Blue så tidligt den nu enorme trend i form af streaming og podcasting, som har taget verden med storm nærmest. De har lavet adskillige mikrofoner til netop dette segment og nu kommer deres seneste skud fra stammen i form af Blue Yeti X, som vi har haft fornøjelsen af at lege med de sidste par uger.
Hvad er der i æsken?
Æsken er en smule anderledes end forgængeren i og med at den er mere kvadratisk, men udpakningen er stort set i tråd med tidligere og man bliver først og fremmest præsenteret for selve mikrofonen monteret fast på standeren og dernæst graver man sig frem til tilbehøret og manualen. Tilbehør er måske så meget sagt for der er kun et microUSB kabel at finde i virkeligheden. At Blue ikke er gået over til USB-C får de i min bog ikke ligefrem plus point for dog.
Design
Sammenlignet med den oprindelige Yeti mikrofon, som nok er den mest solgte og populære USB-mikrofon til dato, så er der nogle lighedstræk i den nye Yeti X, men i virkeligheden ligner den nye mikrofon mest af alt en forvokset udgave af lillebroren til de to, nemlig Yeti Nano.
Selvom der findes yderligere afrater af Yeti, så udgøres serien i virkeligheden blot af disse tre og mens Yeti Nano er en lidt mere skrabet udgave når det kommer til features, så er den stadig berettiget med sit moderne look og simple opsætning. Blue Yeti X derimod er langt mere avanceret, selvom den ikke umiddelbart ser ud til at være det og det er faktisk en del af dens charme.
Blue Yeti X er nemlig med meget få knapper i stand til at bringe os langt mere end sine forgængere, idet den bruger intern teknologi og software til at lade den ene knap på fronten styre adskillige af dens funktioner. Om det gør den besværlig vil vi se nærmere på, men designmæssigt er det bestemt pænt at kigge på.
Foden som Yeti X er monteret på er ret tung og det sørger for at den forbliver der hvor du stiller den. Det er også indirekte med til at sikre mindre støj på linien fra hvis bordet skulle ryste eller andet forestiller jeg mig. Der ville alt andet lige være tale om meget lidt interferens med lyden, men for perfektionister er det også lidt for meget. Der er i øvrigt hul igennem på foden, således at man kan lade kablet gå ud i bagsiden og ikke stå i vejen på skrivebordet.
På undersiden af selve Yeti X mikrofonen har man dens to porte. Den ene værende microUSB og den anden et 3,5 mm jackstik til hovedtelefoner. Blue Yeti X agerer nemlig også som eksternt lydkort, så du kan koble dit headset til mikrofonen direkte. Mellem de to porte er der et gevind, så du også kan montere Yeti X på en mikrofonstand.
Blue Yeti X har to knapper på omtrent den samme størrelse på henholdsvis front og bagside. Knappen på bagsiden giver dig mulighed for at vælge optagelsestilstanden på mikrofonen afhængigt af om du optager fra front, i en samtale, stereo eller hele vejen rundt.
Knappen foran er lidt mere multifunktionel, hvilket vi kommer nærmere ind på, men den har små dioder omkring sig og du kan i ægte RGB-trend skifte farven på lysene, så det passer og er i stil med resten af din opsætning. Knapperne er store og nemme at betjene og giver lidt mindre modstand end knapperne på den oprindelige Yeti, hvilket er en fin lille opgradering.
Funktionalitet
Der hvor Yeti X virkelig adskiller sig fra sin forgænger er understøttelsen af Logitech G hub softwaren, som giver mulighed for at indstille mikrofonindstillingerne ned i mindste detalje. Du kan vælge brugbare funktioner såsom støjreduktion, men du kan også justere din stemme, så du eventuelt lyder anderledes end i virkeligheden.
Selve softwaren er ret nem at arbejde med og de fleste funktioner er mere eller minder selvforklarende. Direkte i applikationen kan du også optage tests så du kan høre dine indstillingers effekt med det samme. Det kan du også ved at indstille talkback funktion, så du kan høre din egen optagelse live, mens du optager dog.
Du kan også bare vælge en af de forudindstillede profiler som Logitech/Blue har lavet med forskellige temaer så du eksempelvis kan lade dine lyttere få indtrykket af at du sidder i et radiostudie eller andre steder.
Betjening
Jeg var lidt skeptisk da jeg så at Yeti X kun havde én knap til at styre lyden med fra fronten og om det så ville betyde at jeg skulle trykke mig igennem en hel masse førend jeg kunne finde på at blive irriteret. Steve Jobs krævede af iPhone designet at der aldrig var mere end et vist antal undermenuer i iOS styresystemet, hvilket netop gør at den er så brugervenlig. Umiddelbart følte jeg mig ikke generet overhovedet og det var lynhurtigt at indstille lydniveau i både mikrofon og hovedtelefoner. Hvis man vil mute lyden i hovedtelefonerne er det måske en smule besværligt, men da jeg ikke generelt bruger jack-stikket på selve mikrofonen til mine hovedtelefoner var det ikke noget jeg nævneværdigt studsede over.
Lydkvalitet
Blue Yeti X er en kondensator mikrofon, med en opgraderet indmad i forhold til sin forgænger. Mens du snakker viser de nævnte dioder omkring den forreste knap niveauet som lyden er optaget i og det betyder at du kan justere højden på din stemme løbende og vide dig sikker at dine medspillere kan høre dig og i hvor høj grad.
Blue Yeti X har, afhængigt af indstillinger naturligvis, en lettere varm og meget detaljeret lyd, som helt sikkert vil være en opgradering fra enhver, som bruger et headset, men også, hvis du har prøvet kræfter med en billig USB-mikrofon. I mit eget tilfælde skulle jeg dog indstille følsomheden (gain) på Yeti X på et meget lavt niveau, så den ikke var overfølsom overfor lyden fra mit mekaniske tastatur, men dét til trods kunne den fint fange min stemme på en afstand af 30 cm cirka.
I nedenstående kan man høre min optagelse af Blue Yeti X. I den forbindelse er det værd at bemærke at jeg ikke har et pop-filter imellem og det kan til tider godt høres, hvilket skyldes følsomheden i Yeti X. Følsomheden er nu også en god ting for det betyder også at man ikke behøver tale særlig højt.
Konklusion
Blue Yeti X er en klar opgradering og modning af serien, hvor der nu med denne nye mikrofon virkelig er åbnet op for, hvad software-understøttelse kan bidrage til. Med Logtiech G Hub kan du nemlig indstille lyden efter dine præferencer og lydkvaliteten er virkelig i top. Man får til en relativt høj pris også en masse features og en fantastisk lyd og ret så nem indstilling via to knapper, der gør Yeti X velegnet til både gamere, streamere, podcastere og hvad man ellers kunne finde på. Kort fortalt er Blue Yeti X nok en af de bedste USB-mikrofoner derude lige nu.
Positivt
- Design
- Logitech G Hub og Blue Voice fleksibilitet
- Lydkvalitet
Negativt
- MicroUSB
Pris og tilgængelighed
Set til 1.499,-
- Køb Blue Yeti X