fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: JBL Tour Pro+ TWS

Test: JBL Tour Pro+ TWS

Vi skal her se på endnu et sæt 100% trådløse hovedtelefoner fra JBL. Denne gang er det Tour Pro+ TWS vi har haft i test.

Hvad er der i kassen?

Kassen har et flot billede af produktet på forsiden, og som vi kender det fra tidligere JBL hovedtelefoner, så kan man åbne en låge og se selve produktet inden man åbner selve kassen.

I kassen finder vi selve JBL Tour Pro+ TWS, et etui til opbevaring og opladning samt et kort USB-C kabel.

Og et ganske stort udvalg af ørepropper i gummi, i forskellige størrelser så man kan finde den der passer præcist til ens øregang.

Design og funktionalitet

JBL Tour Pro+ TWS har et afrundet design, der ikke vække meget opsigt.

De er lavet i sort plastik, med et sølvfarvet JBL logo. De vejer omkring 7,5 gram hver, og begge ørepropper i opladeretuiet vejer tilsammen 73 gram. Ørepropperne betjenes ved hjælp af touchfeltet på hver øreprop, og en kombination af enkelt-, dobbelt- og trippeltryk. Fuldt opladet er spilletiden opgivet til ca 6 timer med aktiv støjreduktion aktiveret, og 8 timer uden. Det er naturligvis også afhængigt af hvor højt man har skruet op for musikken, men under min test har jeg fået indtrykket af at det nok skal passe. I selve opladeretuiet er der strøm til 3 ekstra opladninger af ørepropperne.

Ørepropperne bliver holdt fast i etuiet med magneter, og klikker nemt på plads når man placerer dem i etuiet.

Etuiet kan enten lades via et USB-C stik, eller man kan placere det på en Qi-kompatibel trådløs oplader. En fuld opladning via USB-C (med en god oplader) tager 2 timer, hvor det tager omkring 4 timer hvis man vælger den trådløse metode.

Der er som sagt indbygget aktiv støjreduktion, og også en “ambient aware” funktion, hvor sidstnævnte sender lyde fra omgivelserne ind i øret så man f.eks. kan høre trafikken. Den aktive støjreduktion gør det omvendte, den reducerer lyde fra omgivelserne elektronisk. Man skifter mellem de forskellige tilstande med et kort tryk på touchknappen på venstre øre. Selve støjreduktionen er ikke den mest effektive jeg har prøvet, den tager lige toppen af f.eks. motorlyden i bussen og susen fra trafikken, men man skal ikke forvente stilhed når man aktiverer funktionen.

For at få det bedste ud af JBL Tour Pro+ TWS bør man installere JBLs Headphones app på sin telefon. Fra app’en kan man bl.a. indstille hvad touchknapperne skal gøre, indstille sproget på stemmen i ørepropperne og få målt om man har valgt den rigtige størrelse gummiprop.

Men den vigtigste funktion synes jeg er equalizeren. Med den kan man skræddersy lyden til ens egen præference.

Jeg har testet rækkevidden ved at lade min iPhone 11 Pro ligge på kontoret i kælderen og spille musik, og så gået rundt i huset med JBL Tour Pro+ TWS på. Her skulle jeg op på 1.sal i det fjerneste værelse før musikken faldt ud, så rækkevidden er glimrende.

Jeg testede også lyden under telefonopkald, og her klagede modparten i samtalen over at det var svært at forstå alt hvad jeg sagde, lyden var lidt lav og rungende. Lyden som jeg hørte var rimelig, men måske lidt til den lave side. Så lyd under opkald lander lidt under middel.

Endelig så er der jo lydkvaliteten når man lytter til musik. Og her kan man godt høre at JBL har valgt en lidt mindre højttalerenhed på 6,8 mm. Der mangler simpelthen lidt af den tunge bas der er JBLs varemærke. Heldigvis kan equalizeren i Headphones app’en rette en del op på det så man får en ret god lyd til musik. Så bliver bassen fyldig og tydelig. Mellemtonen er klar og ren, og endelig en god klar diskant der ikke bliver skinger. Til musik klarer JBL Tour Pro+ TWS sig helt fint.

Konklusion

JBL Tour Pro+ TWS har en glimrende lydkvalitet når man lytter til musik (når man lige får boostet bassen med Headphones app’en) , en god rækkevidde og en fornuftig batteritid. Den aktive støjreduktion er ikke den bedste i prisklassen, men den tager lige toppen af f.eks. trafikstøj. Lyden under telefonopkald skuffer dog lidt. Bruger man dem udendørs i blæsevejr, så kan der opstå ret tydelig vindstøj, noget jeg fandt forstyrrende når jeg lyttede til lydbøger. De var komfortable for mig at have i ørerne i flere timer adgangen, de klemmer ikke og på intet tidspunkt var jeg nervøs for at de skulle falde ud. JBL Tour Pro+ TWS er et fornuftigt sæt trådløse hovedtelefoner der vinder på god lydkvalitet og en meget brugbar app.

Pris og tilgængelighed

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi skal her se på endnu et sæt 100% trådløse hovedtelefoner fra JBL. Denne gang er det Tour Pro+ TWS vi har haft i test. Hvad er der i kassen? Kassen har et flot billede af produktet på forsiden, og som vi kender det fra tidligere...Test: JBL Tour Pro+ TWS