mandag, november 25, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Razer Huntsman opto-mekanisk gaming tastatur

Test: Razer Huntsman opto-mekanisk gaming tastatur

Lys bevæger sig med en hast så det kunne nå 7,5 gange omkring jorden på blot et sekund. For noget tid siden lød der rygter om at der var mekaniske switche til tastaturer på vej, der i stedet for en fysisk aktivering ville blive aktiveret ved lys. Razer er blandt de første gaming brands, der altså tager denne teknologi til sig og har i den forbindelse stillet deres Razer Huntsman tastatur til rådighed for os. Razer Huntsman byder på et lidt anderledes design, men forskellene ligger diskret gemt med hovedfokus på de nye switche. Vi ser lidt nøjere efter for at spotte forskellene og komme med vores vurdering.

Hvad er der i æsken?

Æsken til Razer Huntsman er en lækker og robust kasse med hul til piltasterne, så man kan mærke om tasterne er noget for ens smag inden man køber, forudsat man står nede i butikken. Razer gør en smule ud af indpakningen for at denne skal være indbydende, men også at hele unboxing processen bliver dét sjovere. Der er dog ikke vildt meget indhold at komme efter og foruden Razer Huntsman tastaturet er der blot manual og klistermærker at hente. Det gør bestemt ikke spor, men bemærk altså at Razer Huntsman ulig Elite udgaven ikke har nogen håndledsstøtte.

Design

Det er ikke kun under overfladen at Razer Huntsman er et redesignet produkt fra denne store gaming producent. Der er nogle andre forskelle at spotte, hvis man sammenligner Razer Huntsman med et af de mest ikoniske produktserier fra Razer, nemlig deres BlackWidow tastaturer. Razer Huntsman låner robustheden og er et meget solidt bygget tastatur med meget lidt fleksibilitet og det er bestemt ment som en positiv ting. Pladen som tastaturet er bygget omkring er af aluminium som sørger for både en forstærket konstruktion og samtidigt et flot design.

De overordnede træk er de samme og der er tale om et mørkt tastatur med meget få detaljer, der rent faktisk afslører at Razer Huntsman er et gaming produkt. Faktisk kunne det simple design sagtens gemme sig på et moderne kontor uden at vække opsigt, for stilen er meget ren og uden iøjefaldende designmæssige træk.

Razer Huntsman er konstrueret således at dens ramme omkring tasterne er meget smal og effekten af at tasterne flyder henover selve tastaturet er også med til at forstærke det minimalistiske design. I siderne er Razer Huntsman en smule mere kantet og tynd end eksempelvis BlackWidow er og minder måske mere om HyperX eller Logitech på dette punkt. Det er bestemt ikke en skidt ting for os der ønsker et simpelt design, der hverken stikker ud fra de andre elementer man måtte have på skrivebordet.

Takket være det simple design, så er der også gjort en dyd ud af at Razer Huntsman ikke skal fylde for meget på det nævnte skrivebord. Rammen omkring tasterne er som nævnt tynd og det bevirker at vi har med et tastatur, der blot er de cirka 46 cm i bredden, som det også er tilfældet med et almindeligt andet tastatur.

Det som Razer Huntsman dog ikke kan gemme på er dets RGB-belysning, som lyser op så snart man kobler tastaturet til computeren første gang. Man kan naturligvis slukke for belysningen også både inde fra Windows eller gennem genvejstasterne. Gameren i Razer Huntsman er og afsløret for det er en af de features man måske som menig kontormedarbejder ikke ønsker at flashe med. I hvert fald fik jeg en kommentar eller to med på vejen da jeg anvendte et gaming tastatur på kontoret, hvor jeg ikke havde mulighed for at installere softwaren og dermed ikke kunne slukke for regnbueeffekten i tastaturet hver gang computeren startede.

Hele overfladen på Razer Huntsman er i den ene eller den anden nuance og behandling af sort. Der er ikke så meget andet at komme efter. Dette betyder at RGB-lyseffekterne mere eller mindre kun har effekten, som trænger igennem toppen af tasten. Der er meget lidt genskær som går mod tastaturets overflade og lyser opad, om end der er en smule. Vi har set tidligere at man har lavet hvide baggrunde under tasterne for at forstærke lyseffekten fra RGB-lamperne. Det er altså ikke tilfældet her. Lysene er dog kraftige i sig selv, så oplevelsen er bestemt ikke tam på nogen måde, men den spreder sig bare ikke så meget.

