Også TP-Link, som er en af verdens største producenter af netværksudstyr, vil være med på bølgen af de helt hurtige routere med WiFi 6 standard og den første vi har fået lov at test i den forbindelse er deres Archer AX11000 med masser af antenner, Tri-Band, Gaming-funktoner og mere til. Vi har set nærmere på den her.
Hvad er der i æsken?
Hvad angår kassen til Archer AX11000, så har jeg set bærbare computere have mindre footprint. Det er altså en temmelig stor kasse. Det skyldes at TP-Link foruden selve routeren har 8 antenner separat pakket ned i æsken sammen med en ret så stor strømforsyning, LAN-kabel og manual.
Design
Jeg ved ikke om det fremgår tydeligt nok af billederne, men som nævnt foroven, så er TP-Link Archer AX11000 en ret så voldsom router. Jeg har tidligere haft store routere til test og også kommenteret på deres størrelse, men denne router slår alligevel alt, hvad jeg tidligere har testet. I hvert fald hvad angår størrelse, men om det samme gør sig gældende på ydelsen, vil tiden vise.
Selvom alle antenner er aftagelige og separat pakket ned i æsken, så er montering af disse ret nem. De skal nemlig ikke skruer på, men derimod blot klikkes på og det går ret stærkt for alle antenner er ens og det er derfor ikke nødvendigt at tænke over, hvor de skal monteres.
Designet af TP-Link Archer AX11000 er ret godt bygget og routeren føles robust. Det er ikke et device, som skal flyttes på i særlig høj grad, men det er da alligevel et kvalitetsstempel at den føles så solid, som den gør til trods for at materialet er plastik.
På nær antennerne, som er med en skrigende rød farve ret iøjefaldende, så er designet af TP-Link Archer AX11000 relativt moderat. Hvis det da ellers ikke var for selve størrelsen af den. I midten af toppen har man eksempelvis et LED-lys med TP-Links logo, som lyser op i forskellige farver afhængigt af routerens status. Denne kan naturligvis godt slås fra.
På hvad der svarer til fronten, er der tre små knapper under den ene af antennerne. Disse knapper er til WPS, tænd/sluk af WiFi og tænd/sluk af nævnte lys. Knapperne er lidt svære at se og man skal ned under antennen for at se, hvad man kigger på, så hvis ens routere er i gulvhøjde skal man altså ret lavt ned. Ikke så heldigt, men heller ikke knapper man skal bruge så ofte kan man sige.
I den ene af siderne er der to USB 3.0 porte at finde på routeren. Den ene værende “almindelig” USB og den anden er Type-C. Disse er lidt mere heldigt placeret og nemmere at tilgå end knapperne.
Bagtil har TP-Link Archer AX11000 hele 8 LAN-porte at gøre godt med sammen med en WAN-port. Dertil er der så strømstik, tænd/sluk knap og en reset-knap.
Trods sin størrelse, så er TP-Link Archer AX11000 faktisk mulig at montere på væggen. Det interessante i denne forbindelse er at de fleste routere (som jeg har testet) er udstyret med plads til to skruer, men i Archer AX11000s tilfælde er der altså plads til fire, som det fremgår af billedet.
Designmæssigt ville jeg vælge en anden farve til antennerne og på den måde gøre routeren her lidt mere neutral, så de røde farver ikke var så iøjefaldende. Det føles som værende påduttet for at leve op til gaming navnet, men det gør routeren mindre anvendelig for andre brugere, som ikke er ligeglade med hvordan deres router ser ud.
Funktionalitet
Hvis man tager tid fra man begynder at pakke TP-Link op og til man har sat alle antenner på og kørt igennem opsætningsguiden, så er der hurtigt gået 20 minutter før man er klar. Det er ikke den hurtigste opsætningstid jeg har præsteret med en ny router, men den kunne også sagtens være langsommere, hvis nu eksempelvis alle antenner skulle skrues på.
Det er ikke fordi selve opsætningsprocessen for TP-Link Archer AX11000 er voldsomt besværlig, men den tager nu engang bare lidt tid. Du bliver guidet igennem processen ganske enkelt og der er ikke så voldsomt mange skridt før man er kørende, men før man har fået antennerne sat på, sat strøm til og kørt setup, så går der nu engang bare noget tid.
