tirsdag, november 5, 2024
ForsideAnmeldelserTest: Logitech G513 mekanisk gaming tastatur

Test: Logitech G513 mekanisk gaming tastatur

Logitech er nok et af de mest respekterede brands når det kommer til gaming udstyr både fra forbrugere, men også af konkurrenter. De har en lang historik af fantastiske produkter, så deres omdømme kan man sagtens forstå. I denne omgang skal vi se nærmere på deres helt nye Logitech G513, som er hvad man kan kalde et simpelt gaming tastatur med mekaniske switche. Nyheden fra forgængeren byder nu på valg mellem to forskellige switche og en mere intelligent RGB-belysning med Logitechs nye Lightsync tiltag.

Hvad er der i æsken?

Æsken til Logitech G513 er standard sort farve med Logitech G’s blå signaturfarve som dekoration. Indholdet er pakket pænt ind og ryster ikke under transport. Det er en lille ting i virkeligheden, men når man oplever det modsatte så er det bestemt noget man ligger mærke til. Indholdet består af selve tastaturet, håndledsstøtte, gamingtaster, værktøj til afmontering af taster og brugsforvirring naturligvis.

Design

Simpliciteten i Logitech G513, som jeg refererede til indledningsvist, gælder mest af alt dets design for i virkeligheden er der temmelig meget “under hjelmen”, der gør Logitech G513 til et højteknologisk gaming produkt. Teknikken og funktionerne kommer vi dog nærmere ind på senere. I første omgang koncentrerer vi os om designets karakteristika.

Logitech G513 har et nærmest rammeløst design, hvilket gør at den trods sin fulde tastatur-størrelse ikke føles så voldsom på skrivebordet. Faktisk fylder den nærmest så lidt som man kan forvente af den og tasterne er også monteret således på tastaturet at de virker som om de svæver henover tastaturet. Det er ingen ny effekt, men personligt er jeg ret vild med denne type af design.

Ydermere har Logitech G513 et kabelsystem i bunden, som gør at man kan føre dens kabel ud i alle retninger. Det gør det langt nemmere at minimere rod på skrivebordet og systemet er ganske enkelt at anvende. Man sørger blot for at kablet føres ind i den dertilhørende kanal. Der er også en lille krølle, således at man kan føre sin mus’ kabel samme vej som tastaturets om man vil.

På bagsiden har Logitech G513 en USB-passthrough således at man kan forbinde sin mus eller headset direkte i tastaturet og dermed have det lige ved hånden når nu Logitech G513 optager to USB-porte på ens computer. Logitech G513 har også en sensor-lignende dut på bagsiden, men jeg har ikke fået at vide hvad denne bruges til af hverken manual eller software.

Med Logitech G513 har producenten også valgt at inkludere en en håndledsstøtte med blød top, som er overtrukket med kunstlæder. Håndledsstøtten er temmelig dyb, så der er plads til armene ganske fint. Håndledsstøtten er dog løst hængende og hægter hverken fast med magnet eller på anden vis. Det betyder at man skal flytte de to elementer individuelt rundt på skrivebordet efter behov. Det tror jeg ikke vil falde i god jord hos andre og personligt er jeg heller ikke en fan. Så kan man argumentere at Logitech G513 med sine 1020 gram burde stå klippefast på skrivebordet, men nogle gange vil man komme til at flytte det. Om det er hensigtsmæssigt eller ej er underordnet for efter min mening skal håndledsstøtten følge med.

Foruden håndledsstøtten så fulgte der også nogle løse taster med i æsken, men disse er dog til at fiksere på de dertilhørende taster. Det drejer sig om ekstra taster med en anderledes overflade end resten, således at WASD-tasterne og de omkringliggende relevante gaming taster er nemmere at adskille fra de andre taster. Disse taster har også en fordybning så ens fingre faktisk sidder en smule bedre fast end ved de almindelige taster med lettere konkav overflade. Derfor er disse heller ikke velegnet til skriveri efter min mening.

Logitech G513 har en aluminiummagnesiumlegering (5052) i en kvalitet man bruger i fly og det er helt klart også denne overflade, som gør at hele tastaturet føles ret rent i sit design. Undersiden af tastaturet er hovedsageligt plastik. Denne kombination gør Logitech G513 til et robust produkt, men det er helt sikkert ikke det mest robuste mekaniske tastatur jeg har haft mellem hænderne – flykvalitet eller ej.