Modsat sin storebror Razer Huntsman Elite, så er den almindelige Razer Huntsman uden en håndledsstøtte. Det er ikke alle som vil savne dette lige meget, men hvis altså man havde håbet at den lækre, bløde og kunstlæderovertrukne håndledsstøtte, som Razer laver for tiden, skulle være en del af denne pakke så bliver du i hvert fald skuffet. Personligt har jeg ikke besluttet mig om jeg er mest glad for en håndledsstøtte eller ej, da det afhænger af hvad jeg laver. Dog vil jeg sige at Razer Huntsman er temmelig flad i designet, trods de store mekaniske taster, til at man sagtens kan nøjes uden en håndledsstøtte.

Apropos mekaniske taster, så er Razer Huntsman som nævnt i indledningen udstyret med Razers nye Razer Opto-Mechanical Switche, som altså i stedet for en mekanisme til aktivering af taster benytter lys. Ved at eliminere antallet af mekaniske dele, der bukker under for slid, så hæver Razer den forventede levetid på deres switche til op til 100 millioner antastninger. Det er nok de færreste af os, som vil lave statistikker på om tasterne holder så længe, men det er helt sikkert et kvalitetsstempel, idet mange mekaniske switche i dag reklamerer med at holde lidt mere end halvdelen af dette. Det betyder altså man har et tastatur, som man investerer i for en længere periode.

Overfladen af selve tasten på Razer Huntsman er meget lig deres BlackWidow og der er en lille konkav bue på selve tasten som toppen af din finger kan hvile på. Det vil altså sige at tasten falder ned i denne fordybning, som dog ikke er for stor til at ens fingre sidder fast når man skriver eller taster hurtigt.

Jeg har tidligere noteret at enkelte mekaniske tastaturer grundet deres høje taster skærmer af for de indikationslys man har til at fortælle, hvorvidt CAPS LOCK eller lignende er slået til, idet disse lys findes hen over de numeriske taster i højre side. Denne problematik har man valgt at imødegå på en lidt utraditionel måde med Razer Huntsman, idet man har placeret disse indikationslys mellem piltasterne og de seks genveje man typisk har over disse. Det generer slet ikke under brug, selvom det lidt var min frygt til at starte med. Det er også her man ser, hvis man har aktiveret makroindspilning, game-mode eller en af de andre funktioner.

Undersiden på Razer Huntsman er i øvrigt godt udstyret med gummi-lister hele vejen rundt mere eller mindre. Disse sørger for at tastaturet, også delvist takket være sin egen vægt, bliver stående på skrivebordet, der hvor man putter det ned. De små fødder har også små gummilister monteret på og disse kan i øvrigt justeres i to forskellige højder afhængigt af hvad du foretrækker.

Funktionalitet

Designmæssigt minder Razer Huntsman om BlackWidow, men de er ret så forskellige, som den habile forbruger på dette marked hurtigt vil spotte. Der er nogle fundamentale karaktertræk, som har ikoniseret BlackWidow serien og de er ikke taget med i Huntsman serien, hvilket man enten vil elske eller hade. Når det kommer til stykket, så er design naturligvis vigtigt og det vil være ganske forkert at påstå andet, men det er mindst ligeså vigtigt at tingene virker efter hensigten og er funktionelle til det de er tiltænkt. I de næste afsnit ser vi nærmere på det funktionelle med Razer Huntsman og her har jeg på fornemmelsen at man vil have lidt flere lighedstræk end ved udseendet, hvis man skulle sammenligne med BlackWidow.

Software

Hvis du vil have det meste ud af Razer Huntsman tastaturet, så er det nødvendigt at installere Razer Synapse 3 softwaren, der muliggør konfiguration af tastaturets taster og belysning. Synapse 3 har fået et helt anderledes design end sin forgænger og det er efter min egen mening på både godt og ondt. Jeg synes den nye software er mere overskuelig, men samtidigt synes jeg interfacen har for meget luft, hvis man kan sige det på den måde. Den er dog skalerbar, så man kan naturligvis tilpasse den efter den størrelse man har lyst, men der er gået for meget modernisering i det og for lidt gaming. Menuerne og deres genveje er simpelthen ikke ligeså intuitive, som jeg synes de har været. Vi snakker om små ændringer, men alligevel nævneværdige.

Razer Synapse 3 er altså, hvad der gør dig i stand til at tilpasse tastaturet med forskellige taster og makroer. Det vil sige man kan tildele knapperne forskellige funktioner og dette kan man sågar gøre på app-niveau, således at ét spil har en opsætning og et andet spil har en helt anden genvejsstruktur på tasterne. Hvad angår makro-indspilning, så er dette faktisk også muligt at gøre direkte på tastaturet, men det kræver lidt træning at man ved, hvilken tastekombination man skal aktivere for at en makro bliver indspillet. Hvis ikke man ved, hvad en makro er, så går det ud på at man kan tildele én knap mulighed for at aktivere flere taster i en serie. Man kan altså klikke på A og på skærmen dukker der QEW op hurtigt efter hinanden. Mange professionelle turneringer forbyder brugen af dette og kalder det scripting, men muligheden foreligger altså.

Foruden at kunne indstille knapperne og lyset i Razer Huntsman så muliggør Synapse 3 også at man laver integrationer gennem Chroma Workshop. Chroma er i øvrigt hvad Razer kalder deres RGB-teknologi. Denne er samtidigt kompatibel med Philips Hue belysningen i hjemmet, idet Razer og Philips har indgået et samarbejde, så man kan lade lyset i hele hjemmet være synkroniseret med ens tastatur om man vil. Gennem Chroma Workshop kan man hente profiler som andre har lavet eller lade integrationerne tage helt over, som er udviklet i samarbejde med udviklerne af spillet, således at man ved Overwatch får status inde fra spillet såsom helbred og ammo. Mulighederne er faktisk mange, men jeg synes aldrig det er helt nemt at få det til at virke. I hvert fald ikke stabilt. Det kræver i hvert fald noget snilde, men når det virker er det ret sejt.

Det er også gennem softwaren at man kan programmere Hypershift, som er Razers teknologi for at et tastatur kan få separate funktioner på tasterne ved at man fx holder en knap nede. Det vil sige at man kan sætte det således op at holder man CAPS-LCK knappen inde så skifter A fra at være A til at være en indspillet makro eller lignende. Mulighederne er i den forstand mange, især når man tænker på de mange profiler man kan loade i systemet og på den måde for hver profil faktisk også have forskellige undergruppe af taster. Det er efter min mening meget brugbart, især, hvis man fx har problemer med at skulle nå henover hele tastaturet, så kan man koncentrere alle sine genveje omkring WASD og så ellers bruge Hypershift til at disse taster har to funktioner hver. Der er i øvrigt plads til at fem profiler kan gemmes på tastaturet, mens der er plads til nogen flere på selve computeren.

Taster

De lilla opto-mekaniske switche, som var at finde i vores testeksemplar af Razer Huntsman er med både taktil og audiel feedback. Det betyder at der kommer både en lyd og et bump man kan mærke når tasten bliver aktiveret. Denne mekanisme er dog aktiveret med lys, hvorfor jeg ikke helt kan se pointen i de andre ting. Mekaniske taster er ganske vidst blevet populære med clicky og det der hører til, men de havde en praktisk værdi, som gjorde at du som bruger blev informeret hvornår en given tast blev aktiveret. Nu hvor lyset udfører denne opgave, så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skrotter de andre elementer, men det er nok fordi det er så populært blandt en stor gruppe af brugerne at man ikke vil fjerne det.

Razer lover i øvrigt en hurtigere aktivering af tasterne sammenlignet med traditionelle mekaniske switche. Det er jeg simpelthen ikke pro nok til at kunne mærke, men jeg stoler på at lysets hast er noget af det hurtigste menneskeheden kender til på nuværende tidspunkt. Strøm er cirka hundrede gange langsommere, så det argument holder nok meget godt vand. At et menneske ikke kan måle denne forskel er jo så noget andet. Som sagt tidligere, så er det ikke vigtigt om vi alle skal kunne måle hastigheden i hverken skærm, tastatur eller mus, men derimod skal vores udstyr i hvert fald ikke være flaskehalsdannende og her har vi altså med Razer Huntsman et tastatur, der helt sikkert er hurtigere end de fleste af os.

