fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP EliteBook x360 1040 G8 laptop

Test: HP EliteBook x360 1040 G8 laptop

Vi er endnu en gang af HP blevet udstyret med en af deres nyeste laptops til professionelle. Der er tale om en EliteBook x360 1040 G8, som skulle byde på et smukt ydre, sikkert indre og en masse funktionalitet, så det har vi glædet os til at smide gennem testmøllen her.

Hvad er der i æsken?

Indpakningen er meget basic og består af en kort manual, strømforsyning med USB-C tilslutning og så selve laptoppen. Alt sammen trods den minimalistiske indpakningen pænt pakket ned, men der er altså ikke tale om en fed unboxing oplevelse af nogen art.

Design

Modsat udpakningen og æsken, så er EliteBook x360 1040 G8 til gengæld en ret lækker maskine så snart den bliver taget ud af plastikbeskyttelsen og sat på bordet. Hele kabinettet er aluminium og den virker temmelig robust hele vejen rundt. Især på undersiden har man sørget for at til trods for at der er en større overflade, så er det ikke fordi computeren er fleksibel når man vrider den gennem hænderne.

Det er kun på midten af displayets yderside at man lige kan mærke det bøjer en anelse under tryk, men det er ikke meget. Alt I alt føles EliteBook x360 1040 G8 ret robust udført og som en laptop, der kan tåle at blive båret rundt og brugt. For ganske vidst er den smuk, men for os, der arbejder på en computer dag ud og dag ind, så er det altså først og fremmest en arbejdshest, hvorfor det er vigtigt (efter min mening) at den føles stabil og robust.

Når det er sagt, så er designet i EliteBook x360 1040 G8 i sin sølvfarve lettere kantet, hvilket egentlig ikke er nyt i forhold til de sidste par generationer fra producenten. Der er i virkeligheden ikke sket det store på den front fra sidste generation, mens der sammenlignet med G6 er sket det at tænd/sluk knappen nu er integreret i tastaturet i stedet for at være “udenfor” på kabinettet.

Fingeraftrykslæseren er ligeledes integreret i tastaturet i denne generation og er implementeret som en tast. Denne tast kan trykkes ned, men det er altså ikke nødvendigt for sensoren opfanger det også, hvis du blot sætter fingeren på. Jeg tænker man har ladet knappen kunne vandre så det ikke føles som en stiv del af computeren og afviger fra resten af tasterne. Det synes jeg er en lækker detalje, for de designs, hvor fingeraftrykslæseren afviger fra resten af æstetikken, synes jeg er synd i computere, hvor der er fokus på et flot design.

I samme boldgade har HP faktisk endnu et es i ærmet, for også en anden sikkerhedsfeature oser af kvalitet i den henseende. Her tænker jeg på privacy filteret til webkameraet, som er en fysisk blokering af linsen, som dog flyttes elektronisk foran kameraet. Uden at jeg kan se ind til mekanismen, så ligner det at der på en eller anden måde er anvendt magneter til at flytte et gråt stykke metal foran linsen. Designet er temmelig diskret og funktionen virker også når computeren er slukket.

HP EliteBook x360 1040 G8 har foruden et langt navn også en aflang touchpad. Denne er i et stykke og samme farve som computeren. Det vil sige at den har skjulte fysiske knapper i bunden, men man ved ikke, hvor højre og venstre tast er adskilt. Tasterne er i øvrigt, efter min smag og vurdering, en smule højlydte ved brug. Når man sidder i møde eller lokale med andre hører de i hvert fald når man klikker på den.

Selve tastaturet er sort med hvid tekst og bryder altså med det sølvfarvede design. For at være ærlig tror jeg også at et helt sølv design måske havde været for kedeligt. Vores enhed, som er en 1040, har en skærmstørrelse på 14″ og det gør at selve computeren er en anelse større end sin “lillebror” 1030 med 13,3″ skærm. Dette gør at tastaturet i en 1040 har plads til en ekstra række i højre side og at tastaturet generelt er mindre kompakt. Denne række i højre side giver dig dedikerede taster til nogle funktioner, som i 13,3″ altså er gemt bag FN-tasten, såsom Home og End.

I siderne af HP EliteBook x360 1040 G8 finder man dens porte. Af en slank og lækker bærbar at være, så er der efter min mening rigeligt af disse umiddelbart. Mensm an i venstre side kun finder en USB-A port, 3.5 mm jackstik, indstiksslot til SIM-kort og et sikkerhedshul til montering af fx Kensington-lock, så er der på den anden side endnu en USB-A port, HDMI og to USB-C porte.

