fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserCreative ZiiO 10”

Creative ZiiO 10”

Tabletmarkedet har været i eksplosion siden Apple lancerede iPad’en i starten af 2010. iPad’en har på mange måder revolutioneret markedet og skabt en enhed der kunne alle de basale ting, og som var super nem at have med at gøre. Mange har forsøgt med ”kloner” og dårlige kinesiske kopier af iPad’en, men meget få er lykkedes i dette.

Indtil nu har Apple siddet tungt på markedet med iPad’en og med den nye iPad 2 som er lige på trapperne, er der hård konkurrence fra Apple’s side, da de ser ud til at være et par skridt foran konkurrenterne hele tiden.

Creative er en af mange der vil være med i kampen om et potentielt kæmpe tablet marked, og selvom der er sendt en del tablets på markedet, så er det først nu at de store producenter er begyndt at lancere eller annoncere deres tablets.

Creative har været på markedet i et stykke tid med en lille hvid 7” tablet, som fik en blandet modtagelse i pressen, men 10” versionen skulle være langt bedre og mere fuldendt, så lad os da finde ud af om Creative med Creative ZiiO 10” har ramt plet.

Creative ZiiO 10” fås med 8 eller 16GB hukommelse, og den vejledende pris er 2499,- for 8GB udgaven.

Hvad er der i kassen?
Creative ZiiO 10” leveres i en irgrøn æske, og det første man møder når æsken åbnes, er selve tabletten der er pakket ind i gennemsigtig plastik, så den er godt beskyttet mod ridser under transport.

Derudover så finder man en 220 volt strømforsyning, USB kabel, stylus, manualer, dokumentation og en lille quick guide med de basale tænd/sluk funktioner.

Design
Creative ZiiO 10” er, som navnet antyder, udstyret med en 10” skærm, men selvom det er tilfældet, er den faktisk ikke ret stor, kun 262 x 173 x 13,7 mm og vægten skriver 650 gram.

Er man vant til iPad’en, eller hvis dette er den eneste tablet man har haft i hænderne, så vil Creative ZiiO 10” virke en smule ”plastikagtig” for selve skærmen foran er ikke med glas foran som iPad’en og bagsiden er ligeledes i grå, lidt trist, plast. Forsiden er dog peppet lidt mere op, og en blank sort kant omkranser selve skærmen der desværre er af typen ”resistive touch” dvs. du skal trykke på skærmen, og ikke kun berører, som man er vant til hvis man har Apple iPad, iPhone eller iPod Touch. På forsiden er placeret 7 touchknapper, udenfor selve skærmen, som bruges til at gå til hjemmeskærm, skifte nummer, søge mv. Derudover er der placeret et kamera øverst i venstre hjørne, og et lille ZiiO logo nederst i højre hjørne. Udover den sorte ramme rundt om skærmen, er der fundet plads til endnu en ramme, som er i grå plast, nøjagtig som bagsiden. Her kunne man måske godt have fundet en lidt mere stilren løsning, efter min mening.

På højre side er on/off og volumeknap placeret, mens der er venstre side er miniHDMI, stik til hovedtelefoner, mikrofon, USB stik, SD kortlæser og indgang til 220 volt strømforsyning. I bunden er stereohøjttalerne placeret.

Den generelle finish på Creative ZiiO 10” får den placeret i mellemklassen. Den kan ikke måle sig med iPad’en som er den naturlige reference, selvom prisen er noget højere, og omvendt er der en del tablets i ringere udførsel end Creative ZiiO 10”. Jeg synes dog det er lidt synd at man ikke har brugt en lidt tykkere og pænere plast til bagsiden, det fortjener Creative ZiiO 10” når man ser på fronten der er væsentligt mere elegant. Men derudover så er Creative ZiiO 10” pæn og nydelig, om end jeg synes den er lige vel ”plastik agtig”. Her er det så vigtigt at have in mente at Creative ZiiO 10” kun koster omkring 2500,- hvilket gør den til en af de billigste 10” tablets på markedet, fra en anerkendt producent.

Installation og opsætning
Første gang Creative ZiiO 10” startes op, skal der vælges sprog, og der skal indtastes en mailadresse, så man har adgang produktsupport mv. fra Creative. Du kan naturligvis vælge dansk sprog, samt et utal af andre sprog. Derudover skal tid, dato mv., naturligvis også opsættes, og det er naturligt at man dernæst opsætter det trådløse netværk, så man har adgang til omverdenen og alle de features der nu engang kræver en aktiv internetforbindelse.

Selve opsætningen tager ganske kort tid, da man blot skal vælge det netværk man ønsker at tilslutte til, indtaste eventuel netværksnøgle og så er man på.

Nu er Creative ZiiO 10” installeret, og du er klar til at bruge alle de applikationer der allerede ligger præinstalleret, eller du kan tilslutte den din PC og overfører data til den, mere om det senere…

Funktionalitet
Creative ZiiO 10” leveres med Android 2.1 og har Creative’s egne ”skin” på, med en masse applikationer og særlige features der er unikke for denne Creative ZiiO 10”, og her er det ret tydeligt at Creative med ZiiO serien ønsker at adskille sig fra mængden af tablets, ved at være stærke i ”multimedier”, dvs. lyd og bilede, i form af musik og film. Creative har, alt andet lige, også en del erfaring indenfor dette felt, da de bl.a. er kendt for Deres lydkort, højttalere, og MP3-afspillere og generelt har et godt ry indenfor alt hvad der har med computerlyd at gøre.

