mandag, november 25, 2024
ForsideAnmeldelserTest: SteelSeries Arctis Prime

Test: SteelSeries Arctis Prime

Vi er af SteelSeries også blevet udstyret med et headset fra deres nyeste serie af gaming udstyr, som de har udviklet i samarbejde med professionelle gamere. Der er tale om et headset, Arctis Prime, som er skrabet helt ind til, hvad man har brug for at vinde i spil og ikke alt muligt tillæg. Læs med om det så også lykkedes SteelSeries at levere herpå.

Hvad er der i æsken?

I den grå og orange æske som Arctis Prime leveres i finder man selve headsettet, to kabler og et popfilter til mikrofonen. Der er også en manual, men til et headset så simpelt som dette virker det ret overflødigt at inkludere med, men so be it.

En lille detalje, som plager mig ved SteelSeries æsker er at de har en illustration, hvor der står “from the makers of THE BEST GAMING HEADSET” på æsken. Det er stort blikfang, men også en form for markedsføring jeg ikke er fan af, for man kan fristes til at tro at netop det headset man kigger på skulle have vundet denne pris. Misforstå mig ikke for SteelSeries laver ret fede headsets (og andre produkter), men dette headset er netop lanceret og har ikke (hvad jeg ved) endnu vundet denne pris, men fordi den første del af teksten “from the makers of” er skrevet så småt i forhold til resten, så er det altså dét man lægger mærke til (sorry for det sure opstød).

Design

Arctis serien fra SteelSeries er designet så de mange forskellige headsets ligner hinanden. Derfor er Arctis Prime også genkendelig i den forstand med sit ski goggle design, hvor hovedbøjlen er fast og justeringen foregår ved den elastik, som så tilpasser sig hovedform og størrelse. Denne elastik er ved Arctis Prime helt sort, men kan altså skiftes og der er adskillige designs og farver at vælge mellem på SteelSeries’ shop.

Det nærmest ikoniske design er lavet således at selve ørebøfferne yderst er helt synlige og bliver holdt fast med fleksible arme bagtil, som sørger for justering er mulig vertikalt, men ikke horisontalt. Det vil sige at tilpasningen til hovedbunden kun er mulig via en akse, hvilket dog også er tilfældet for langt de fleste headsets jeg har haft til test.

Som med andre headsets jeg har til test udsatte jeg også Arctis Prime for min obligatoriske vridetest, hvor jeg tager headsettet i hænderne og begynder at tviste og vride for at mærke efter svagheder i designet. Fordi Arctis Prime er en metalbøjle i toppen og så plastik omkring ørebøfferne var jeg lidt nervøs for om dette design kunne holde til lidt “vold”, men det udgav ikke umiddelbart nogle faresignaler eller særlig mange knirkende lyde, så jeg tænker at det er modstandsdygtigt overfor en “gamer-behandling”. Plastikken var dog en anelse knirkende, men blev en anelse bedre med tiden. Således føles Arctis Prime ret robust til trods for at det er plastik og metal blandet sammen. Selve ørebøfferne står solidt, men er nemme at flekse og dermed sætter de sig omkring hovedformen relativt nemt.

Selvom SteelSeries med Arctis Prime har forsøgt at gøre dette headset relativt simpelt og skrabet for unødige features, så er det ikke fordi det er helt frit for knapper og indstiksmuligheder. Tværtimod, så er der både knapper til at mute mikrofon og justere lydniveau med. Dertil er der et stik på bunden af ørebøfferne til det specielle SteelSeries stik, som det medfølgende kabel passer til. Der er også et 3.5 mm jackstik, som gør dig i stand til at dele din lydoplevelse med nogen, der måtte sidde ved siden af dig. Jeg er ikke så vild med at man fra SteelSeries’ side fortsætter med at bruge deres specielle stik til opkobling i stedet for at åbne det op med 3.5 mm jackstik og gøre det nemmere at erstatte kabler. Sagen er jo den at lyd, som så meget andet, virker på flaskehals-princippet, så det vil sige selvom SteelSeries’ eget stik skulle være bedre end jackstik, så er der jo jackstik i den anden ende og den man stikker i sin konsol eller PC. Derfor er jeg lidt uforstående overfor brug af deres eget stik.