Begge USB-C porte er Thunderbolt 4 og giver dig både opladning og data via én port. Det eneste ærgerlige jeg synes ved designet er dog at disse to befinder sig tættere på midten end HDMI og USB-A porten. Det vil sige at når man sætter en oplader eller dockingstation til, så stikker kablet ud af computeren nærmest på midten og gør det lidt mindre praktisk. Nu ved jeg hvor komplekst det i øvrigt ville være at placere en sådan USB-C Thunderbolt port på begge sider af en maskine som denne, men det havde nu været rart at kunne vælge, hvilken side kablet skulle stikke ud af.

Hvad angår designet, så virker HP EliteBook x360 1040 G8 velbygget, robust og samtidigt rigtig flot. Der er en god balance, og så kan man synes hvad man vil om de enkelte dele, da nogle af dem vil være en smagssag. Dog synes jeg at dét som jeg lidt savner ved både denne HP og andre Windows maskiner er muligheden for at åbne dem op ved kun at anvende én hånd. Det lykkedes næsten for denne laptop, men ender altså med at kræve to hænder for at den nederste del ikke skal følge med op, når man løfter låget for at åbne den op.

Funktionalitet

Apropos føromtalte arbejdshest, så er det blevet tid til at se nærmere på, hvordan EliteBook x360 1040 G8 er i daglidagen. Altså, hvordan den yder, men også hvordan den er som arbejdspartner. Et er at den skal kunne udføre de opgaver man sætter den til og forventer af den, men det kan jo af flere årsager både være skidt og veludført. Dét ser vi nærmere på i bider i nedenstående afsnit.

EliteBook x360 1040 G8 er udstyret med et WWAN-modul i siden, hvilket vil sige at du kan smide et SIM-kort i maskinen og på den måde ikke være afhængig af at der er en WiFi-forbindelse i nærheden eller at du skal dele fra din telefon. Det gør at denne laptop gør dig i stand til at være mobil uden at være afhængig af en anden internetkilde. Jeg var desværre ikke i stand til at teste modulet, men synes idéen med at være uafhængig er ret fed.

Med en kampvægt på bare 1,32 kg er EliteBook x360 1040 G8 i øvrigt mobil i sig selv og er på den måde egentlig ikke en stor revolution i forhold til en G7 version af samme. At dens skærm er flipbar gør naturligvis at den kan bruges på forskellig vis, men jeg må ærligt indrømme det er utroligt sjældent jeg ser folk bruge “telt” indstillingen. Det er enten som laptop eller tablet at disse x360-type bærbare bliver brugt.

Dog giver det flipbare design den fordel at skulle man være så uheldig at tabe den på gulvet, så er der mindre sandsynlighed for at enheden går i stykker, da den simpelthen har dét mere fleksibilitet at give af. Når det er sagt, så er EliteBook x360 1040 G8 trods det flotte ydre rent faktisk testet efter såkaldte militære standarder. Testene hedder MIL-STD og er udviklet af det amerikanske militær med henblik på at sikre sig hårdføre produkter til deres brug, hvoraf altså EliteBook x360 1040 G8 har været igennem nogle af disse. Blandt andet er EliteBook x360 1040 G8 mere modstandsdygtig overfor varme, kulde, skift af temperatur og fugt end almindelige computere er. Dette er alt sammen blandt de årsager til at denne laptop koster en del mere end en gennemsnitslaptop man kan tage af hylden hos den lokale pc-forhandler.

Skærm

Skærmen i EliteBook x360 1040 G8 går ret meget ud til kanten i siderne. Det samme gør sig ikke helt gældende for toppen og bunden, hvor der er en smule mere sort kant, men jeg synes personligt ikke det ødelægger det flotte design. Den smalle kant i siden gør i øvrigt at billedet føles større end det er.

Her ses HP EliteBook x360 1040 G8 skærmen fra siden med SureView sat til

Det er muligt at vælge forskellige skærme når man bestiller en EliteBook x360 1040 G8, men vores testeksemplar var altså med SureView og Full HD opløsning. Når man som jeg har vænnet sig til en højere opløsning, så føles Full HD nærmest som at gå tilbage i tiden, men i 14″ er det dog ikke helt skidt trods alt.