Det minimalistiske look af Logitech G513 har også en lille ulempe. Det afhænger naturligvis af hvem man spørger, men da jeg anvender mit tastatur og min pc til meget andet end spil, så kan jeg godt lide at have dedikerede medietaster lige ved hånden. På Logitech G513 er disse gemt bag FN-tasterne og logikken bag kan jeg godt forstå. Den går nok på at man med medietaster ikke vil kunne bibeholde det cleane look, men henover de numeriske taster er der rigelig plads til nogle få af disse. I stedet finder man her to LED-indikatorer der fortæller om man har tændt for Caps-Lock eller Game-mode.

Det ville nærmest ikke være et gaming tastatur i 2018, hvis ikke det blev lanceret med RGB-belysning. Det er ingen undtagelse for Logitech G513 hellere. Her er lyset gennem tasterne temmelig gennemtrængende så det giver en fin effekt. Selv FN-funktionerne ses på tasterne takket være den gode belysning. Det er noget man ofte kan savne ved tastaturer med funktioner gemt under FN-tasten, idet deres skrift er gemt væk, men idet Logitech anvender deres egne propriætere RomerG mekaniske switche, så har de givet sig selv mulighed for at lyset skulle være på deres premisser.

Funktionalitet

Nogle gange er forsimplede produkter for simple. Undskyld ordvalget, men det der menes er at man ender med at gøre tingene så simple at man skærer ned på de forkerte ting og produktet ender med at være mindre funktionelt end hvad godt er. Umiddelbart er Logitech G513 et ret simpelt designet gaming tastatur og man har altså hverken dedikerede makro-/gaming-taster eller multimedietaster. Funktionerne gemmer sig bag genveje som man tilgår gennem FN-tasten. Jeg er ikke den store fan heraf, men man kan altså godt få det til at virke.

Logitech G513 virker out of the box og man kan slutte det til og være i gang prompte. Det der tidligere har været en smule irriterende ved nogle af Logitech G produkterne er at hvis de kunne lyse var de ab fabrik indstillet med regnbue-effekt og for at komme af med denne effekt skulle man installere Logitech Gaming Softwaren og vælge sin egen profil. Med Logitech G513 kan man derimod på selve tastaturet vælge nogle foruddefinerede profiler for belysningen, således at, hvis man har lyst, så kan man gøre sig selv uafhængig af ekstra software.

Software

Hvis man derimod ønsker at få adgang til tastaturets fulde arsenal af funktioner og indstillingsmuligheder, så er det stadig muligt at installere Logitech Gaming Softwaren (LGS). LGS har et efterhånden gennemtestet design uden dog efter min vurdering af være den nemmeste at gå til. Fx så er der i bunden adgang til alle de understøttede stykker hardware, men man tilgår de forskellige ting gennem en scroll. Hvis man så eksempelvis har 4-5 produkter i LGS så skal man trykke ved hjælp af pile til højre og venstre for at skifte fra den første og sidste. Det er en smule trægt efter min vurdering.

Selve menusystemet fejler dog ellers ikke rigtig noget. Man kan selv vælge om FN-tasterne på Logitech G513 skal være inverted, således at man ikke skal holde FN-tasten nede når man vil aktivere de specielle funktioner.

Den næste menu giver adgang til tasternes genvej-indstilling. Her falder Logitech G513 lidt til kort for det er kun muligt at indstille genveje og makroer på F1-F12 tasterne. I sin tid forklarede Logitech mig at det på de fleste professionelle turneringer er imod reglerne at anvende makroer og genveje på anden vis, hvorfor de ikke lader det være en del af deres produkter. Et eller andet sted synes jeg dét skal være op til spillerne selv at styre, men det sætter i hvert fald en begrænsning i forhold til mange konkurrerende produkter.

Dernæst har man fanen for belysning, som man også kan styre overordnet eller på profilniveau. LGS er nemlig i stand til at genkende, hvornår man kører forskellige applikationer eller spil og kan tænde profiler derefter. Fx kan man have forskellige profiler for FPS spil kontra RTS eller hvad man ellers spiller. På den måde bliver ens belysning og dertilhørende genveje så man kan få mest muligt ud af sit tastatur.

