for at modstå vibrationer og give en mere klar lyd. Dette er hvad der skaber den lyd vi har mulighed for at optage med Screamer-X og som du kan se resultatet af i de indspilningenr, som er lavet og som du kan afspille i nedenstående links. De forskellige indspilningers måder er beskrevet under selve indspilningen.

Cougar Screamer-X kort distance indspilning
Cougar Screamer-X mellemlang distance indspilning
Cougar Screamer-X indspilning med noise reduction slået til og støj i baggrunden

Generelt set så synes jeg at Cougar Screamer-X har en rigtig god lyd på mikrofonen. Lyden er utrolig detaljeret, klar og naturlig. Det eneste som skuffer mig en anelse er at Gain-indstillingen umiddelbart ikke har den store effekt. Det er som om den højeste og laveste indstilling er der forskel på, men alt imellem er meget lidt man kan mærke forskel på.

Det er især støjreduktionsindstillingen, der imponerer og det er sjældent at man finder denne funktion indbygget i mikrofonen på denne måde, så det skal Cougar have ros for at inkludere i Screamer-X. Som det fremgår af indspilningseksemplet foroven, så er det ikke bare en gimmick, men rent faktisk noget, som virker og giver mening.

Screamer-X lever dog ikke op til sit navn for hvis jeg hæver min stemme rigtig meget så bliver lyden også forvrænget. Jeg vil spare jeres ører for denne lydindspilning, men når det er sagt så kan jeg heller ikke se, hvor der er et behov for at skrige i sin mikrofon med mindre man laver den form for musik. Ved almindelig (forsøg på) sang synes jeg at mikrofonen fanger lyden ganske fint – denne lyd vil jeg også spare jeres ører for.

Jackstikket i bunden er i øvrigt også genialt fordi man på den måde kan bringe et stik til sine hovedtelefoner tættere på sig selv og have et ganske fint lydkort lige ved hånden. Denne feature er naturligvis ikke for alle, men jeg synes det er rart at den er inkluderet for dem, der eksempelvis gerne vil høre sig selv spille på guitar eller synge.

Konklusion

Det virker til at Cougar Screamer-X har en masse at byde på og er en ordentlig konkurrent til mere etablerede produkter derude, såsom Yeti mikrofonen, idet lyden i Screamer-X er ganske glimrende og den har en del funktioner at byde på. Den som skiller sig allermest ud er den indbyggede støjreduktion, som sågar virker ganske glimrende, så jeg synes bestemt at den er et kig værd, hvis man leder efter en ny standalone mikrofon. Der er tænkt på detaljerne og Screamer-X er udstyret med gummi på fødderne på undersiden, gummi til at holde mikrofonen på plads og gummi indvendigt omkring driverne alt sammen til at modvirke støj fra vibrationer. Alt i alt en ganske glimrende mikrofon jeg sagtens vil kunne anbefale.

Positivt:

  • Støjreduktion indbygget og virker
  • God lyd
  • Indbygget hovedtelefonstik
  • Flot design

Negativt:

  • Gain-indstilling har ikke den store effekt
  • Mikrofonen bukker når man trykker på mute-knappen på toppen

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Test: DJI Neo drone

Test: Logitech Ergo M575S

Test: Logitech MX Ergo S

Reklame

Seneste kommentarer

Er du på udkig efter en mikrofon til din stream eller podcast, så har vi netop været gennem en test af Cougar Screamer-X, som byder på både lyd, hovedtelefonstik og RGB til at toppe det af med. Læs med om det skal være din...Test: Cougar Screamer-X mikrofon