Skærmen i EliteBook x360 1040 G8 er også udstyret med en sikkerhedsfeature. Der er tale om HPs SureView teknologi, som på digital vis gør skærmen svær at kigge på fra siderne. På denne måde kan du ved at klikke på en bestemt knap aktivere dette digitale filter, som beskytter de data på din skærm fra uvedkommende.

Desværre så har SureView også en indflydelse på skærmen når teknologien ikke er aktiv. Skærmen i EliteBook x360 1040 G8 er nemlig ret “bleg” og føles en smule udvasket og svær at se på fra siderne. Når SureView er aktiveret så er billedet også en smule grynet for mig, som sidder lige foran og beskuer skærmen og det synes jeg ikke er helt optimalt.

Touchpad og tastatur

Tastaturet i EliteBook x360 1040 G8 har sin velkendte form og vandring. Umiddelbart virker det ikke til at HP har lavet ændringer i tasterne i de seneste par generationer og det kan jeg heller ikke bebrejde dem for. Deres tastaturer er faste, præcise og behagelige at skrive på, så det er vel “don’t fix what ain’t broken” mantraen man går efter.

Det er et kompakt tastatur, som dog er passende stort til at man kan skrive behageligt på det. Enkelte taster er mindre end resten, såsom piltasterne, men til gengæld er der gemt en del genvejstaster bag FN-tasten, som gør det muligt at styre nogle af de væsentligste funktioner relativt prompte. Udover disse genveje så har EliteBook x360 1040 G8 også en knap under F12, som du kan programmere selv, så den kan udføre en macro om du vil. Det vil sige denne ene tast kan sættes til at have en serie af indtastninger, hvilket kan være genialt for folk, der arbejder med visse typer af gentagende opgaver.

Det jeg dog lagde mærke til var at EliteBook x360 1040 G8 fra fabrikken (eller i hvert fald da jeg fik den) var indstillet til at have en meget kort “cooldown” i baggrundsbelysningen bag tasterne, som denne computer i øvrigt også er udstyret med. Det betød at lyset slukkede få sekunder efter at jeg holdte op med at skrive på den. Jeg skulle ind i BIOS for at forlænge denne timer til fx 30 sekunder. Det man dog naturligvis skal være opmærksom på i denne forbindelse er at dette bruger mere batteri.

Touchpadden i EliteBook x360 1040 G8 er af en rimelig størrelse. Faktisk er den ret stor når man tænker på at der er tale om en 14″ laptop, selvom det ikke helt er på niveau med en MacBook Pro eksempelvis. Også præcisionen halter bagefter i forhold til denne nævnte konkurrent fra Apple, men til gengæld synes jeg at EliteBook x360 1040 G8 er et godt eksempel på at Windows efterhånden ånder Apple temmelig meget i nakken, hvad angår funktionalitet. I hvert fald kunne jeg sagtens bruge touchpadden med både én og flere fingre for at aktivere forskellige funktioner. Knapperne synes jeg dog laver en for høj lyd når de bliver aktiveret og det, som nævnt, er jeg ikke fan af.

Ydeevne

Det er ikke fordi EliteBook x360 1040 G8 med sine blot 1,66 cm i tykkelse har plads til det vildeste spec-sheet, men ikke desto mindre, så er vores testeksemplar altså udstyret med en 11. generation Intel Core i7-1165G7 og 16 GB RAM, så lidt burde den altså kunne kæmpe sig igennem.

Dét har jeg naturligvis sat mig for at finde ud af ved at smide diverse tests efter EliteBook x360 1040 G8 og så ellers få nogle målinger på banen. De forskellige resultater kan ses af nedenstående og for dem, der ikke forstår sig på disse, så er tallene i nedenstående ganske fine af denne type af bærbar at være. Det er ikke en arbejdshest, som kan kværne tunge opgaver igennem, men den burde på ingen måde lide under selv større kontoropgaver hellere.

Min egen oplevelse var at EliteBook x360 1040 G8 sagtens kunne følge med og gav mig masser af ydelse i de opgaver jeg smed efter den, såsom 10-15 faner i Chrome samtidigt med Outlook og Excel kørende. Når Teams eller Excel kørte en opgave, så kom blæseren dog også i gang og man kunne i den grad høre EliteBook x360 1040 G8 køre. Dette er forventeligt i et kompakt design og når der kommer tryk på, men ikke desto mindre synes jeg det var belastende at sidde og høre på mens man arbejder. Her anbefaler jeg arbejdsredskaber i form af hovedtelefoner til at tage støjen fra blæseren.