Mikrofonen på SteelSeries Arctis Prime er også mulig at skubbe ind i headsettet eller trække det ud efter behov, som det også er tilfældet med andre headsets i serien. Det man dog skal være opmærksom på er at skulle man anvende det medfølgende popfilter på mikrofonen, så kan denne ikke trækkes nær så meget ind som ellers. Fordelen ved at have det trukket helt ind er at man så kan anvende headsettet til andet end gaming og designet er clean nok til at jeg vil påstå man kan have det på hovedet i offentligheden. Man kan godt se det er gaming med lidt tydelige knapper, men fordi hele designet er sort, så er det ikke sikkert alle ligger så meget mærke til det. Det er kun lige SteelSeries logo, som har en grålig tone og som skiller sig ud fra det sorte på ydersiden af ørebøfferne.

Mikrofonarmen er dog ret fleksibelt og det er muligt at placere mikrofonen meget præcist, hvor du nu kunne ønske dig at den stod. En vigtig detalje for mange har deres egen præference for, hvor de vil have mikrofonen placeret i forhold til deres mund.

Designet til at være et headset og ikke alt muligt andet, så i SteelSeries Arctis Prime er der hverken lys eller chatmix. Alt dette forestiller SteelSeries sig at du indstiller via andre muligheder såsom gennem spillet eller en softwareløsning. Dette bærer designet en smule præg af ved at være ganske sort og en anelse monotont.

Der hvor Arctis Prime dog adskiller sig fra de øvrige headsets i Arctis serien er at man med Prime har valgt at ørebøfferne skal være med kunstlæder og ikke det ellers populære mesh-stof, som eksempelvis Arctis Pro benytter sig af. Det bliver derfor spændende at se om det ovale design på en måde kan skaffe sig af med varmen når nu huden er en del mere lukket inde.

Funktionalitet

SteelSeries Arctis Prime er et headset, som sluttes til din enhed med 3.5 mm jackstik, så den har ikke nogen modifikation af lyden som sådan. Det vil sige at det du føder den med er også hvad den leverer og så med de 40 mm neodymium drivere, som sættet er udstyret med. Med et frekvensområde på 10-40.000 Hz og en THD på under 1% er det ikke helt skidt. THD er i øvrigt Total Harmonic Distortion og angiver hvor meget forvrængning der er. Dermed sagt er Arctis Prime skrabet på udstyrssiden, men SteelSeries har altså valgt at sætte nogle ordentlige drivere i til at levere lyden. Det er hovedsageligt dem vi har sat os for at teste i de næste par afsnit.

Lydkvalitet

Vanen tro så sætter jeg min skræddersyede playliste fra Tidal efter Arctis Prime som jeg gør med stort set alt andet lydudstyr jeg tester. Her er der sange, som jeg kender rigtig godt og så er der også sange, som jeg måske ikke lytter til så ofte, men som sætter udstyret på prøve såsom “Windowlicker – Aphex Twin” og en del andre.

Med det lukkede design og fokus på gaming kan SteelSeries Arctis Prime godt føles en anelse bass-tung i forhold til, hvad jeg egentlig havde forventet. De lyder fantastisk og detaljegraden er helt i top. Der hvor den dog lige falder en anelse igennem er ved dens lettere dominante bas, som gør at de høje toner bliver en smule overdøvet. Det er ikke meget vi snakker om og jeg tror min forventning påvirker lidt min dømmekraft for jeg vil sagtens kunne bruge Arctis Prime til at nyde min musik samtidigt med at det er et headset til gaming.

Gaming

Hvad angår gaming, så performer Arctis Prime exceptionelt. Forudsat man har det rigtige lydkort sat til, så leverer den både detaljer og gengiver også ganske fint surround. Jeg var så heldig at kunne bruge min søns SteelSeries GameDAC til at teste med og indlevelsen i spil var ganske fortrinlig.

