fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Netgear Nighthawk XR500 gaming router

Test: Netgear Nighthawk XR500 gaming router

Det er egentlig utroligt at vi som gamere har affundet os med at den enhed, der forbinder os til resten af verden og vigtigst af alt dem vi spiller mod og med, ikke ligesom vores tastaturer, mus og headsets, er skræddersyet til den optimale gaming oplevelse. Gaming routere har nu eksisteret et par år, men nu kommer Netgear Nighthawk XR500 og lover en endnu bedre spilleoplevelse og en decideret gaming router med både hardware og software skabt omkring gamerens behov og måske specielle ønsker. Vi ser nærmere på om det er hold i påstandene eller om der er tale om pseudo effekter og forhåbninger.

Hvad er der i æsken?

Æsken til Netgera Nighthawk XR500 indeholder selve routeren, fire antenner løst i pakken, to strømforsyninger til hhv. EU og UK, ethernetkabel samt manual og DVD med software.

Design

Det virker som om designet til Netgear Nighthawk XR500 er hentet med inspiration fra SciFi film og rumskibe. Den ligner i hvert fald noget fra en anden verden og der er også futuristiske karaktertræk i designet. Det flade og nærmest kileformede design er der som sådan ikke noget nyt i, men det er mere de ekstra detaljer i form af blandt andet køler-gril formen på fronten, som gør at Nighthawk XR500 virker sådan lidt rå i designet.

Hvorvidt det er for at indikere fart eller fordi man tænker at resten af gamerens udstyr afspejler det samme designmønster er kun noget jeg kan spå om. I hvert fald er det sorte design ikke nødvendigvis noget som vil pynte på tv-bordet ved siden af et B&O anlæg eller andet design.

Det er dog nok også tanken at man med designet af Nighthawk XR500 sender et helt andet signal end stil, så det vil jeg naturligvis ikke være et kritikpunkt, men blot noget man skal være opmærksom på når du planlægger placeringen af denne router. Vender man Nighthawk XR500 på hovedet finder man også ud af at den ikke har huller til montering på væggen og det synes jeg derimod ér et kritikpunkt, for det er en mulighed jeg bestemt tror brugere vil savne.

I midten af “grillen” på fronten er det så at LED-lysene er placeret. Disse fortæller om status på routeren og dennes aktivitet, så hvis man har routeren stående fremme kan man nemt se om tingene virker som de skal. Man kan også slukke for lysene efter behov med en switch på bagenden. Det har lidt Knight Rider over sig med lysene på fronten, selvom de er hvide, men det var altså det første der gik gennem hovedet på mig da jeg så designet sammenlagt.

Nu hvor bagsiden er nævnt kan vi ligeså godt også vende dette punkt, som jeg ved er et af de mere interessante fokuspunkter for folk på udkig efter ny router til at erstatte eller bistå løsningen i hjemmet fra internetudbyderen. På bagsiden har Nighthawk XR500 fra venster mod højre switchen til LED-lysene, en reset-knap, 4 x LAN porte, 1 x WAN port, strømstik og en tænd/sluk knap. Der er dermed hverken mere eller mindre end ved en almindelig router og det er måske en smule skuffende, når vi fra selv Netgear har set routere med flere LAN-porte til at understøtte folks behov for flere enheder. Dét til trods for at vi bevæger os mere mod trådløse enheder, så er fire porte bare hurtigt brugt op.

I siden har Nighthawk XR500 gemt to USB 3.0 porte, som kan bruges til at koble printere eller lagringsenheder til deling og dette er opnået uden at det føles som en addering eller ødelæggende for det overordnede design. Apropos konsistens i designet så er der også på bagsiden hullede grille, hvor jeg dog er sikker på at dette designvalg også tildels er for at lede noget varme væk fra routeren. Varmen i enheden kan blandt andet komme fra dens Dual-Core 1,7 GHz processor, som jeg selv synes er ret meget taget i betragtning at det “bare” er en router.