3DMark: 1.583
PCMark Home Conventional: 4.247
PCMark Creative Accelerated: 6.871
CS:GO FPS Full HD High: 26 FPS

Batteritid

Jeg testede denne laptop via en app, der hedder BatteryEater. Denne simulerer en arbejdsopgave på maskinen, så man ikke behøver at være ved den under testen. Det minimerer så også afvigelser grundet forskelligartet brug når jeg sammenligner mine tests på tværs. Med BatteryEeater og den “normale” test i appen, så formåede jeg at presse denne maskine på op til næsten syv timer. Indrømmet så var dette med 70% lysstyrke i skærmen, privacy filter slået fra og med en strømtilstand, der hedder bedre batteri. Altså den indstilling jeg selv arbejder med når jeg “bare” skal skrive mails og surfe, mens jeg ikke har min oplader.

Det er dog nævneværdigt i den forbindelse at under min test med HP EliteBook x360 1040 G8, så har jeg ikke installeret synderligt mange programmer, som man ellers normalt ville have kørende i baggrunden. Derfor skal batteritiden naturligvis tages med et gran salt og så snart man har flere applikationer både installeret og kørende, så dræner de på batteriet.

Lyd

Udstyret med Bang & Olufsen licenseret lyd, så er det ikke prangende. Ja, HP EliteBook x360 1040 G8 kan spille højt af en bærbar at være, men sætter man den til dét, så bliver det hele nærmest til én lyd, der kommer ud af højtalerne.

Lydmæssigt er denne maskine dog også tunet til ikke kun at håndtere musik, men opkald via fx Zoom eller Teams. Her er lyden til gengæld klar og tydelig og folk i den anden ende melder også at lyden er ganske acceptabel. Jeg havde ikke mulighed for at sætte maskinen i et lokale med flere deltagere for at se om den kunne agere “skildpadde” i et sådant kald, men i henhold til HP, skulle det være muligt. Jeg kan kun nævne at den er fin, hvis man sidder alene hjemme eller i et mødelokale for sig selv, hvis ikke man ønsker at have headset på.

Til musik så er det fint som baggrundsmusik ved lidt lavere toner og hvor musikken ikke har for høj detaljegrad. Jeg spillede Shell Shocked med Juicy J og Wiz Khalifa og det blev bare ikke nogen succes oplevelse.

Servicering

Ved at fjerne seks specielle T5 Torx skruer i bunden af HP EliteBook x360 1040 G8 får man adgang til dens indre, hvor det dog er begrænset, hvad man selv kan pille ved. Det virker dog umiddelbart kun til at være SSD (M.2) man kan ændre selv. Hvis du i øvrigt ønsker at læse mere om, hvordan du anvender denne laptop kan du følge vejledningen her.

Konklusion

HP EliteBook x360 1040 G8 er ikke nogen billig laptop, men til gengæld så er den propfyldt med funktionalitet og dét i et ret flot design, hvor skærmen tilmed kan flippes hele vejen rundt. Det er en lille opgradering (om nogen) i forhold til sidste generation, men hvis ikke man nåede at hoppe på den gamle version, så er der ikke nogen reel årsag til ikke at gøre det her. Det er en god maskine til tunge opgaver også, om end det stresser dens blæsere en del. Helt overordnet er der kun SureView teknologien og skærmen at sætte en finger på, men kan man se udover disse, så er HP EliteBook x360 1040 G8 en rigtig fed bærbar, der ser ud til at levere på mange forskellige aspekter. At skærmen er en smule grynet er måske prisen at betale for at man kan holde nysgerrige blikke væk fra de informationer, som er at finde på skærmen man arbejder på. For dem, som er på farten er denne privathed meget værd og især folk på farten vil med dette flotte og mobile design have fordel i form af HP EliteBook x360 1040 G8.

Positivt

  • Lækkert og robust design
  • Godt tastatur
  • God batteritid
  • Tastatur og touchpad fornøjelse at bruge
  • Privacy filter digitalt

Negativt

  • Skærm
  • USB-C port tæt på midten af den bærbare

Pris og tilgængelighed

Pris – set til 20.223,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi er endnu en gang af HP blevet udstyret med en af deres nyeste laptops til professionelle. Der er tale om en EliteBook x360 1040 G8, som skulle byde på et smukt ydre, sikkert indre og en masse funktionalitet, så det har vi glædet...Test: HP EliteBook x360 1040 G8 laptop