Selve tasterne føles ganske præcise i deres vandring. Der er ikke nogen vaklen eller rysten og det er nærmest dét, som jeg personligt værdsætter mest ved et godt tastatur. Robustheden i tasten uden at den føles svær eller tung at trykke på. Nogle foretrækker tungere taster, men i så fald er Razer Huntsman og Opto-mechanical ikke noget for dem, idet vi snakker om en aktiveringskraft på blot 45 gram.

Kliklyden i Razer Huntsman switchene (Opto-mechanical) er en smule anderledes end den er ved fx Razers egne clicky eller Cherry MX Blue. Det er dog bottom-out lyden, som jeg har en større udfordring med. Uden at jeg kan måle det ligger den decibel-mæssigt nok på niveau med de andre clicky-lyde derude, men den har en meget spids lyd. Den er væsentligt mere irriterende og skærer simpelthen igennem, som jeg ikke synes er tilfældet med fx Razer Green.

Ser vi bort fra den spidse lyd, så er Razer Huntsman tasterne ganske behagelige at arbejde på og med den lille modstand så synes jeg heller ikke mine fingre blev trætte i længden af at skrive eller spille.

Features

For gamers by gamers mottoet ville jo ikke være af nævneværdig betydning, hvis det ikke også var at der blev tænkt på gameren. Naturligvis er softwaren og de robuste taster først og fremmest det som bliver vægtet af professionelle gamere, men der ligger også andre elementer, som jeg ikke lige følte kunne placeres i ovenstående kategorier.

Razer Huntsman har eksempelvis 10-Key rollover, hvilket betyder at man kan placere alle ti fingre på tastaturet uden at det låser sig fast. Det er meget sjældent tilfældet med et membrant tastatur eller et dårligere tastatur generelt. Min HP laptop låser for eksempel efter blot fem taster. Det er meget sjældent du finder dig selv i en situation, hvor dette bliver tilfældet, men med Razer Huntsman ved du også bare at det ikke bliver et issue.

Det jeg lidt savner ved Razer Huntsman er den USB-passthrough som man har på nogle BlackWidow modeller. Selvom jeg ikke brugte denne så ofte, så synes jeg det er en fed feature at have en ekstra USB-port lige ved hånden.

Konklusion

De fleste er efterhånden ikke i tvivl om at Razer er et gaming brand. Deres motto lyder også for gamers by gamers, men Razer gør meget ud af at lave produkter, der signalerer gaming fremfor at skrige der. Netop et sådant design har Razer Huntsman og kan passe ind på både et drengeværelse såvel som et mere stilet kontor. Om man til gengæld vil kunne lytte til sine kollegers brok over kliklyden, der kommer fra Razer Huntsman switchene, er et helt andet spørgsmål.

Foruden det flotte design, så er de nye mekaniske switche med lys-aktivering glimrende til både at spille og skrive på. De er lynhurtige, selvom mine evner ikke er til at mærke hastighedsforskellen fra andre af de mekaniske gaming tastaturer jeg har leget med. Men nu ved man i hvert fald at det ikke er tastaturet, der begrænser én.

Det flotte design forstærkes i øvrigt af de flotte RGB-effekter, der lyser kraftigt op og også rundt om tasterne så effekten spredes så at sige. Razer Huntsman er robust og med et både flot og behageligt design, der gør den komfortabel at bruge. Simpliciteten er der for at holde prisen nede i forhold til Elite modellen, men nogle vil måske savne dedikerede medie-taster som altså på Razer Huntsman gemmer sig bag nogle genveje. Alt i alt dog et ganske glimrende gaming tastatur med alle de nødvendige features og en stærk software.

[checklist]

  • Design
  • Gode taster både hurtige og præcise
  • Stærk software

[/checklist]
[badlist]

  • Støjer (mere end andre mekaniske tastaturer)

[/badlist]

Pris og tilgængelighed

Set til 1.190,-

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Test: DJI Neo drone

Test: Logitech Ergo M575S

Test: Logitech MX Ergo S

Reklame

Seneste kommentarer

Lys bevæger sig med en hast så det kunne nå 7,5 gange omkring jorden på blot et sekund. For noget tid siden lød der rygter om at der var mekaniske switche til tastaturer på vej, der i stedet for en fysisk aktivering ville blive...Test: Razer Huntsman opto-mekanisk gaming tastatur