SteelSeries har desværre skåret en af de primære funktioner væk fra Arctis Prime, men det skyldes at sættet jo slutter til din computer eller konsol via 3.5 mm. Jeg taler her om Chatmix, hvor du altså ikke kan justere chat vs game lyd mens du spiller, men det er jo så det du kan gøre med en enhed som GameDAC når det kommer til stykket. SteelSeries kunne dog måske have inkluderet Sidetone i mixet så man i det mindste kunne høre sin egen stemme. Jeg opdagede at jeg med Arctis Prime snakkede højere end jeg er vant til fordi det lukkede design knap nok lod mig høre min egen stemme.

Mikrofon

Mikrofonen i SteelSeries Arctis Prime er deres Discord-certificerede ClearCast mikrofon, som lyder rigtig godt. For mit eget vedkommende synes jeg slet ikke popfilteret er en nødvendighed, for lyden er klar og tydelig selv når jeg snakker relativt højt. Lyden er meget lidt digital og føles meget naturlig når man tager dens størrelse i betragtning, men selve vurderingen kan du selv lave ud fra indspilningen, som er linket til i nedenstående.

Der er Y-splitter kabel til dig, der har en computer, hvor der ikke er et kombostik til headset. Dette forlænger i øvrigt det oprindelige kabel og er altså ikke en erstatning til dét.

Komfort

En af de helt store ændringer, som allerede nævnt, ved Arctis Prime er at SteelSeries har valgt en tilgang, hvor man bruger kunstlæder i stedet for det ellers roste mesh/stof, som vi efterhånden har vænnet os til fra serien.

Dette materialevalg har en fordel lydmæssigt. Det lukker støj ude samtidigt med at det giver en mere intens lydoplevelse, der føles og mærkes i højere grad end hvis lyden og altså luften får lov at slippe ud. Ulempen er så bare at kunstlæder ikke lader din hud ånde og her i sommerperioden, hvor min test fandt sted, så betyder det uundgåeligt at mine ører sveder en del mere end når jeg eksempelvis har et Arctis Pro Wireless på hovedet. Til Arctis Primes forsvar vil jeg dog sige at det ikke er det værste kunstlæder-headset jeg har haft på hovedet. Tværtimod formår det at føles let og behageligt, men varmen kan ikke så nemt slippe ud og huden kan ikke ånde på samme niveau, hvorfor det føles en smule mere ubehageligt at have på end noget af stof.

Når dét så er sagt, så er det dog sådan at Arctis Prime føles let at have på hovedet. Det er nemt at tage af og på og elastikken tilpasser sig selvom min søn og jeg skiftevis tager det på hovedet og altså uden at vi skal tænke på om det skal udvides eller strammes til. Ørebøfferne har trods det ovale design også masser af plads til mine større ører, så på den måde føles de ikke indelukkende.

Konklusion

SteelSeries Arctis Prime er bygget med en simpel formel og det er at levere god lyd i en velkendt skal, som så samtidigt skal være komfortabel for gamere, der spiller i timevis ad gangen. Opskriften spiller også langt hen ad vejen og Arctis Prime lyder fantastisk, især til gaming, og mikrofonen følger med i denne høje sfære. Komforten kan diskuteres en smule, for det lukkede kunstlæderdesign giver altså lidt svedige ture omkring ørerne, hvor resten af headsettet egentlig er ret behageligt både ved berøring og brug. Alt i alt et rigtig godt gaming headset for dem, hvor lyden skal være i højsædet, men hvor man altså skal leve med lidt færre funktioner og så kunstlæder på ørebøfferne.

Positivt

  • God lyd
  • Design er neutralt
  • Komfortabelt (om end lidt varmt om ørerne)

Negativt

  • Kunstlæderet lukker lidt og det bliver varmt om ørerne
  • Skrabet for ekstra funktioner såsom Chatmix og Sidetone

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Test: DJI Neo drone

Test: Logitech Ergo M575S

Test: Logitech MX Ergo S

Reklame

Seneste kommentarer

Vi er af SteelSeries også blevet udstyret med et headset fra deres nyeste serie af gaming udstyr, som de har udviklet i samarbejde med professionelle gamere. Der er tale om et headset, Arctis Prime, som er skrabet helt ind til, hvad man har brug...Test: SteelSeries Arctis Prime