På ”hjemmeskærmen” er der en lang række ikoner, fælles for de fleste er at de hedder noget med ”Ziio”, og det er Creatives egne applikationer, som bl.a. Ziitore, som er Creative’s bud på Android Market. Udvalget her er lidt begrænset, men du kan selvfølgelig finde Facebook, Angry Birds og andre klassiske apps herinde. Derudover er ZiiO Space en online tjeneste hvor du kan hente apps, få support og hente tips og tricks til din Creative ZiiO 10” enhed.

Derudover så indeholder Creative ZiiO 10” også tjenesten Audible, som er elektroniske lydbøger, samt Zii-brandede musik, billede og videoafspillere.

Af andre ”ZiiO” funktioner, kan bl.a. nævnes ”ZiiAcademy” som er en eBogslæser hvor der ligger et par engelske bøger præinstalleret. Derudover kan du importere egne eBøger der ikke er DRM beskyttede, bl.a. i TXT og EPUB format.

Skulle du ikke kunne finde online indhold nok, så kan du naturligvis smide Creative ZiiO 10” til din PC, og overfører musik, film og billeder via USB, Creative ZiiO 10” fremgår bare som en ekstern harddisk eller lignede i din stifinder, og så er det bare ”drag and drop”.

Creative ZiiO 10” afspiller video i H.264, MPEG4, WMV9, MOV, AVI og MKV format, hvilket må siges at dækkes næsten alle gængse formater, og her er vi milevidt foran iPad’en hvor du skal konvertere video for at få det ind på den overhovedet.

På lydsiden er man også godt dækket ind, også med de mere nørdede formater, da Creative ZiiO 10” understøtter MP3, AAC, WMA9, FLAC, OGG, MIDI, WAV og Audible.

På forsiden er et indbygget kamera, som dog ikke er meget værd, det er simpelthen for ringe, og der er også indbygget mikrofon.

Tablets har generelt en ret dårlig lyd, men det er ikke tilfældet med Creative ZiiO 10”, som nyder godt af Creative’s gode historie med lydprodukter, hvilket tydeligt mærkes når man afspiller musik fra Creative ZiiO 10”. Lyden er naturligvis stadig ikke fantastisk, men den er langt bedre end i rigtig mange andre tablets.

Afspilning af video synes jeg egentlig også Creative ZiiO 10” klarer fint, uanset om det er HD materiale og i hvilket format det ligger i. Dog er betragtningsvinklen på skærmen, kun til at man ser film én person af gangen, men med den indbyggede HDMI udgang er det jo også bare at smide Creative ZiiO 10” til det store TV i stuen eller på værelset, så kan både familie og venner se med.

Internetbrowseren er ikke blandt de hurtigste, men den virker ganske glimrende når den lige kommer i omdrejninger, og selv små-avancerede websites er ikke et problem, ligesom flash også er understøttet. Med andre ord får du faktisk en oplevelse som på en bærbar PC når du surfer med Creative ZiiO 10”, bare i lidt mindre format.

Det er tydeligt at Creative har valgt en lidt anden retning end mange andre producenter af tablets, nemlig at skabe en underholdningsenhed, i stedet for en ”sofa computer” og det synes jeg et eller andet sted er både frisk gjort, men også godt tænkt.

Nedenfor findes en video der viser Creative ZiiO 10″ i brug, designet og de mest basale features.

Konklusion
Creative ZiiO 10” giver faktisk ret meget ”value for money”, for du får både en tablet så du kan surfe i sofaen, en bærbar musikafspiller, en bærbar videoafspiller, en billedfremviser og ikke mindst en medieafspiller der kan hookes med op med dit store TV i stuen, så hele familien kan få glæde af musik, film og billeder fra Creative ZiiO 10”.

Derudover så kan Creative ZiiO 10” streame musik trådløst til en bluetooth højttaler, som eksempelvis Creative’s egne ZiiSound D5, eller en hvilken som helst anden bluetooth højttaler.

Kvalitetsmæssigt så er Creative ZiiO 10” slået af Apple’s iPad, ingen tvivl om det, men til gengæld så kan Creative ZiiO 10” nogle af alle de ting som vi savner i iPad’en, og så koster Creative ZiiO 10” altså væsentligt mindre end Apple’s iPad.

Creative ZiiO 10” er med andre ord et glimrende bud på en tablet til den der går mere op i film, musik og spil, end internetbrowsing, og som kan leve med at spare omkring 1000 i forhold til Apple iPad, mod at få lidt dårligere finish og en lidt langsommere tablet, i grove træk.

+
God lyd
Rimelig touch-skærm
HDMI udgang


Plastkvaliteten
Langsom opstart

Karakter
80 %

Pris og tilgængelighed
Vejledende pris: 2499,-
Set til 2399,- hos Wupti.com

Find den bedste pris på Creative ZiiO 10”

Anmeldt af
Noel Christensen

Udlånt af
Creative

Noel Christensen
Noel Christensenhttp://www.eReviews.dk
Noel Christensen - Redaktør på eReviews.dk.
Annonce

5 KOMMENTARER

  1. Kan du oplyse om det er muligt at installere f.eks. Telenor WIMP app på den? er det muligt at installere apps fra Andriod Market eller er man begrænset til Ziio storen?

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer