fredag, november 22, 2024
ForsideAnmeldelserTest: HP EliteBook 840 G5

Test: HP EliteBook 840 G5

Et af de mest populære serier i HPs kommercielle produktlinie er deres EliteBook 800. For tiden er det 14″ som er den mest eftertragtede størrelse af skærm og i den forbindelse har HP venligst udlånt en EliteBook 840 G5 til test. G5 angiver at der er tale om en femte generation af produktet og vi ser både nærmere på, hvordan generationsskiftet har været, men også hvordan HP EliteBook 840 G5 klarer sig i hverdagen og sammenlignet med konkurrencen. Der er tale om en kompakt 14″ med et tyndt og lækkert nyt design og med den seneste Kaby Lake processor fra Intel.

Hvad er der i æsken?

Værende tiltænkt det professionelle marked, så er HP EliteBook 840 G5 hverken med en lækker indpakning eller med masser af indhold udover det nødvendige. Med nødvendige mener jeg at der foruden selve den bærbare ikke kommer andet end en strømforsyning og manual samt garantibevis. Selve indpakningen er genbrugspap og det er både for at skåne miljøet såvel som økonomien.

Specifikationer

Processor: Intel Core i7-8550U
Grafikkort: Intel UHD Graphics
RAM: 16 GB DDR4-2400
Skærm: 14″ Full HD touch
Lager: 512 GB NAND
Porte: 2 x USB 3.0, 1 x USB-C 3.1 (Thunderbolt), SmartCard læser, HDMI, RJ45, audio-jack, micro-SIM
Dimensioner: 32,6 x 23,4 x 1,81 cm
Vægt: 1,5 kg

Design

Sidste års fjerde generation af selvsamme serie så vi med meget små ændringer og man kunne vel nærmest sammenligne det med Samsung eller Apple der hvert andet år kun laver moderate ændringer i deres mobiltelefoner. Denne gang er der dog sket en del med HP EliteBook 840 G5, der har fået et helt nyt og friskt look.

HP EliteBook 840 G5 er en premium bærbar, hvorfor det ikke er så underligt at der er fokus på lækre materialer og flotte detaljer. Denne nye generation er eksempelvis med et lysere og mere sølv-farvet aluminium end sin forgænger og på toppen af coveret har man nu det nye og forsimplede HP-logo. Samtidigt med det føles HP EliteBook 840 G5 en del mere kantet end sine forgænger, men på en god måde. Det får fx den bærbare til at virke langt mere kompakt end sin forgænger, selvom den egentlig kun minimalt afviger fra den tidligere models mål. Eksempelvis er vores touch model 1,81 cm høj, mens forgængeren var 1,89 cm. En Lenovo ThinkPad T480s placerer sig mellem de to med en højde på 1,85 cm og Dell Latitude 7480 er den tyndeste af de nævnte modeller med blot 1,71 cm i højden.

Foruden at aluminium gør produktet lækkert, så er det også et materiale, der kan bidrage til at et tyndt og let produkt kan være robust. Med en vægt på 1,5 kg i en 14″ laptop så er det ikke meget robusthed man forventer, men alligevel formår HP EliteBook 840 G5 at fremstå ganske robust og uden at chassiet bøjer sig når man trykker lidt hist og her. En anden detalje er at hvis man løfter computeren ved at holde på skærm-låget, så skaber den ikke farvede bølger på skærmen. Om denne oplevelse havde været anderledes, hvis jeg havde fået fat i en model uden touch ved jeg dog ikke. I forhold til resten af konstruktionen bøjer skærmlåget en smule mere, men det er også at forvente.

Selvom HP EliteBook 840 G5 er et premium produkt og derfor både skal se smukt ud samtidigt med at det er funktionelt, så har HP ikke valgt at strippe den for forbindelsesmuligheder. Derfor har man både USB-C (Thunderbolt og med ladefunktion) foruden at man har den traditionelle side-dock mulighed. Derudover er der et RJ-45 stik i samme side som de førnævnte to porte og her finder man så også en HDMI, USB 3.0, jackstick og indgang til SIM-kort. På den venstre side finder man derimod kun et Kengsington-slot, en USB 3.0 mere og så en SmartCard-læser. I denne venstre side finder man derimod computerens udluftningskanaler, som leder varmen væk. Man har altså valgt at fokusere på størstedelen af befolkningen i dette designvalg og hvis man er mobil venstrehåndsbruger og ønsker en mus til venstre for sin computer så er det naturligvis lidt uheldigt. Det skal dog i den forbindelse pointeres at jeg ikke oplevede HP EliteBook 840 G5 blev besynderligt varm under almindeligt brug, så hvor stort et issue det potentielt kan blive er lidt svært at sige.

Hvis man nærstuderer de porte og åbninger man finder på HP EliteBook 840 G5 så vil man ved en sammenligning med de tidligere versioner ligge mærke til at der mangler en kortlæser. En underlig besparelse selvom jeg egentlig godt kan se at der er trængt med plads på siden af enheden, men det er til gengæld set at PC producenter i det mindste gør plads til microSD kort og disse kan om nogen gemmes relativt nemt væk.

Helt overordnet set er HP EliteBook 840 G5 trods sit lækre ydre og slanke design undergået nogle tests, som i virkeligheden blev udviklet i det amerikanske militær, hvor deres udstyr bliver testet for at kunne overleve temperaturskift, fugt, sand og en vis grad af stød. Disse tests kaldes MIL-STD tests og HP EliteBook 840 G5 har bestået 13 af slagsen. Det er et kvalitetsstempel på at designet holder til lidt af hvert, også skulle man glemme sin PC i bilen en kold vinternat, men den er altså ikke dermed sagt bygget til at blive kastet rundt og smidt på gulvet alt for mange gange.

Funktionalitet

I de kommende afsnit ser vi nærmere på anvendelsen af HP EliteBook 840 G5 og dens forskellige komponenter spiller sammen for at levere en helhedsoplevelse.

Skærm

Vores udgave af HP EliteBook 840 G5 har en blank touch-skærm, som måske er en type af skærm, som ikke vil falde i alles smag. Den blanke overflade gør bestemt at skærmen fremstår lækker at kigge på, men bevæger man sig ud i sollys eller under for meget kontorlys kan man godt blive udfordret.

Skærmen på HP EliteBook 840 G5 er dog heldigvis ganske lys og det betyder at man trods den blanke overflade godt kan leve med at arbejde i lidt lyse omgivelser. Det er naturligvis ikke ideelt med den genskær som en blank skærm giver, men det er opvejet en smule ved den kraftige lysstyrke. Jeg bemærkede heller ikke noget bleeding i skærmen eller mærkbar ghosting. Dermed ikke sagt at jeg vil anbefale HP EliteBook 840 G5 til gaming, men man kan sagtens nyde en god film på den uden tvivl.

Vores testeksemplar var i øvrigt med touch funktionalitet og det er en feature, som man hurtigt vænner sig til, men nok vil have svært ved at slippe igen. Scroll på hjemmesider og gennem dokumenter bliver bare dét nemmere og det er en rar feature. Normalt er jeg typen, der ikke er helt fan af fedtfingre på skærmen, men når skærmen er med touch og tiltænkt denne adfærd så har jeg intet problem. Man skal bare helst ikke røre min skærm, hvis ikke den har touch.

Skærmen i HP EliteBook 840 G5 er desuden udstyret med noget som HP kalder SureView og det aktiveres ved den genvej man finder i toppen af tastaturet på enheden, men eftersom der er tale om en sikkerhedsløsning er det noget jeg kommer nærmere ind på i afsnittet herom længere nede.

Tastatur

PC producenter adskiller sig typisk ved deres tastaturer. Mange tænker at et tastatur er vel bare et tastatur, men for os der går meget op i vandring, feel og præcision er der altså væsentlig forskel. HP kører chiclet stilen i deres bærbare og det har de gjort så længe jeg kan huske det. I hvert fald hvad angår deres kommercielle serier og så er det bare sådan at enten kan man lide det eller ej. Der er tale om et ret stille tastatur, man ikke hører så meget til på et kontor. Derudover er tasterne med meget blød vandring og det er måske noget som ikke vil falde i enhvers smag. Især ikke dem der er fans af de tastaturer som Lenovo putter i deres kommercielle bærbare maskiner.

HPs tastatur minder på den måde mere om Dell eller ASUS, men har også nogle små mærkbare forskelle. Tasterne er bestemt præcise, så det er et plus og generelt er tastaturet både behageligt og præcist at skrive på. Desuden er tastaturet udstyret med baggrundsbelysning så man bedre kan se tasterne i mørke. På de mørke taster kommer det hvide lys bestemt igennem tydeligt, men det er ikke fordi lyset er voldsomt kraftigt.

Touchpad

Af en 14″ laptop at være så er HP EliteBook 840 G5 egentlig udstyret med en ret stor touchpad og det manglede da bare. Man skal ikke mange generationer tilbage før disse touchpads i HPs bærbare var betragteligt mindre. Med de nye touchpads og bedre integration med især Windows 10 er det nu muligt at anvende flere fingre, gesturer og man har generelt med en mere præcis touchpad at gøre, som er rar at bruge.

Dens præcision er dog også delvist på bekostning af en høj følsomhed. HPs touchpad er ikke blandt mine favoritter når det kommer til registrering af håndflade og jeg aktiverer touchpadden ofte uden at det er min hensigt. For eksempel mens jeg skriver så hopper markøren midt op i min tekst og jeg skriver noget vollapyk. Man kan naturligvis slukke denne og bruge den lille “svamp” til at styre med og de to fysiske knapper i toppen af touchpadden om man vil.

Ydelse

Bestykket med den seneste hardware i form af en 8. generation Intel Core i7 processor, masser af DDR4 RAM og en hurtig SSD så er forventningerne til den ydelse HP EliteBook 840 G5 bør opnå temmelig høje.

I min daglige brug af maskinen mærkede jeg heller ingen begrænsninger. Der var ikke rigtig nogle opgaver, store eller små, hvor den frøs eller lavede numre. De fleste opgaver kørte meget flydende og det var først ved at jeg rigtigt pressede den til noget number crunching og stress test af CPU at maskinen kørte op i omdrejninger og blev decideret varm. Ellers forblev den nogenlunde kølig under almindelig brug og jeg havde intet imod at have den på skødet mens jeg arbejdede og skrev.

I nedenstående ses det hvilke resultater jeg fik i de forskellige tests. Med et delt grafikkort er HP EliteBook 840 G5 ingen gamer, men i de mindre krævende spil, eller mere CPU-koncentrerede spil som CS:GO, der kan den faktisk gå an som en casual spillemaskine for dem der spiller spil som tidsfordriv.

Bemærk venligst at PCMark testen er designet til at teste hverdagsopgaver mens 3DMark er tiltænkt mere krævende grafiske opgaver og dermed også spilafvikling. De to spil der er testet er for eksemplets skyld. Mere krævende titler som GTA V kunne slet ikke køre tilfredsstillende nok til at man gider sidde igennem det.

PCMark: 3371
3DMark: 1789
FPS CS:GO: 25-29 (med helt lave indstillinger kom vi på omkring de 45-50)
FPS Project C.A.R.S.: 12

Batteritid

En mobils enhed batteritid er en flygtig størrelse. Producenterne skal angive en levetid og i dette tilfælde er HP EliteBook 840 G5 oplyst til at kunne køre hele 14 timer på én opladning. De 14 timer var jeg ikke helt i stand til at genkende. Hvis jeg lod maskinen stå med skærmen tændt og uden WiFi aktiveret og uden at arbejde på den, men blot læse en tekst-fil så var jeg oppe på over 18 timers batteritid. Det er ok imponerende, men det er nu engang ikke den typiske måde vi anvender vores computere på. I nedenstående har jeg listet de øvrige testresultater jeg fik ud af at teste med forskellige indstillinger. Alle indstillinger blev testet med 60% lysstyrke på nær læsetesten der kørte med 40%.

Standby/læse: 18+ timer
Normalt arbejde: 7,2 timer
Videoafspilning: 6,5 timer
Ydelse: 2,3 timer

Det er i øvrigt nævneværdigt at HP EliteBook 840 G5 understøtter såkaldt “fast charging” som gør enheden i stand til at oplade op til 50% på blot en halv time. Det kræver at maskinen er slukket eller i standby, men på den måde burde man altså få en halv dags arbejde for blot en halv time i stikkontakten.

Lyd

HP har længe haft et samarbejde med danske B&O når det kom til implementering af audio-løsning i deres bærbare computere og også i den ene smartphone HP havde på et tidspunkt. Forventningerne er dermed automatisk høje når man skal til at afspille noget lyd fra fx en HP EliteBook 840 G5. Højtalerne er i øvrigt gemt bag et flot design, som strækker sig henover hele toppen af den bærbare over tastaturet.

 

Forudsat man ikke har en forventning om at skulle kunne holde en lille fest i hjemmet med højtalerne fra HP EliteBook 840 G5 så vil jeg sige at man heller ikke bliver skuffet. Højtalerne spiller nemlig temmelig godt når man tænker på at de er monteret i en 1,81 cm tynd maskine, men som nævnt skal man ikke forvente at de kan spille voldsomt højt. Klarheden er den vigtigste efter min mening og den er på plads. Der er også en smule bund, men det er naturligvis ikke meget.

Lyden i HP EliteBook 840 G5 er ikke blot lavet med henblik på at levere en god musikoplevelse når man sidder og arbejder. Det er også sådan at i det kommercielle marked anvender man tit sin computer som konferencetelefon mens man sidder i et mødelokale. Til dette formål er det sådan at HP EliteBook 840 G5 er udstyret med mikrofoner på bagsiden af skærmen, således at de mødedeltagere, som skulle befinde sig på den anden side også kan sige noget uden at det skal gentages af den der sidder foran computeren. Til netop møder og Skype kald er tastaturet i denne bærbar også udstyret med genveje, så man hurtigt kan styre en samtale. Der er nemlig taster til

Sikkerhed

I en tid med stigende antal databrud og hvor virksomheder som NASA oplever omkring 10 millioner hacking forsøg dagligt så er der ingen tvivl om at man bør tænke på sin datas sikkerhed. Der er en grund til at der har været så meget omtale omkring den persondatalovgivning som er trådt i kraft i EU og hedder GDPR. Det er fordi de fleste af os er mere digitale end vi nogensinde har været og bliver det for hver dag der går.

HP EliteBook 840 G5 som vi har til test er bygget med forskellige sikkerhedslag, som beskytter udover den antivirus man anbefales at få installeret. For det første er der en fingeraftrykslæser til at logge ind med. Det er alt andet lige mere sikkert end et password, som et hacker-tool kan “gætte” sig frem til. Desuden er man tilbøjelig til at lave for simple passwords så man selv kan huske dem.

For det andet er HP EliteBook 840 G5 eksempelvis bestykket med en teknologi som HP kalder SureStart og denne sørger for at tjekke om ens BIOS er blevet kompromitteret, hvilket er noget der sker inden Windows overhovedet bliver startet og man har tændt for computeren.

