fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Libratone Zipp 2 trådløs højttaler

Test: Libratone Zipp 2 trådløs højttaler

Vi har tidligere stødt på danske Libratone her på siden. Denne gang skal vi se på deres opdatering af den populære Zipp højttaler. Vi skal se på Zipp 2 som både kan afspille fra AirPlay, Bluetooth, USB, AUX og som har indbygget Alexa.

Hvad er der i kassen?

I kassen finder vi selve Libratone Zipp 2 højttaleren, en kort brugsvejledning og en oplader. Opladeren er desværre en ikke standard USB oplader, men tilgengæld en oplader der kan oplade Libratone Zipp 2 hurtigere end USB.

Design og funktionalitet

Libratone Zipp 2 er cirkulær med en diameter på ca 12 cm og ca 26 cm i højden, og vejer omtrent 1,5 kg.

Det er altså ikke en lille højttaler, men den er dog stadig bærbar. Toppen er lavet i hvidt plastik, domineret af et oplyst kontrol panel der fungerer med touch.

Den er monteret med en strop i ægte læder, som man kan bære den i, eller endda hænge den op hvis man skulle få brug for det.

Bunden er ligeledes lavet i hård hvid plastik, med bløde gummifødder så Libratone Zipp 2 står robust selv når der bliver spillet højt. Selve betrækket på vores udgave er rødt, men det findes også i en grøn, sort og grå farve. Som man ser, så er der en lynlås på højttaleren. Det er både et flot designelement, og grunden til at højttaleren har fået navnet Zipp. Men det er også muligt at lyne betrækket af, og skifte til en anden farve hvis man får lyst.

Lyner man betrækket af, så kan man se at selve højttaleren er opbygget i solidt sort plastik.

Lyden kommer fra en 1″ diskant enhed, og fra en 4″ bas enhed. Libratone Zipp 2 har ægte 360 graders lyd, og det opnår de med en snedig detalje. Diskanten sidder øverst i højttaleren, og spiller nedad, mod en reflektorplade der spreder lyden cirkulært ud. Bassen sidder nederst og spiller op mod samme reflektorplade. Resulatet er ægte 360 graders lyd hvis diskant og bas er perfekt afstemt.

Reflektorpladen ses som den røde bølgede skive øverst i højtaleren.

På siderne sidder der også to passive bashøjttalere der hjælper til med de allerdybeste frekvenser. Den kan man lige ane bag to åbninger i plastikken.

Og lad os lige tage lydkvaliteten med det samme, det er jo det allervigtigste for en højttaler. Lyden fra Libratone Zipp 2 er virkelig god! Jeg har testet med mange typer musik, fra skrøbelig vokal til det tungeste dødsmetal. Og Zipp 2 løfter opgaven rigtigt godt! Diskanten er klar, sprød og luftig. Mellemtonen tydelig, defineret og blød, og bassen er overraskende dyb og kraftigt når man tænker på at det er en forholdsvis lille højttaler. Lydbilledet er klart og selv med kompleks musik bliver det ikke mudret til. Og så kan den spille virkeligt højt! En enkelt Zipp 2 kan sagtens spille en stue op, og har man to kan man spille op til fest. Man får virkelig god, bærbar lyd for pengene med Libratone Zipp 2. Selvfølgelig mister man lidt af den balancerede lyd når man skruer helt op, men den forvrænger dog ikke hørbart.

På bagsiden er der en række stik og en knap.