Antennerne som leveres løst i æsken til Nighthawk XR500 skal skrues fast for at de kan virke og routeren vil også virke med bare en eller to monteret, selvom det ikke er at anbefale, hvis man ønsker den optimale hastighed og dækning. Antennerne er nogenlunde fleksible og kan også vippes vandret, så den manglende vægmontering er endnu mere uforståelig faktisk.

Funktionalitet

Inden vi ser nærmere på de hastigheder jeg opnåede med Nighthawk XR500 så er det i virkeligheden noget helt andet, som er omdrejningspunktet ved denne router. Som gamer forventer man naturligvis at hastigheden er i top og det analyserer jeg også i nedenstående, men først og fremmest er det rent faktisk styring og opsætning, som er det specielle ved XR500.

Selve opsætningen af Nighthawk XR500 foregår meget simpelt. Når du har forbundet den til dit modem eller netværksudgang skal du vente på at lamperne lyser og så koble din computer til via kabel eller WiFi. Routeren understøtter naturligvis WPS og kan forbinde ved hjælp af en knap og uden at man skal taste hele koden. Det er sådan set ikke nyt og i det hele taget forventet som en feature.

Ved opsætnings vejs ende bliver man derimod mødt med en lidt (læs meget) anderledes interface til videre opsætning og finjustering af indstillingerne på Nighthawk XR500. Det er nemlig sådan at Netgear har indgået et samarbejde og menuen er drevet af noget der hedder DumaOS, som adskiller sig væsentligt fra de menupunkter man ellers ser hos Netgears routere. I stedet for en hvid og lilla farvekombination ser man derimod en masse sort og rødt. Åbenbart gamernes foretrukne farver.

Det er dog ikke så meget det grafiske og farvemæssige, som er interessant eller spændende. Det er derimod de funktioner, som du bliver stillet overfor og som du ikke ser i en almindelig router. De to vigtigste funktioner i gamerens henseende og i softwarens forbindelse er Geo-Filter og QoS.

Geo-Filter

Her er det på en nem måde og med et verdenskort foran sig muligt at placere sin egen lokalitet. Ud fra denne kan man så afgrænse en cirkel, som begrænser de servere man vil forbinde til. Dette gør at man kan forbinde til multiplayer-servere i for eksempel CS:GO som kun er indenfor en vis rækkevidde og dette er naturligvis afgørende, hvis man ønsker en lav ping i sine spil. Afhængigt af hvilket spil man spiller kan dette dog resultere i at spillet er længere om at finde kompatible spilservere man kan joine, men derimod er man næsten sikker på en bedre og hurtigere forbindelse. Hvis man ikke er tilfreds med hastigheden i den søgetid der så kommer frem som resultat af begrænsningen kan man altid udvide sit “domæne”, men samtidigt være sikker på at man ikke bliver koblet op på en server i Kina eller det vestlige USA, hvor ens ping forventeligt vil være ret høj.

QoS

Hvis man nemt skal forklare QoS (Quality of Service) så er det serverens evne til at være selektiv omkring al den information som går igennem ens netværksforbindelse fra alle enhederne i hjemmet. De informationer som bliver sendt igennem et netværk skal igennem samme port så at sige og når der sker meget på netværket så sørger QoS ganske enkelt for at prioritere gaming packets over fx browsing og streaming. Det betyder ikke at det er noget man kan mærke og måle med det blotte øje, men det er eliminering af en flaskehals, som er rart selvom det sker i det uvisse. Alt andet lige så betyder det at man har en fordel over sine modstandere med dårligere routere, selvom der kan være tale om små split sekunder til forskel.

Der hvor DumaOS igen udemærker sig i denne henseende, for QoS er der ikke noget nyt i, er ved at man kan allokere en større prioritering mod de vigtigste enheder på netværket. For eksempel kan man prioritere sin gaming PC, PlayStation og Xbox over fx iPad eller andet hardware. Det vil sige at foruden de vigtigere data så bliver enheder på netværket også altid prioriteret over andre. I en husstand med en hurtig internetforbindelse og generelt lidt trafik vil det ikke være en mærkbar forskel fra den ene til den anden, men igen er der tale om split sekunder som kan være afgørende for om man skyder eller bliver skudt.