En anden sikkerhedsudfordring, som desuden ikke er så åbenlys er noget man kalder visual hacking. Det handler om de personer, der ikke kan holde øjnene for sig selv og skuer til hvad der foregår på andres skærme i ny og næ. I professionel sammenhæng kan det være forretningshemmeligheder de opsnapper og privat kan det være nogle billeder eller beskeder man ikke nødvendigvis ønsker delt med andre. HP har derfor udviklet SureView, som er en teknologi, der i bund og grund giver dig et digitalt filter på skærmen, således at det nærmest kun er dig eller dem der sidder lige foran computeren som kan se hvad der foregår. Det er nærmest noget som skal opleves for at man får en rigtig fornemmelse af det, men det er i hvert fald noget som sikrer privatlivet og de hemmeligheder man måtte have, så du fx kan sidde i ro og mag på flyet og arbejde eller browse. Aktiveringen er i øvrigt gennem én knap på tastaturet så det er ikke fordi man skal gøre en hel masse for at få det til at virke. Det ovenstående billede og dette lige under her er taget med samme vinkel og hvor HP SureView er aktiveret i det nederste. Det er dette syn som en, der står eller sidder ved siden af dig som bruger bliver mødt med.

Opgradering

Til trods for at HP EliteBook 840 G5 er en ret så kompakt bærbar computer, så skal der ikke meget til at få adgang til dens indre dele, hvor man selv kan skifte RAM og lager. Lagerenheden er en M.2 og der er ikke umiddelbart plads til en 2.5″ disk.

Det handler om at få de få skruer løs og trække pladen af med lidt kraft. Skruerne er lavet sådan at de ikke kan falde ud, hvilket er meget godt for så slipper man for at lede efter dem når de har fået ben at gå på under opgraderingsprocessen. Det er ikke meget man kan skifte, men for de fleste er det vel også hovedsageligt at enten melder behovet sig for mere RAM eller lagerplads og så er det rart at man kan sørge for den del selv. Garantien på maskinen udløber ikke hvis man sætter noget i selv, men hvis det er den pågældende enhed, som man har sat i, der gør at maskinen så ikke virker kan det godt være HP sender en regning for unødigt arbejde, hvilket vel er meget fair.

Konklusion

Det er rigtig godt at se HP har lavet en ret stor overhaling på designet af deres nok mest populære kommercielle serie af bærbare. HP EliteBook 840 G5 er utrolig flot og elegant og til trods for at den egentlig har masser af slagkraft så fylder den ikke voldsomt meget. Hverken fysisk eller når man render rundt med den gennem hjemmet eller kontoret.

Der er de tilslutningsmuligheder man skal bruge og man kan docke enheden med både den traditionelle mekaniske dock, men man har også mulighed for at bruge USB-C til både opladning og data. Hvorfor man har valgt at fjerne kortlæseren er lidt en gåde, men det er der nok nogle som vil savne. HP har måske tænkt folk er gået over til skyen, men det er vores kameraer bare ikke (endnu ikke så udbredt i hvert fald).

Til det daglige brug har man en skarp skærm med touch, en stor touchpad og et rigtig fint tastatur. Tastaturet har bløde og nærmest lydløse taster, så det vil nok behage nogle, mens touchpadden endnu en gang formår at irritere mig, idet jeg kommer til at aktivere den ved en fejl nok så ofte.

I bund og grund en solidt ydende maskine med indbyggede sikkerhedsforanstaltninger, der er med til at sikre ens data både fysisk og visuelt, så jeg vil mene at man er temmelig godt kørende med en professionel maskine, der er bygget til at blive brugt og holde til en hel dags arbejde i lang tid.

[checklist]

  • Flot designmæssig opgradering
  • Antal porte og tilslutninger
  • Både med USB-C og mekanisk docking mulighed
  • God lyd
  • God performance overall

[/checklist]
[badlist]

  • Ingen læser til hukommelseskort
  • Touchpad meget modtagelig for fejlantastninger

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Vejledende udsalgspris 15.499,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Tidligere artikel
Næste artikel
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Et af de mest populære serier i HPs kommercielle produktlinie er deres EliteBook 800. For tiden er det 14" som er den mest eftertragtede størrelse af skærm og i den forbindelse har HP venligst udlånt en EliteBook 840 G5 til test. G5 angiver at...Test: HP EliteBook 840 G5