Jeg må dog erkende at når først man har fået sat denne router op og tilgår menuen i sin browser, så fejler dette brugerinterface absolut ingenting. Jeg føler det er nemt at finde rundt og jeg er overbevist om at selv en ikke så garvet bruger også sagtens vil kunne finde rundt. Der er af den grund dog ikke mangel af forskellige funktioner og indstillingsmuligheder.
Tværtimod, så lever routeren her op til sin Gaming del ved at have dedikerede funktioner til gaming. Det er måske ikke så dybdegående, som vi har set det med Netgears Gaming Dashboard, men det essentielle med at prioritere spilenheder og stabil drift er også et skridt mod at give gamerne den gode spilleoplevelse på nettet. De små marginaler var jeg ikke i stand til at teste og sammenligne da vi oftest snakker marginaler, som man kun vil kunne opleve over længere tid. I den nævnte brugerinterface, som dog kræver at du har browseren kørende, kan du se statistik under en gaming session og pinpointe, hvis din internetforbindelse har haft udfald mens du har været i et spil og på den måde være bevidst om at du har en flaskehals, som du skal kigge på for det nytter ikke noget at have den hurtigste mus og skærm, hvis din internetforbindelse sætter dig ud af spil så at sige.
Inden selve hastighedstesten af TP-Link Archer AX11000 var jeg nødt til at smide routeren i AP (Access Point) mode for at kunne slutte en kompatibel 2.5 Gbps enhed til. Det er nemlig sådan at, som nævnt, gemmer den eneste 2.5 Gbps port på Archer AX11000 sig bag WAN-porten og denne bruges jo så af internetkablet når den er i Router mode. Ved en iPerf 3 test opnåede jeg følgnede hastigheder.
Hastighed på 5 GHz (WiFi 6): 1322 Mbps
Hastighed 2.4 GHz: 166 Mbps
Selvom peak-hastighederne var en tand højere, så var det ovenstående resultater, som var mere vedvarende og må egentlig siges at være ganske tilfredsstillende. Vi er der, hvor vi nu via WiFi får hastigheder vi ellers har været vant til gennem kabel. Om jeg ville smide en gamer over WiFi må jeg nok svare nej til, men til overførsel af data på tværs af netværket, så er WiFi med den nye WiFi 6 standard og denne router ikke en flaskehals (om end der jo naturligvis altid er en flaskehals uanset hvordan man vender og drejer det).
Signalstyrken var det næste jeg ville ind og teste og blive klogere på. I nedenstående diagram er hvad jeg opnåede med TP-Link Archer AX11000, som på dette punkt performer rigtig godt. Det er den router med den bedste dækning i vores 3 etagers som jeg har testet mens vi har boet her og også internethastigheden er ganske tilfredsstillende.
Bag det gaming-inspirerede ydre og alle disse tal, så er der i Archer AX11000 en kraftig Quad-Core processor med 1,8 GHz i hver kerne, som sammen med yderligere 3 “coprocessorer” sørger for stabil drift. Det jeg oplevede at denne styrke var i stand til var at Archer AX11000 var en af de hurtigste routere til at omstille sig efter en ændring. Det vil sige at den var klar med nyt SSID eller Password meget kort tid efter at den blev bedt om at gemme ændringerne. Der gik under et minut og så var den klar igen oftest.
Konklusion
Med en samlet båndbredde på 10.756 Mbps, deraf navnet også, så er Archer AX11000 med den kraftige signalstyrke og hastighed fint i stand til at håndtere adskillige samtidige streams af Netflix, gaming og hvad man ellers måtte være i gang med af dataoverførsel internt i hjemmet. I de fleste hjem vil jeg sågar påstå at alt muligt andet vil være en flaskehals førend at en router som Archer AX11000 gør det. Der er tale om en temmelig solid router, om end den designmæssigt ikke vil appellere til alle. Nem opsætning gør måske at den høje pris man har betalt er lidt nemmere at sluge, men det er altså ikke billigt at være med på den seneste teknologi indenfor netværk, som altså byder på ret voldsom båndbredde på tværs af tre bånd.
Positivt
- Nem brugerinterface
- Hastighed
- Signalstyrke
- 8 LAN porte (endelig nogen som fatter det)
- Kan vægmonteres
Negativt
- Design er stort og gaming (vil ikke passe alle)
- Tidskrævende opsætning (om end nemt skridt for skridt)
Pris og tilgængelighed
Set til 3.232,-