Overførselshastigheder

Med sine fire antenner er Nighthawk XR500 i stand til at levere et Dual-band netværk med altså to bånd på hhv. 5 GHz og 2.4 GHZ. Sammen leverer de to bånd op til 2600 Mbps båndbredde og det er altså disse hastigheder vi nu skal til at teste igennem.

Det er i den forbindelse vigtigt at pointere at netværk altid vil bestå af den ene eller den anden flaskehals og det betyder at den hastighed man får frem kan afhænge af både det udstyr man tester og den router man forbinder til. Uanset hvad så er Nighthawk XR500 med mere end rigelig båndbredde til at håndtere de flestes internetforbindelser. LAN-portene er 1 Gbit og bliver målt til 919 Mbps, hvilket er fint acceptabelt da det som nævnt nok aldrig vil blive målt til fuldt ud at udnytte porten.

Ved 5 GHz kunne vi klemme Nighthawk XR500 op på 353 Mbps på en HP bærbar, mens 2.4 GHz båndet formåede at klare 154 Mbps. Hvis jeg sammenligner disse resultater med andre routere jeg har testet, så må jeg sige at jeg havde forventet mere af 5 Ghz båndet der er sat til teoretiske 876 Mbps, hvilket heller ikke er højt i dagens standard. Derimod synes jeg at 2.4 GHz båndet klarer sig ganske fint i forhold til meget andet jeg har testet.

Rækkevidde

Når man sidder i et rækkehus på tre etager er det altid spændende at se, hvordan netværksenheder klarer sig. Det kan nemlig gå begge veje fordi huset er af 100 m2 i størrelse fordelt på 3 etager. Det “heldige” er at det er et træhus og væggene er dermed ikke tykke, så for det meste var rækkevidden i stand til at nå alle de områder af vores hjem, hvor vi kunne finde på at bruge vores enheder. Udkanterne, såsom hoveddøren var nærmest ikke dækket af 5 GHz båndet, men det er ikke nyt. Derimod så er vores vinduer af nyere dato og med isolering, hvilket betød at selvom routeren stod på samme etage som vores terrasse, så faldt hastighederne med over 20%.

Konklusion

Netgear har indgået et samarbejde med NetDuma for at skabe en solid brugerflade for gamere. Det er nemlig muligt at skaffe både hurtigere og også billigere routere end Nighthawk XR500, men det som virkelig adskiller denne router fra andre er den DumaOS styreflade man får adgang til og som gør én i stand til at prioritere sine forbindelser både hvad angår data, mene også på enhedsniveau. Derudover kan man via et Geo-filter begrænse, hvilke servere i verden man ønsker at forbinde til og på den måde sikre en hurtigere forbindelse. Ikke decideret nye funktioner, men simpliciteten i opsætningen af dette gennem DumaOS er hvad der gør den lettere unik.

Takket være DumaOS trækkes Nighthawk XR500 op på et solidt niveau, men den kunne nu godt have en bedre hastighed og rækkevidde på 5 GHz båndet især. Jeg er bestemt ikke skuffet af ydelsen på 2.4 GHz eller rækkevidden af samme. Nighthawk XR500 er ydermere nem at sætte op og “vedligeholde” takket være et ret nemt menusystem, som jeg dog kun kunne få på engelsk (og en håndfuld andre sprog) og ikke på dansk. Det er dog meget simpelt og sigende så det burde være til at finde ud af selv for ikke garvede netværksbrugere.

[checklist]

  • Smart interface (DumaOS)
  • Godt signal
  • Gode features for gamere
  • Nem opsætning

[/checklist]

[badlist]

  • Kun 4 LAN-porte
  • Kan ikke vægmonteres

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Er på markedet nu.

Set til 2.089 kr.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Det er egentlig utroligt at vi som gamere har affundet os med at den enhed, der forbinder os til resten af verden og vigtigst af alt dem vi spiller mod og med, ikke ligesom vores tastaturer, mus og headsets, er skræddersyet til den optimale...Test: Netgear Nighthawk XR500 gaming router