Fra venstre har vi tænd/sluk knappen der også bruges til at indlede en Bluetooth parring. Stik til opladning og over det en lysdiode til at vise opladningsstatus. Et fuld opladet batteri kan spille i ca 12 timer. Så har vi et standard 3,5 mm lydstik, og til sidst et USB stik. Libratone Zipp 2 har et væld af forbindelsesmuligheder. Det hele styres fra Libratone App’en. Man kobler Libratone Zipp 2 til sin telefon via Bluetooth, og derfra bruger man app’en til at koble Libratone Zipp 2 på Wifi. Når det er gjort, og har man en iPhone eller iPad, så er det muligt at streame musik via AirPlay 2 standarden. Det foregår via Wifi, så rækkevidden er kun begrænset af hvor stort ens Wifi er. Har man ikke tilgang til Wifi, eller benytter man ikke en iPhone er det naturligvis også muligt at streame musik over Bluetooth. Her har jeg testet rækkevidden, og var temmelig imponeret. Jeg startede musikafspilning fra min telefon, efterlod den i kontoret i kælderen, og skulle helt op i fjerneste hjørne på 1. sal inden der var udfald i lyden. Libratone Zipp 2 har en af de bedste Bluetooth rækkevidder jeg har testet i langt tid! Man har også mulighed for at afspille musik via et godt gammeldags kabel hvis man har det behov. Og så har Libratone Zipp 2 endelig også mulighed for at afspille musik direkte fra en USB disk. Her kan man blande stort set alle de brugte musikformater, inklusiv både FLAC og MP3. Libratone Zipp 2 begynder afspilningen så snart USB disken sættes til, men åbner man Libratone App’en, så får man en oversigt over hvad der ligger på disken, og man kan vælge hvilke numre der skal spilles. Man kan også bruge USB porten til at oplade sin telefon fra Zipp 2’s indbyggede batteri hvis man skulle få akut behov for strøm.

Libratones app åbner for et væld af indstillingsmuligheder for Libratone Zipp 2.

Man kan blandt andet opsætte sine favorit netradiostationer som man så kan vælge direkte fra touchpanelet på Libratone Zipp 2.

Desværre er det ikke umiddelbart en simpel opgave, man skal først vælge sin radiostation, derefter produkt, og derefter erstatte en af de eksisterende favoritter. Og desværre er det en fornemmelse der går igennem det meste af app’en. Man kan rigtigt meget, men ind i mellem støder man også ind i en mur hvor app’en enten går i ring eller simpelthen ikke gør det man vil have den til. Efter jeg fik tilføjet min favorit radiostation, så skete der et eller andet så Libratone Zipp 2 mistede forbindelsen til mit Wifi. Efter jeg slukkede og tændte højttaleren så virkede det igen. Og den slags små fejl stødte jeg på lidt for ofte, når man tænker på at Libratone Zipp 2 er et premium produkt.

Fra app’en kan man også vælge hvor man har placeret Libratone Zipp 2, og så kompenserer den for lyden udfra den aktuelle placering. Det er ikke store ændringer der sker i lyden, men dog hørbart og en lækker detalje. Man kan yderligere vælge mellem forskellige lydprofiler, eller Voicings som de kalder det i app’en. Der er altså god mulighed for at finpudse lyden til ens egen præference.

Når Libratone Zipp 2 er på Wifi, er der mulighed for at aktivere Amazon Alexa assistenten. Det kræver en konto hos Amazon, men har man det så er det bare at logge ind i Libratone App’en og aktivere Alexa og så er hun klar til at hjælpe. Mikrofonerne i Libratone Zipp 2 er rimelig gode til at opfange når man taler til Alexa, selv når der spilles musik.

Selvfølgelig kan Libratone Zipp 2 også bruges til at håndtere telefonopkald. Da jeg testede det, så klagede modparten over lidt støj på signalet, men eller var det ganske brugbart. Lyden jeg modtog fra telefonopkaldet var glimrende.

Konklusion

Libratone Zipp 2 er et rigtigt lækkert produkt med fantastisk lyd og mange funktioner. Desværre gør småfejl i softwaren i højttaleren og i app’en at vi ikke rammer top-karakteren. Der er f.eks. en funktion til kortvarigt at dæmpe musikken ved at holde hånden over touchpanelet som ved flere lejligheder “satte sig fast” så jeg måtte slukke og tænde højttaleren for at få lyden tilbage. Og når der så også kommer underlige fejlbeskeder fra app’en ind i mellem så trækker det altså ned når vi snakker et premium produkt. Selve lyden der kommer ud af Zipp 2 er dog fantastisk for en bærbar højttaler der også har et lækkert design!

Pris og tilgængelighed

Set til ca 2400,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen
Lars Lund Olsen - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Vi har tidligere stødt på danske Libratone her på siden. Denne gang skal vi se på deres opdatering af den populære Zipp højttaler. Vi skal se på Zipp 2 som både kan afspille fra AirPlay, Bluetooth, USB, AUX og som har indbygget Alexa. Hvad er...Test: Libratone Zipp 2 trådløs højttaler