Den næste menu er i og for sig med meget begrænsede indstillingsmuligheder, men den giver nu god mening ikke desto mindre. Det er nemlig her at man kan slukke taster man ikke ønsker skal have en funktionalitet når en bestemt profil kører. Den oplagte knap at slå fra er naturligvis Windows-tasten når man spiller et hvilket som helst spil, således at man ikke risikerer at hoppe ud til sit skrivebord mit under et spil.

Det sidste menupunkt for Logitech G513 er ikke en man kan anvende til at justere sine knapper eller belysning direkte. Denne menu er således at man kan lave statistik på de knapper man anvender. Man kan eksempelvis aktivere denne inden man skal spille sit spil og efter endt spilsession analysere, hvilke taster man anvender mest. Det kan være at en af tasterne som spillet har valgt skal ligge langt fra de andre knapper er anvendt rigtig meget, hvorfor det ville give mening at skifte dens position i spillet, således at man ikke spilder tid på at flytte sin hånd eller fingre unødigt.

Taster

Som noget nyt tilbyder Logitech G nu to typer af Logitech Romer G mekaniske switche i Logitech G513. For dem der ikke kender Romer G så er det en mekanisk switch, som Logitech har udviklet i samarbejde med Omron for at levere deres bud på den perfekte switch til gamere.

Logitech G’s Romer G mekaniske switche blev i sin tid udviklet med henblik på at give professionelle gamere et edge i kraft af at der var tale om en switch, der aktiverede hurtigere end det man var vant til fra andre mekaniske switche, som ikke nødvendigvis var bygget med henblik på gaming. Sammenlignet med en klassisk Cherry MX Brown så aktiverer Romer G switche ved 1,5 mm mens Cherry MX Brown gør dette ved 2 mm. Den lave aktivering gør sig gældende for både de taktile og lineære switche fra Logitech. Forskellen mellem taktil og lineær ligger i at den lineære ikke giver nogen feedback og er ensartet hele vejen ned, mens den taktile giver et bump, som man kan mærke i fingerspidserne.

Hvad enten man er til en taktil eller lineær er efter min mening en smagssag. Det samme gælder for så vidt om man vil have en hurtigere aktivering eller om man ikke synes man dette gøre den store forskel. Jeg forestiller mig at gamere på konkurrenceniveau vil anse en hurtigere aktivering som værende en fordel, men der er jeg ikke født eller trænet med Fingerspitzgefühl nok.

Vores udgave af Logitech G513 blev leveret med de helt nye Romer G linear mekaniske switche og de er en sand fornøjelse at skrive, spille og arbejde på. De larmer meget lidt sammenlignet med andre mekaniske switche, så selvom den propriætere mekanik ikke gør det muligt at indsætte gummiringe som dæmpere så er jeg der, hvor det heller ikke er nødvendigt. Jeg savner lidt den taktile feedback man ser i den anden type, men det er bestemt noget man kan vænne sig til. I sidste ende vil denne del dog være en smagssag.

Aktiveringen af Romer G linear er i al fald meget jævn og behagelig. Mine fingre blev slet ikke trætte af at arbejde på tastaturet og heller ikke efter adskillige timer foran computeren var det et issue. Det er naturligvis en vanesag og efter min mening er det klart et plus at man nu kan vælge, hvilken type Romer G switche man vil have på sit tastatur.

Belysning

Man har en masse indstillingsmuligheder for belysning med Logitech G513. Der er de indbyggede effekter, men man står også til dels selv for designet af lyset gennem LGS. Sammen med Logitech G513 lancerede Logitech også deres nye LIGHTSYNC-teknologi, som gør det muligt at lade softwaren styre lyset i forhold til spillet, lyden eller det der vises på skærmen.

LIGHTSYNC gør det i eksempelvis CSGO muligt at lade lyset på tastaturet fortælle, hvilke taster man kan anvende og så blinker numpaden når bomben er blevet plantet. Derudover fortæller tastaturet med forskellige farver status for ens liv og ammo. Det er meget smart selvom man for det meste ikke kigger på sit tastatur når man spiller, men en farve, der blinker er bestemt noget man ligger mærke til. Om det så vil være et forstyrrende eller hjælpende element vil jeg lade den enkelte vurdere.

LIGHTSYNC lader også lyset bliver styret af musikken eller lyden således at understøttede produkter lyser i takt med musikken. Det er en blæret effekt til fest, men nok ikke noget man nødvendigvis anvender så meget praktisk. Det som dog er en smule praktisk er at lade tastaturet lyse i henhold til de farver, der er på skærmen. Farven på tastaturet skifter i venstre og højre side afhængigt af hvad der er på skærmbilledet. Funktionen virkede for mig en ud af tre gange og ellers efter genstart af funktionen i selve LGS. Det fede er at man udvider farvespektret og det giver en god effekt og udvider miljøet ud over skærmen. Desværre er der på tastaturet en klar skillelinie, der er forsøgt gemt ved at den går på skrå, men det er bestemt noget man nemt ligger mærke til når man kigger ned på tastaturet. Hvis man kigger op på skærmen er det nemmere at blive “tricked” til at synes farverne flyder ind over hinanden, hvilket de altså ikke gør.

Håndledsstøtte

For at optimere brugeroplevelsen og komforten foran Logitech G513 har man inkluderet en håndledsstøtte med en blød polstring på toppen. Polstringen er toppet af med en relativt tyk kunstlæder for at gøre berøringen endnu mere behagelig. Relativt tyk er måske så meget sagt, men det er i sammenligning med eksempelvis Razer Ornata langt tykkere og nok på niveau med den kunstlæder man finder i Cooler Master MK750.

Der hvor håndledsstøtten til Logitech G513 dog adskiller sig fra førnævnte er desværre ved at den ikke har en måde, hvorpå den hægter sig fast til selve tastaturet på. Det betyder når man vil flytte tastaturet skal man huske at flytte håndledsstøtten med separat. De store gummifødder i bunden af håndledsstøtten sørger for at den ellers ikke rykker sig unødigt, men jeg havde nu hellere set at den fulgte med når man rykkede rundt på tastaturet. At den er behagelig at hvile håndleddene på er der dog ingen tvivl om. Hvis man foretrækker sit tastatur med dertilhørende håndledsstøtte så er dette bestemt en af de behageligere af slagsen.

Konklusion

Der er mange ting som Logitech G513 rammer rigtigt for mit vedkommende. Især er jeg glad for de nye lineære Romer G switche som gør skriveoplevelsen en del mere behagelig, men man misser altså på denne måde den taktile feedback, hvis man er stor fan af denne. Det stilfulde design gør at tastaturet står ganske flot på skrivebordet uden at være unødigt iøjefaldende. Med mindre man anvender RGB-belysningen til at lave et lysshow så kan man gå så vidt og kalde Logitech G513 for et diskret gaming tastatur og en ulv i fåreklæder. Lyset kan man dog anvende taktisk takket være det nye LIGHTSYNC, men er altså ingen nødvedighed for at man får sig en succes med dette tastatur.

Tasterne og tastaturet i sig selv føles ret robuste og solide hvorfor jeg ikke er i tvivl om at der er tale om et tastatur der kan holde i en del sæsoner uden at give op. De medfølgende gaming taster er ikke min egen kop te, men det skyldes måske at jeg skriver mindst ligeså meget som jeg spiller og vil derfor helst have at alle mine taster er ensartede. I sin tid havde man G910 hvor alle taster var med dette lidt anderledes design, men det er som sagt en smagssag.

Logitech G513 er et rigtig godt gaming tastatur, der bliver yderligere forstærket af Logitech Gaming Softwaren og de muligheder denne giver med hensyn til statistik, lys og genveje. Logitech er kendte for ikke at tillade makroer og genveje på alle taster, så det er en ting man bør have in mente, men ellers har man med et flot, kvalitetsfyldt og nemt at gå til gaming tastatur at gøre.

[checklist]

  • Lækkert design
  • Gode taster
  • God belysning og effekter
  • Behagelig at arbejde og spille på
  • Behagelig håndledsstøtte

[/checklist]
[badlist]

  • Håndledsstøtte løs ved siden af
  • Ingen dedikerede medietaster

[/badlist]

 

Pris og tilgængelighed

Set til 1.229 kr.

REVIEW OVERVIEW

Funktionalitet
Design
Pris
Goran Popadic
Goran Popadic
Goran Popadic - Skribent på eReviews.dk.
Annonce

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Nyeste indlæg

Reklame

Seneste kommentarer

Logitech er nok et af de mest respekterede brands når det kommer til gaming udstyr både fra forbrugere, men også af konkurrenter. De har en lang historik af fantastiske produkter, så deres omdømme kan man sagtens forstå. I denne omgang skal vi se nærmere...Test: Logitech G513 mekanisk gaming tastatur